En person, som regel en kvinde, der giver sig hen til hvem som helst; især en kvinde der tilbyder seksuelt samvær mod betaling. Faktisk kommer det græske ord porʹnē (skøge; prostitueret) af en rod der betyder „at sælge“. (Åb 17:1, fdn.) Det hebraiske ord zōnahʹ (skøge; prostitueret) kommer af verbalroden zanahʹ, der betyder „at være utugtig; at bedrive utugt; at drive prostitution“.

Skøgevæsen er fra begyndelsen blevet fordømt af Gud. Han fastlagde selv den fuldkomne norm for ægteskabet da han i Eden indstiftede ægteskabet mellem Adam og Eva og sagde: „En mand [forlader] sin fader og sin moder, og han skal holde sig til sin hustru, og de skal blive ét kød.“ (1Mo 2:24) Skønt han fordømte skøgevæsen, tillod han polygami, selv blandt sine tjenere, indtil hans tid var inde til ved Jesus Kristus at genindføre den fuldkomne norm for ægteskabet. Jesus citerede ovenstående ord af sin Fader, og apostelen Paulus påpegede at denne norm var bindende for den kristne menighed. Han forklarede at en kristen der overtræder den og slutter sig til en skøge, bliver „ét legeme“ med hende. — Mt 19:4-9; 1Kor 6:16.

Hvordan Guds tjenere i fortiden så på skøgevæsen, fremgår af Abrahams oldesøn Judas tilfælde. Mens han befandt sig som fastboende udlænding i Kana’an, hvor man tolererede skøgevæsen, havde han omgang med sin søn Ers enke, Tamar, der havde forklædt sig som skøge. Da det kom for en dag at Tamar var blevet gravid som følge af forbindelsen, blev det meddelt Juda: „Din svigerdatter Tamar har været utugtig [zanethahʹ], og se, hun er også blevet gravid ved sin utugt.“ Juda gav da ordre til at hun skulle brændes (dvs. først dræbes og derefter brændes som noget afskyeligt) fordi hun blev betragtet som lovet bort til Judas søn Sjela. Da Juda blev klar over hvordan det i virkeligheden forholdt sig, forsøgte han ikke at undskylde sin handling, men sagde om Tamar: „Hun er mere retfærdig end jeg, eftersom jeg ikke gav hende til min søn Sjela.“ Juda undskyldte Tamars bestræbelser for at få afkom ved ham eftersom han havde forsømt at give hende til sin søn Sjela, der skulle have indgået svogerægteskab med hende. — 1Mo 38:6-26.

Under Loven. Guds lov til Israel indeholdt følgende bud: „Gør ikke din datter vanhellig ved at lade hende drive prostitution, så landet ikke skal forfalde til prostitution og derved blive fyldt med skamløshed.“ (3Mo 19:29; 21:9) Det syvende bud forbød ægteskabsbrud. (2Mo 20:14; 5Mo 5:18) Begge parter blev straffet med døden. (3Mo 20:10) En pige der foregav at være jomfru ved indgåelse af ægteskab, men ikke var det, skulle dø. (5Mo 22:13-21) En forlovet pige der begik utugt med en anden mand, blev betragtet ligesom en gift kvinde der havde begået ægteskabsbrud, og hun skulle stenes til døde. (5Mo 22:23, 24) En uforlovet pige der begik utugt, skulle gifte sig med den mand der havde forført hende, medmindre hendes fader nedlagde forbud mod ægteskabet. — 2Mo 22:16, 17; 5Mo 22:28, 29.

Skøgevæsen blev fordømt i Guds lov til Israel, men der fandtes skøger i landet. (Ord 7) En præst måtte ifølge Loven ikke gifte sig med en prostitueret kvinde, og en præstedatter der drev prostitution, skulle henrettes og derefter brændes i ild. (3Mo 21:7, 9, 14) En skøges „løn“ måtte ikke modtages som bidrag til Jehovas helligdom, for skøger var en vederstyggelighed i Jehovas øjne. — 5Mo 23:18.

Af disse og andre grunde var skøgerne i Israel, uden tvivl med få undtagelser, fremmede, det vil sige udenlandske, kvinder. Ordsprogenes Bog advarer gentagne gange mod „den fremmede kvinde“ der kunne lokke en mand til at begå umoralske handlinger. — Ord 2:16; 5:20; 7:5; 22:14; 23:27.

En sag vedrørende to prostituerede kvinder blev af Salomon afgjort på en så klog og forstandig måde at det styrkede folkets tillid til at han var en passende efterfølger af David på Israels trone. Det drejede sig sandsynligvis om en sag som den lavere domstol ikke havde kunnet afgøre, og som derfor var blevet forelagt kongen. (5Mo 1:17; 17:8-11; 1Sa 8:20) Disse kvinder var muligvis ikke prostituerede i egentlig forstand, men kvinder der havde begået utugt; enten jødiske kvinder eller, hvad der er mest sandsynligt, kvinder af fremmed herkomst. — 1Kg 3:16-28.

Tempelskøger. Tempelskøgerne spillede en vigtig rolle i afgudsdyrkelsen. Historikeren Herodot beretter at „den grimmeste af babyloniernes skikke er denne: enhver indfødt kvinde må én gang i sit liv tage plads i Afrodites tempel og have samleje med en fremmed mand.“ (Herodots  historie, oversat af Thure Hastrup og Leo Hjortsø, 1979, I, 199) Der var også knyttet tempelskøger til dyrkelsen af Ba’al, Astarte og andre guder og gudinder i Kana’an og andre steder.

Desuden fandtes der mandlige tempelprostituerede. — 1Kg 14:23, 24; 15:12; 22:46.

’Vejen til døden’. I det 7. kapitel i Ordsprogenes Bog beskriver kong Salomon et optrin han havde bemærket. Optrinnet viser hvilke metoder en prostitueret kvinde benytter, og hvordan det går dem der lader sig lokke af hende. Han omtaler en ung mand der i skumringen går ned ad gaden nær en skøges hus. Salomon nævner at den unge mand „manglede [et forstandigt] hjerte“, det vil sige at han manglede dømmekraft og sund fornuft. (Se HJERTE.) Kvinden, der er klædt uanstændigt, som en skøge sædvanligvis er, står på lur og henvender sig til ham. Hun har glatte læber, og hendes tale er indsmigrende, men i virkeligheden er hun højrøstet og stædig, og hendes hjerte er underfundigt. Skøgen foregiver at være retfærdig ved at sige at hun samme dag har bragt fællesskabsofre (hvorved hun antyder at hun kan byde på et måltid, idet den der bragte offeret, ofte fik en del af fællesskabsofferet til sig selv og sin familie). — Ord 7:6-21.

Den unge mand har ladet sig lokke til dette punkt, og Salomon viser at han nu uimodståeligt drages mod hende; han tilsidesætter al sund fornuft og går efter hende „som en okse der er på vej til slagtning“, som en mand der er i lænker og ikke kan undslippe den tugt han vil få. „Indtil,“ siger Salomon, „en pil kløver hans lever,“ det vil sige indtil han får det sår der forårsager hans død, både åndeligt og fysisk, for han har ikke blot udsat sit legeme for dødbringende seksuelt overførte sygdomme (i fremskredne tilfælde af syfilis er leveren angrebet af bakterier i stort tal), men har også ’bragt sin sjæl i fare’. Hele hans organisme og hans liv er berørt, og han har begået en alvorlig synd mod Gud. Salomon slutter sin beretning med ordene: „Hendes hus er veje til Sheol; de går ned til dødens inderste kamre.“ — Ord 7:22, 23, 27; jf. Ord 2:16-19; 5:3-14.

’Øder velstand bort’. Ordsproget siger: „En mand der elsker visdom, fryder sin fader; men den der omgås prostituerede, øder sin velstand bort.“ (Ord 29:3) For det første bortøder han det mest dyrebare han ejer, nemlig forholdet til Gud, og for det andet bringer han skam over sin familie og ødelægger forholdet til den. Som et andet ordsprog advarende siger, giver en sådan mand ’andre sin værdighed og sine år til det der er grusomt; fremmede mætter sig af hans kraft, og det han møjsommeligt har samlet, kommer til at være i en udlændings hus’. — Ord 5:9, 10.

Vismanden giver derfor dette råd: „Begær ikke hendes [den fremmede kvindes] skønhed i dit hjerte, . . . for på grund af en prostitueret kvinde bliver der kun til et rundbrød, men en anden mands hustru er på jagt efter selve den dyrebare sjæl.“ (Ord 6:24-26) Dette sigter måske til at en mand i Israel ødede sine midler bort ved samvær med en prostitueret og blev fattig (jf. 1Sa 2:36; Luk 15:30), mens en mand der begik ægteskabsbrud med en anden mands hustru, mistede sin sjæl (idet der under Moseloven var dødsstraf for ægteskabsbrud). Det er også muligt at hele passagen sigter til en utro hustru der omtales som prostitueret.

I de afsluttende vers i kapitlet (Ord 6:29-35) siges der: „Sådan er det . . . med den der går ind til sin næstes hustru. Ingen som rører hende slipper for straf. Man foragter ikke en tyv fordi han stjæler for at fylde sin sjæl når han er sulten. Men findes han, kommer han til at betale syvfold tilbage; alt af værdi i sit hus må han aflevere. Den der begår ægteskabsbrud med en kvinde mangler [et forstandigt] hjerte; den som gør det, ødelægger sin sjæl. Han vil finde plage og vanære, og hans skændsel vil ikke blive slettet. For skinsyge fører til en våbenfør mands forbitrelse, og han viser ikke skånsel på hævnens dag. Han vil ikke godtage nogen som helst løsesum eller vise villighed, hvor stor du end gør gaven.“

Betydningen af ordlyden i Ordsprogene 6:30-35 er måske at man ikke ser så meget ned på en tyv som stjæler for at blive mæt; man kan til en vis grad forstå ham. Hvis han pågribes, kommer han dog til at erstatte det han har stjålet, ’med renter’ (hvilket især gjaldt under Moseloven [2Mo 22:1, 3, 4]; „syvfold“ bruges måske i ordsproget for at vise at han kommer til at betale hele boden). Ægteskabsbryderen, derimod, kan ikke betale erstatning for sin synd; hans skændsel er stor og bliver hængende ved ham, og han kan ikke betale en løsesum eller på anden måde købe sig fri for den straf han fortjener.

Hvis en kristen der er et lem på Kristi åndelige legeme, har et forhold til en prostitueret eller bedriver utugt, tager han et af Kristi lemmer væk og gør det til et skøgelem, idet han slutter sig til en skøge og bliver ét legeme med hende. Han synder derved imod sit eget legeme, som er et af „Kristi lemmer“. — 1Kor 6:15-18.

En levevis der må aflægges hvis man vil opnå frelse. Der er håb for prostituerede hvis de vender sig bort fra deres utugtige levevis og  viser tro på Jesu Kristi sonoffer. Apostelen skrev til de kristne i Korinth og mindede dem om at nogle af dem havde været utugtige og ægteskabsbrydere, men at de havde aflagt disse handlinger og var blevet vasket rene og erklæret retfærdige i Herren Jesu Kristi navn. (1Kor 6:9-11) Mange af skøgerne i Israel viste sig at have et bedre hjerte end de religiøse ledere. Disse kvinder, der blev foragtet af de skriftlærde og farisæerne, lyttede ydmygt til Johannes Døbers forkyndelse, og Jesus nævnte dem som et eksempel over for de religiøse ledere: „Jeg skal sige jer som sandt er, at skatteopkræverne og skøgerne går forud for jer ind i Guds rige.“ (Mt 21:31, 32)

Disse foragtede mennesker havde den rette hjerteindstilling og kunne opnå tilgivelse ved tro på Kristus. De måtte dog først ophøre med at være skøger, for de der fortsætter med en sådan umoralsk levevis, kan ikke arve Guds rige. — Ga 5:19-21; Ef 5:5.

Rahab. Rahab er et eksempel på at en skøge der viser tro på Gud, kan blive erklæret retfærdig. (Jak 2:25) De mænd som Josua udsendte som spioner til Jeriko, fik husly i Rahabs hus. (Jos 2:1) Det er ikke rimeligt at antage at de gjorde dette i en umoralsk hensigt. Om deres motiv siger professorerne C. F. Keil og F. Delitzsch: „Deres besøg hos en sådan person ville ikke vække så stor opsigt. Husets beliggenhed op ad eller på bymuren ville også gøre det lettere at flygte. Men Herren ledte spionerne på en sådan måde at de i denne synder fandt netop den person der bedst kunne hjælpe dem, én hvis hjerte var blevet så positivt påvirket af beretningerne om de mirakler Gud havde udført til gavn for israelitterne, at hun ikke alene fortalte spionerne om kana’anæernes fortvivlelse, men også, i fuld tillid til israelitternes Guds magt, skjulte spionerne da hendes landsmænd kom og spurgte efter dem, skønt det bragte hende selv i den allerstørste fare.“ (Commentary on the Old Testament, 1973, bd. II, Joshua, s. 34) Eftersom Gud havde befalet israelitterne at fordrive kana’anæerne på grund af deres umoralske handlinger, og i betragtning af at han velsignede både Rahab og indtagelsen af Jeriko, ville det være helt urimeligt at mene at spionerne indlod sig med Rahab som skøge, eller at hun bagefter fortsatte med at drive prostitution. (3Mo 18:24-30) På grund af hendes tro og de gerninger hun gjorde som stemte med troen, blev hendes liv skånet. Hun indgik senere et ærefuldt ægteskab med Salmon af Judas stamme og blev en af Jesu Kristi stammødre. — Jos 2; 6:22-25; Mt 1:1, 5.

Udtalelserne om at Jefta var søn af en skøge (Dom 11:1), og at Samson gik ind til en prostitueret kvinde i byen Gaza (Dom 16:1), er kommenteret i artiklerne JEFTA og SAMSON.

Brugt billedligt. Udtrykket „skøge“ bruges billedligt om en person, en organisation eller en nation der hævder at tilbede Jehova, men som i virkeligheden giver sin hengivenhed og tilbedelse til andre guder. Dette gjaldt for eksempel Israels folk. Det „bedrev utugt“ med fremmede guder; og ligesom en utro hustru der udsøger sig andre mænd, så det hen til andre nationer efter beskyttelse og udfrielse fra sine fjender i stedet for at se hen til sin „ægtemand“, Jehova Gud. (Es 54:5, 6) Jerusalem blev desuden så fornedret i sin troløshed at byen gik ud over den normale praksis for skøger. Herom blev profeten Ezekiel inspireret til at sige: „Til alle skøger plejer man at give en gave, men du, derimod, giver selv gaver til alle dine elskere, og du bestikker dem til at komme til dig fra alle kanter til dine utugtige gerninger.“ (Ez 16:33, 34) Både tistammeriget Israel og tostammeriget Juda blev fordømt for et sådant skøgelevned i symbolsk forstand. — Ez 23:1-49.

I Åbenbaringens Bog omtales en symbolsk skøge som sidder på et skarlagenrødt vilddyr og har navnet „Babylon den Store, moderen til jordens skøger og afskyeligheder,“ skrevet på panden. Der siges at „med hende har jordens konger begået utugt“. — Åb 17:1-5; se BABYLON DEN STORE; UTUGT.