Det hår der vokser på en mands kinder, overlæbe og hage. I De Hebraiske Skrifter er ordet for „skæg“ på hagen og kinderne zaqanʹ, mens ordet for „overskæg“ er safamʹ. I nogle få tilfælde sigter ordet zaqanʹ ikke til skægget, men til „hagen“. — 3Mo 13:29, 30; 14:9.

Blandt mange af oldtidens folkeslag i Østen, deriblandt israelitterne, blev skæg betragtet som et tegn på mandighed og værdighed. Gud forbød i sin lov til israelitterne at de klippede håret ved tindingerne, og at de skar spidsen af deres skæg. (3Mo 19:27; 21:5) Forbudet skyldtes uden tvivl at dette var en religiøs skik blandt nogle hedenske folkeslag.

I tilfælde af stor sorg, skam eller ydmygelse kunne en mand rive hår ud af sit skæg eller lade være med at pleje det. (Ezr 9:3) Det kan have været Jonatans søn Mefibosjets uplejede skæg der viste David at Mefibosjet måske talte sandt da han sagde at hans tjener Ziba havde bagtalt ham, og at han faktisk sørgede mens David var på flugt for Absalom, i modsætning til hvad Ziba havde sagt. (2Sa 16:3; 19:24-30) At barbere skægget af var tegn på at man var blevet ramt af ulykke eller var fyldt af stor sorg på grund af ulykke. — Es 7:20; 15:2; Jer 48:37; Ez 5:1.

 Efter Jerusalems ødelæggelse i 607 f.v.t. viste nogle mænd fra Sikem, Silo og Samaria deres sorg og fortvivlelse ved at barbere skægget af, rive klæderne itu og rive flænger i huden. De ofre de bragte til Jehovas hus, var blodløse ofre der åbenbart skulle frembæres dér hvor templet havde ligget. (Jer 41:5) At disse mænds handlinger ikke var helt i overensstemmelse med Guds lov, fremgår af at de havde revet flænger i huden på sig selv, hvilket var strengt forbudt ifølge Moseloven. — 3Mo 19:28; 21:5.

Hvilken betydning man tillagde et velplejet skæg, fremgår af Gats konge Akisj’ indstilling til David da denne opførte sig forrykt ved at lade sit spyt løbe ned i skægget. Dette overbeviste Akisj om at David var sindssyg. (1Sa 21:13) Da kong Hanun af Ammon fornærmede Davids ambassadører ved at barbere halvdelen af deres skæg af, viste David dem medfølelse og lod sige til dem at de kunne blive i Jeriko indtil deres skæg var vokset rigtigt ud igen. Ammonitterne vidste at de med denne handling havde fornærmet David groft og var blevet en stank for ham, og de forberedte sig derfor på krig. — 2Sa 10:4-6; 1Kr 19:1-6.

Også før Lovpagten blev indgået, var det almindeligt at mænd havde skæg. Hebræerne fremstillede ikke monumenter med afbildninger af sig selv, men i Ægypten, Mesopotamien og andre lande i Mellemøsten har man fundet mange monumenter og relieffer hvorpå assyrerne, babylonierne og kana’anæerne er afbildet med skæg. Selv nogle fremstillinger der stammer helt fra det 3. årtusind f.v.t., viser mænd med forskellige former for skæg. Blandt de ovennævnte folkeslag var det først og fremmest eunukker der skildredes uden skæg. I Israel var det imidlertid ikke skik at gøre mænd til eunukker, for Loven udelukkede eunukker fra Israels menighed. — 5Mo 23:1.

Eftersom de fleste semitter skildres med skæg, selv før Loven blev indstiftet, må man slutte at de trofaste mænd i Sems slægtslinje, som fortsat talte det sprog der blev talt i Edens have, og som uden tvivl i højere grad fulgte de oprindelige skikke fra deres forfader Sems tid, havde skæg. Der er derfor god grund til at tro at Noa, Enok, Set og Adam også havde skæg.

Herodot (II, 36) fortæller at ægypterne ragede både hovedhåret og skægget af. Det var et tegn på sorg eller ligegyldighed hvis en mand lod sit hår og skæg vokse. Det var derfor Josef barberede sig da han blev hentet i fængselet og skulle træde frem for Farao. (1Mo 41:14) Ægypterne gik imidlertid med forlorent skæg og paryk.

Havde Jesus skæg da han var på jorden? Det var skik og brug blandt jøderne at have skæg. Eftersom Jesus blev født som jøde, var han „under loven“, og han opfyldte den også. (Ga 4:4; Mt 5:17) Ligesom alle andre jøder var Jesus i kraft af Lovpagten indviet til Jehova Gud fra fødselen og var forpligtet til at overholde hele Loven, herunder forbudet mod at skære spidsen af skægget. Det var desuden almindeligt dengang at romerne var glatbarberede. Hvis Jesus ikke havde haft skæg, ville man derfor have antaget ham for at være enten romer eller eunuk. Af betydning i denne forbindelse er det at der i en profeti om Jesu lidelser siges: „Min ryg prisgav jeg til dem der slår, og mine kinder til dem der river skæg af.“ — Es 50:6.