Skabelse
Det at skabe eller frembringe nogen eller noget. Det hebraiske ord bara’ʹ og det græske ktiʹzō, der begge betyder „at skabe“, bruges udelukkende i forbindelse med Gud.
Jehova omtales gennem hele Bibelen som Skaberen. Han har „skabt himmelen“ og „dannet jorden og frembragt den“. (Es 45:18) Han „har dannet bjergene og . . . skabt vinden“ (Am 4:13), og han „har frembragt himmelen og jorden og havet og alt hvad der er i dem“. (Apg 4:24; 14:15; 17:24) „Gud . . . har skabt alt.“ (Ef 3:9) Jesus Kristus anerkendte Jehova som den der har skabt menneskene og dannet dem som mand og kvinde. (Mt 19:4; Mr 10:6) Derfor kaldes Jehova alene med rette „Skaberen“. — Ro 1:25.
Alt ’var til og blev skabt’ på grund af Guds vilje. (Åb 4:11) Jehova, der altid har været til, var alene før han begyndte at skabe. — Sl 90:1, 2; 1Ti 1:17.
Mens Jehova, som er en Ånd (Joh 4:24; 2Kor 3:17), altid har været til, gælder dette ikke materien, som universet er bygget af. Da Jehova skabte den fysiske himmel og jord, brugte han derfor ikke stof som fandtes i forvejen. Det fremgår af 1 Mosebog 1:1, som lyder: „I begyndelsen skabte Gud himmelen og jorden.“ Hvis stoffet, eller materien, altid havde eksisteret, ville det ikke være rigtigt at bruge ordet „begyndelsen“ med henblik på det materielle skaberværk. Men efter at Gud havde skabt jorden, benyttede han dette i forvejen eksisterende materiale idet han „af jorden [dannede] alle markens vilde dyr og alle himmelens flyvende skabninger“. (1Mo 2:19) Han dannede også mennesket „af støv fra jorden“ og blæste livsånde ind i dets næsebor så at mennesket blev en levende sjæl. — 1Mo 2:7.
Der siges træffende i Salme 33:6: „Himmelen blev frembragt ved Jehovas ord, og hele dens hær ved hans munds ånd.“ Mens jorden endnu var „formløs og øde“ og der var „mørke over dybet“, var Guds virksomme kraft i bevægelse frem og tilbage over vandene. (1Mo 1:2) Gud brugte altså sin virksomme kraft, eller „ånd“ (hebr.: ruʹach), til at virkeliggøre sin hensigt i forbindelse med skabelsen. De ting han har skabt, vidner ikke alene om hans magt, men også om hans guddommelighed. (Jer 10:12; Ro 1:19, 20) Og eftersom Jehova „ikke [er] uordenens men fredens Gud“ (1Kor 14:33), er hans skaberværk ikke præget af tilfældigheder og kaos, men af orden. Jehova mindede Job om at han havde taget bestemte skridt for at grundlægge jorden og spærre for havet, og han lod Job forstå at der fandtes „forskrifter“ for himmelen. (Job 38:1, 4-11, 31-33) Desuden er Guds skaberværk og alle hans andre værker fuldkomne. — 5Mo 32:4; Præ 3:14.
Jehovas første skaberværk var hans „enestefødte søn“ (Joh 3:16), „Guds skaberværks begyndelse“. (Åb 3:14) Denne søn, „al skabnings førstefødte“, blev af Jehova brugt til at skabe alt andet, både det i himmelen og det på jorden, „det synlige og det usynlige“. (Kol 1:15-17) Apostelen Johannes siger under inspiration om denne søn, Ordet, at „alt er blevet til gennem ham, og uden ham er end ikke én ting blevet til“, og han identificerer Ordet med Jesus Kristus, som var blevet kød. (Joh 1:1-4, 10, 14, 17) Fremstillet som den personificerede visdom udtaler denne søn at ’Jehova frembragte ham som begyndelsen til sin vej’, og han fortæller at han var sammen med Skaberen, Jehova Gud, som dennes „værkmester“. (Ord 8:12, 22-31) I betragtning af det nære samarbejde mellem Jehova og hans enestefødte søn under skabelsen og i betragtning af at Sønnen er „den usynlige Guds billede“ (Kol 1:15; 2Kor 4:4), var det øjensynlig denne enestefødte søn og værkmester Jehova talte til da han sagde: „Lad os frembringe mennesker i vort billede.“ — 1Mo 1:26.
Efter at Jehova havde skabt sin enestefødte søn, brugte han ham til at frembringe de himmelske engle. Dette gik forud for jordens grundlæggelse, hvilket Jehova åbenbarede da han spurgte Job: „Hvor var du da jeg grundlagde jorden . . . dengang morgenstjernerne sammen råbte af glæde og alle gudssønnerne brød ud i hyldestråb?“ (Job 38:4-7) Det var efter skabelsen af disse himmelske åndeskabninger at den materielle himmel og jord og alle grundstofferne blev frembragt. Og da det er Jehova der står bag hele dette skaberværk, tilskrives det ham. — Ne 9:6; Sl 136:1, 5-9.
Når Bibelen siger: „I begyndelsen skabte Gud himmelen og jorden“ (1Mo 1:1), lader den tidsspørgsmålet stå åbent. Brugen af udtrykket „i begyndelsen“ kan derfor ikke anfægtes, uanset hvilken alder videnskabsmænd måtte søge at tilskrive jordkloden og de forskellige planeter og andre himmellegemer. Den materielle himmel og jord kan være skabt for milliarder af år siden.
Den fortsatte skabervirksomhed i forbindelse med jorden. Efter at have omtalt skabelsen af den materielle himmel og jord (1Mo 1:1, 2) fortsætter Første Mosebog, kapitel 1, frem til kapitel 2, vers 3, med at beskrive Jehovas skabervirksomhed i forbindelse med jorden. Fra vers 5 i det 2. kapitel følger en parallel beretning som tager tråden op et sted på den tredje „dag“ efter at det tørre land er kommet til syne, men før jordens vegetation blev skabt. Den tilføjer enkeltheder som ikke er taget med i den kortfattede oversigt i Første Mosebogs 1. kapitel. Den inspirerede beretning fortæller om seks skabelsesperioder der kaldes „dage“, og om en syvende periode eller „syvende dag“ hvor Gud afholdt sig fra skabervirksomhed i forbindelse med jorden og begyndte at hvile. (1Mo 2:1-3) Selv om den bibelske beretning om skabelsen af de jordiske livsformer ikke bruger den detaljerede botaniske og zoologiske artsinddeling der anvendes i dag, skelner den tydeligt mellem livsformernes hovedgrupper og viser at de blev frembragt sådan at de kun kunne formere sig efter deres respektive „arter“. — 1Mo 1:11, 12, 21, 24, 25; se ART.
Guds skabervirksomhed i løbet af de seks „dage“ fremgår af følgende oversigt:
JEHOVAS JORDISKE SKABERVÆRK
Dag
Skaberværk
Skriftsteder
1
Lys; skel mellem dag og nat
2
Et udstrakt rum; skel mellem vandene under det udstrakte rum og vandene over det
3
Tørt land; plantevækst
4
Lysgivere på himmelen bliver synlige fra jorden
5
Sjæle som lever i vandet; flyvende skabninger
6
Landdyr; mennesket
Første Mosebog 1:1, 2 gælder tiden forud for disse seks „dage“. Da skabelsesdagene begyndte, fandtes solen, jorden, månen og stjernerne allerede, idet deres skabelse er nævnt i 1 Mosebog 1:1. Før de seks „dage“ med Guds skabervirksomhed begyndte, var jorden imidlertid „formløs og øde og der var mørke over dybet“. (1Mo 1:2) Jorden var åbenbart stadig omgivet af tætte skymasser der indhyllede den som i et svøb og hindrede lyset i at nå frem til dens overflade.
Da Gud på den første „dag“ sagde: „Lad der blive lys,“ trængte der øjensynlig diffust lys gennem skylagene skønt lyskilderne stadig ikke kunne skelnes fra jordoverfladen. Det ser ud til at dette var en gradvis proces, som det fremgår af J. W. Watts’ oversættelse: „Og lidt efter lidt blev lyset til.“ (1Mo 1:3, A Distinctive Translation of Genesis) Gud satte skel mellem lyset og mørket, og han kaldte lyset Dag og mørket Nat. Det betyder at jorden drejede sig om sin akse mens den kredsede om solen, sådan at den østlige og vestlige halvkugle skiftevis var i lys og i mørke. — 1Mo 1:3, 4.
På den anden „dag“ frembragte Gud et udstrakt rum ved at sætte et skel „mellem vandene det ene sted og vandene det andet sted [ordr.: mellem vandene og vandene]“. Nogle vandmasser forblev på jorden, men en stor vandmængde blev hævet højt over jordens overflade, og mellem de to blev der et åbent, udstrakt rum. Gud kaldte det udstrakte rum Himmel, men det var i forhold til jorden, for der siges ikke at de udspændte vandmasser over det udstrakte rum omsluttede stjernerne eller de øvrige himmellegemer. — 1Mo 1:6-8; se UDSTRAKT RUM.
På den tredje „dag“ blev vandene på jorden ved Guds mirakuløse kraft samlet så det tørre land kom til syne, og Gud kaldte det tørre land Jord. Det var også på denne „dag“ at der opstod liv — ikke ved et tilfælde eller ved en evolutionsproces, men ved at Gud med sin kraft virkede på stoffets atomer, hvorved græs, planter og frugttræer blev til. Hver af disse tre grundtyper af livsformer kunne formere sig efter sin „art“. — 1Mo 1:9-13.
På den fjerde „dag“ gennemførte Gud sin vilje vedrørende lysgiverne, idet der siges: „Gud gik i gang med at frembringe de to store lysgivere, den største lysgiver til at have herredømme over dagen, og den mindste lysgiver til at have herredømme over natten, samt stjernerne. Således satte Gud dem på den udstrakte himmel til at lyse på jorden og til at herske om dagen og om natten og til at sætte skel mellem lyset og mørket.“ (1Mo 1:16-18) Sådan som de to lysgivere beskrives, må den største lysgiver have været solen, og den mindste månen — selv om disse himmellegemer ikke nævnes ved navn i Bibelen før efter vandfloden på Noas tid. — 1Mo 15:12; 37:9.
Tidligere, på den første „dag“, var der blevet sagt: „Lad der blive lys.“ Det hebraiske ord for „lys“ er her ’ōr, der betyder lys i almindelighed. På den fjerde „dag“ bruges derimod det hebraiske ord ma’ōrʹ, der betegner en lysgiver eller lyskilde. (1Mo 1:14) Den første „dag“ trængte der åbenbart diffust lys igennem skymasserne, men uden at en iagttager på jorden ville have været i stand til at skelne lyskilderne. Nu, på den fjerde „dag“, indtrådte der åbenbart en forandring.
Det er også værd at bemærke at det i 1 Mosebog 1:16 ikke er det hebraiske udsagnsord bara’ʹ, „at skabe“, der bruges, men ‛asahʹ, „at gøre, at frembringe“. Eftersom solen, månen og stjernerne er indbefattet i „himmelen“ der nævnes i 1 Mosebog 1:1, blev de skabt længe før den fjerde „dag“. Men på den fjerde „dag“ gik Gud i gang med at „frembringe“ disse himmellegemer i den forstand at han gav dem en ny funktion i forhold til jordens overflade og den udstrakte himmel over den. Når der siges at Gud ’satte dem på den udstrakte himmel til at lyse på jorden’, betyder det at de nu blev synlige fra jordens overflade, som om de blev en del af himmelhvælvingen. Lysgiverne skulle desuden „tjene til tegn og til afmærkning af årstider og til afmærkning af dage og år“ og dermed senere tjene til vejledning for mennesket på forskellige måder. — 1Mo 1:14.
På den femte „dag“ skabtes de første dyresjæle på jorden. Ikke blot en enkelt skabning som Gud lod udvikle sig til andre former, men en vrimmel af levende sjæle blev frembragt ved Guds kraft, som der siges: „Gud gik i gang med at skabe de store havuhyrer og hver levende sjæl af dem der myldrer omkring og som vandene lod vrimle frem efter deres arter, og hver vinget flyvende skabning efter sin art.“ Tilfreds med det han havde frembragt, velsignede Gud dem og befalede dem at „blive talrige“, hvilket var muligt fordi han havde sat alle disse skabninger af mange forskellige familier og arter i stand til at formere sig „efter deres arter“. — 1Mo 1:20-23.
På den sjette „dag“ ’gik Gud i gang med at frembringe jordens vilde dyr efter deres arter og husdyrene efter deres arter og alle jordens myldrende smådyr efter deres arter’. Ligesom alle de foregående skaberværker var dette værk også godt. — 1Mo 1:24, 25.
Hen imod slutningen af den sjette skabelsesdag frembragte Gud en helt ny slags skabning, som stod over dyrene, men var ringere end englene. Det var mennesket, som blev skabt i Guds billede og lighed. Mens der i 1 Mosebog 1:27 blot står at Gud skabte menneskene „som mand og kvinde“, viser den parallelle beretning i 1 Mosebog 2:7-9 at Jehova Gud dannede mennesket af jordens støv og blæste livsånde ind i dets næsebor, hvorved mennesket blev en levende sjæl, til hvem et paradisisk hjem med føde var gjort rede. Da Gud skabte manden, brugte han jordens grundstoffer i sin skabervirksomhed, men kvinden blev skabt af et af mandens ribben. (1Mo 2:18-25) Med skabelsen af kvinden var menneske„arten“ fuldstændig. — 1Mo 5:1, 2.
Derpå velsignede Gud menneskene idet han sagde til den første mand og hans hustru: „Bliv frugtbare og talrige og fyld jorden og underlæg jer den, og råd over havets fisk og himmelens flyvende skabninger og hver levende skabning af dem der myldrer omkring på jorden.“ (1Mo 1:28; jf. Sl 8:4-8.) Han sørgede godt for menneskene og de øvrige jordiske skabninger ved at give dem „alle grønne planter til føde“. Om resultatet af denne skabergerning siger den inspirerede beretning: „Derpå så Gud alt hvad han havde frembragt, og se, det var virkelig godt.“ (1Mo 1:29-31) Da den sjette dag var afsluttet og Gud havde fuldendt sit skaberværk, „gav han sig på den syvende dag til at hvile fra hele sit værk som han havde frembragt“. — 1Mo 2:1-3.
Efter beskrivelsen af hver af de seks skabelsesdage siges der: „Og det blev aften og det blev morgen,“ første dag, anden dag, tredje dag og så videre. (1Mo 1:5, 8, 13, 19, 23, 31) Eftersom hver skabelsesdag varede længere end 24 timer (hvilket vil blive behandlet i det følgende), sigter denne vending ikke til en bogstavelig aften og morgen, men skal opfattes billedligt. Om aftenen ville tingene være utydelige, men om morgenen ville de klart kunne skelnes. Ved begyndelsen af hver skabelsesdag eller -periode — svarende til ’aftenen’ — ville de engle der iagttog skabervirksomheden, kun have en uklar forestilling om hvad Gud ville gøre den dag, skønt han selv vidste det fuldt ud. Men når ’morgenen’ kom, stod det helt klart hvad Gud havde besluttet, for nu var det gennemført. — Jf. Ord 4:18.
Skabelsesdagenes længde. Bibelen siger ikke hvor lange de enkelte skabelsesperioder var. Men de er alle seks endt, for der siges om den sjette „dag“ (ligesom der blev sagt om hver af de foregående fem dage): „Og det blev aften og det blev morgen, sjette dag.“ (1Mo 1:31) Men sådan siges der ikke om den syvende dag, hvor Gud gav sig til at hvile, hvilket tyder på at denne „dag“ fortsatte. (1Mo 2:1-3) Endvidere fremgår det af en udtalelse af Paulus at Guds hviledag stadig varede ved over 4000 år efter at den var begyndt. I Hebræerne 4:1-11 henviste han til Davids ord i Salme 95:7, 8, 11 og til 1 Mosebog 2:2 og tilskyndede sine medkristne: „Lad os derfor gøre vort yderste for at gå ind til den hvile.“ På apostelens tid havde den syvende „dag“ således varet i flere tusind år og var endnu ikke forbi. Jesus Kristus betegnes i Bibelen som „sabbattens Herre“ (Mt 12:8), så hans tusindårige regering er åbenbart en del af den store sabbat, Guds hviledag. (Åb 20:1-6) Det vil sige at der vil gå tusinder af år fra begyndelsen af Guds hviledag til dens afslutning. Den uge der beskrives i 1 Mosebog 1:3–2:3, og som ender med en hviledag, synes at danne en parallel til den uge som israelitterne inddelte tiden i, og som endte med en sabbat på den syvende dag i overensstemmelse med Guds vilje. (2Mo 20:8-11) Da den syvende „dag“ i skabelsesugen har varet i tusinder af år, kan man drage den slutning at hver af de seks skabelsesdage eller -perioder også var på flere tusind år.
At en dag kan være længere end 24 timer, fremgår af 1 Mosebog 2:4, hvor alle skabelsesperioderne tilsammen omtales som én „dag“. Det fremgår også af Peters inspirerede udtalelse om at „én dag er for Jehova som tusind år, og tusind år som én dag“. (2Pe 3:8) At de enkelte skabelsesdage ikke blot strakte sig over 24 timer, men over længere tidsafsnit, ja årtusinder, stemmer også bedre med de vidnesbyrd jorden selv afgiver.
Menneskers opfindelser foregrebet i skaberværket. Mange af de opfindelser mennesker har gjort, ligner kopier af noget som Jehova tusinder af år tidligere udstyrede sine skabninger med. Fuglenes flugt var årtusinder forud for udviklingen af flyvemaskiner. Nautiler og sepia-blæksprutter bruger flydetanke for at regulere opdriften i vandet ligesom ubåde. Otte- og tiarmede blæksprutter bruger jetfremdrift. Flagermus og delfiner er eksperter i brug af sonar. Flere krybdyr og havfugle har deres eget indbyggede „afsaltningsanlæg“ som sætter dem i stand til at drikke havvand.
Ved hjælp af en genial bygningskonstruktion og brugen af vand afkøler termitterne deres bo. Insekter, fisk, træer og mikroskopiske planter har deres egen „frostvæske“. Slanger, myg, malleehøns og tallegallahøns har indbyggede termometre som kan registrere temperaturudsving på brøkdele af grader. Hvepse og gedehamse laver papir.
Thomas Edison får æren for at have opfundet glødelampen; men det er en svaghed at den taber energi i form af varme. Jehovas skabninger — spongier, svampe, bakterier, sankthansorme, insekter og fisk — frembringer koldt lys i mange farver.
Mange trækfugle har ikke alene et kompas inde i hovedet, men de har også et biologisk ur. Nogle mikroskopiske bakterier har rotationsmotorer som kan køre både forlæns og baglæns.
Det er ikke uden grund Salme 104:24 siger: „Hvor er dine værker mange, Jehova! Dem alle har du udført med visdom. Jorden er fuld af hvad du har frembragt.“
Nogle søger at forbinde Bibelens skabelsesberetning med mytologiske skabelsesberetninger, som for eksempel det velkendte babyloniske skabelsesepos. Egentlig fandtes der flere skabelsesfortællinger i det gamle Babylon, men den velkendte version er en myte der handler om Babylons nationale gud, Marduk. Den går i korte træk ud på at gudinden Tiamat og guden Apsu avlede andre guder. Disse guders handlinger plagede Apsu så meget at han besluttede at dræbe dem, men han blev selv dræbt af en af disse guder, Ea; og da Tiamat forsøgte at hævne ham, blev hun dræbt af Eas søn Marduk, som spaltede hendes legeme i to dele. Af den ene del dannede han himmelen, og af den anden jorden. Derefter skabte Marduk blandt andet menneskene (med Eas hjælp), hvortil han brugte blodet af en anden gud, Kingu, som var fører for Tiamats horder.
Har Bibelen lånt fra babyloniske skabelsesfortællinger?
Arkæologen P. J. Wiseman nævner at da tavlerne med de babyloniske skabelsesfortællinger kom for dagen, ventede nogle forskere at flere fund og yderligere forskning ville vise at der var en sammenhæng mellem dem og beretningen i Første Mosebog. Nogle mente at Bibelens skabelsesberetning ville vise sig at være lånt fra den babyloniske. Men den fortsatte forskning har kun afsløret det dybe svælg der er mellem de to beretninger. De danner slet ikke nogen parallel til hinanden. Wiseman citerer The Babylonian Legends of the Creation and the Fight Between Bel and the Dragon, udgivet af bestyrelsen for British Museum, som siger: „De grundlæggende forestillinger der gives udtryk for i den babyloniske og den hebraiske beretning, er væsensforskellige.“ Og han siger selv: „Det er ovenud beklageligt at mange teologer i stedet for at holde sig ajour med den nyeste arkæologiske forskning bliver ved med at gentage den nu modbeviste teori om hebraiske ’lån’ fra babyloniske kilder.“ — Creation Revealed in Six Days, London 1949, s. 58.
Skønt nogle har peget på tilsyneladende ligheder mellem det babyloniske epos og den bibelske skabelsesberetning, viser ovenstående gennemgang af Bibelens skabelsesberetning og det korte sammendrag af den babyloniske myte at de i virkeligheden slet ikke ligner hinanden. En indgående sammenligning punkt for punkt er derfor unødvendig. Efter at have studeret tilsyneladende ligheder og forskelle mellem beretningerne (for eksempel i begivenhedernes rækkefølge) skriver professor George A. Barton: „Der er en væsentlig forskel mellem de religiøse forestillinger de afspejler. Det babyloniske digt er mytologisk og polyteistisk. Dets gudsbegreb er på ingen måde ophøjet. Dets guder elsker og hader, smeder rænker og intrigerer, slås og ødelægger. Marduk, hovedguden, sejrer først efter en voldsom kamp som prøver hans kræfter til det yderste. Første Mosebog afspejler derimod den mest ophøjede monoteisme. Gud er i den grad herre over alle universets elementer at de adlyder hans mindste ord. Han behersker dem alle ubesværet. Han taler, og det sker. Antager man, som de fleste forskere gør, at der er en forbindelse mellem de to beretninger, får man ikke noget stærkere indtryk af den bibelske beretnings inspiration end det man får ved at sammenholde den med den babyloniske. Når vi i dag læser kapitlet i Første Mosebog, åbenbarer det stadig den ene og eneste Guds magt og majestæt og vækker i det moderne menneske, ligesom i fortidens hebræer, en følelse af ærefrygt for Skaberen.“ — Archaeology and the Bible, 1949, s. 297, 298.
Om de gamle skabelsesmyter i almindelighed siger et kendt bibelleksikon: „Der er endnu ikke fundet nogen myte der specifikt beskæftiger sig med universets skabelse, og de myter der handler om universets indretning og de kulturelle processer, menneskets skabelse og civilisationens begyndelse, er præget af polyteisme og gudernes kamp om overherredømmet i klar modsætning til den hebraiske monoteisme i 1 Mosebog 1-2.“ — The New Bible Dictionary, redigeret af J. D. Douglas, 1985, s. 247.
„En ny skabning“. Efter den sjette skabelsesdag ophørte Jehova med sin jordiske skabervirksomhed. (1Mo 2:2) Men han har siden udført store ting i åndelig henseende. Apostelen Paulus skriver for eksempel: „Hvis nogen er i samhørighed med Kristus, er han en ny skabning.“ (2Kor 5:17) At være „i“ eller „i samhørighed med“ Kristus vil her sige at være ét med ham som et lem på hans legeme, hans brud. (Joh 17:21; 1Kor 12:27) For at skabe eller frembringe dette forhold drager Jehova Gud den pågældende til sin søn og avler vedkommende ved hellig ånd. Som en åndsavlet søn af Gud er vedkommende da „en ny skabning“ og har udsigt til at få del i det himmelske rige sammen med Jesus Kristus. — Joh 3:3-8; 6:44.
Genskabelsen. Jesus talte også til sine apostle om en ’genskabelse’, og han forbandt den med den tid da „Menneskesønnen sætter sig på sin herligheds trone“. (Mt 19:28; Lu 22:28-30) Det græske ord der er oversat med ’genskabelse’, er palingenesiʹa, som er sammensat af to led der betyder henholdsvis „igen, på ny, en gang til“ og „fødsel, oprindelse“. Filon brugte ordet om verdensfornyelsen efter Vandfloden. Josefus brugte det om Israels genoprettelse efter landflygtigheden. Theological Dictionary of the New Testament, redigeret af G. Kittel, siger at brugen af palingenesiʹa i Mattæus 19:28 „svarer fuldstændig til brugen hos Filon og Josefus“. (Oversat til engelsk af G. Bromiley, 1964, bd. I, s. 688) Der er med andre ord ikke tale om at der skal skabes noget nyt, men at der skal ske en genfødelse, en fornyelse, ved hjælp af hvilken Jehovas hensigt med jorden bliver fuldbyrdet. — Se STAMME („Dømme Israels tolv stammer“).
Store velsignelser under Guds riges herredømme venter den lydige menneskehed, „skabningen“ der „vil blive frigjort fra trældom under fordærv og opnå Guds børns herlige frihed“. (Ro 8:19-21; se GUDS SØN[NER] [Guds børns herlige frihed].) I den tingenes ordning Gud har lovet, og som han vil skabe, vil der råde retfærdighed. (2Pe 3:13) At den med sikkerhed vil blive oprettet, understreges af Johannes’ apokalyptiske syn og hans erklæring: „Jeg så en ny himmel og en ny jord.“ — Åb 21:1-5.
