Juridisk opløsning af ægteskabet; overskærelse af det ægteskabelige bånd mellem mand og hustru. De ord der ligger til grund for de forskellige betegnelser for „skilsmisse“ på Bibelens grundsprog, betyder henholdsvis „sende bort“ (5Mo 22:19, fdn.), „give fri“ eller „løse“ (Mt 1:19, Int; 19:3, fdn.), „drive bort; forstøde“ (3Mo 22:13, fdn.) og „afskære“. — Jf. 5Mo 24:1, 3, hvor udtrykket „en skilsmisseattest“ bogstaveligt betyder „en afskærelsesbog“.

Da Jehova forenede Adam og Eva i ægteskabet, traf han ingen foranstaltning til at de kunne blive skilt. Jesus gjorde dette klart da han besvarede farisæernes spørgsmål: „Har en mand lov til at skille sig fra sin hustru af en hvilken som helst grund?“ Jesus påpegede at det var Guds mening at en mand skulle forlade sin fader og moder og holde sig til sin hustru, og at de to skulle være ét kød, hvorpå han tilføjede: „Altså er de ikke længere to, men ét kød. Derfor, hvad Gud har sat sammen, må intet menneske skille ad.“ (Mt 19:3-6; jf. 1Mo 2:22-24.) Derefter spurgte farisæerne: „Hvorfor har Moses da foreskrevet at man kan give hende en skilsmisseattest og skille sig fra hende?“ Jesus svarede: „Af hensyn til jeres hårdhjertethed har Moses gjort jer den indrømmelse at I kan skille jer fra jeres hustruer, men sådan har det ikke været fra begyndelsen.“ — Mt 19:7, 8.

Som en indrømmelse fik israelitterne lov til at lade sig skille af forskellige grunde, og hvordan  det skulle foregå, gav Jehova Gud nøjere bestemmelser for i den lov han gav Israel gennem Moses. I 5 Mosebog 24:1 siges der at ’såfremt en mand tager en kvinde til ægte og tager hende i eje som hustru, og det sker at hun ikke finder yndest i hans øjne fordi han har fundet noget anstødeligt hos hende, skal han skrive en skilsmisseattest til hende og give hende den i hånden og sende hende bort fra sit hus’. Det forklares ikke nærmere hvad dette ’anstødelige’ (ordr.: „en tings nøgenhed“) var. At det ikke var ægteskabsbrud, fremgår af at Guds lov til Israel sagde at de der gjorde sig skyldige i dette, skulle straffes med døden, ikke blot med forstødelse fra ægtefællen. (5Mo 22:22-24) Det ’anstødelige’ der kunne give en hebraisk ægtemand grund til skilsmisse, var uden tvivl oprindelig noget meget alvorligt, måske at hustruen viste stor respektløshed over for ham eller bragte skam over husstanden. Eftersom Loven udtrykkeligt sagde: „Du skal elske din næste som dig selv,“ er det ikke rimeligt at antage at en mand kunne bruge småfejl hos sin kone som begrundelse for at lade sig skille. — 3Mo 19:18.

På Malakias’ tid handlede mange jødiske ægtemænd troløst mod deres hustruer ved at lade sig skille fra dem af en hvilken som helst grund. De forstødte deres ungdoms hustruer, måske for at gifte sig med yngre, hedenske kvinder. I stedet for at håndhæve Guds lov så præsterne gennem fingre med dette, og det havde i allerhøjeste grad Jehovas mishag. (Mal 2:10-16) At jødiske mænd lod sig skille af mange forskellige grunde da Jesus var på jorden, fremgår af det spørgsmål farisæerne stillede ham: „Har en mand lov til at skille sig fra sin hustru af en hvilken som helst grund?“ — Mt 19:3.

Blandt israelitterne var det skik at en mand betalte en brudekøbesum for den kvinde han giftede sig med, og hun blev betragtet som hans ejendom. Hun nød mange velsignelser og privilegier, men var den underordnede i ægteskabet. Hendes stilling fremgår af ordene i 5 Mosebog 24:1-4, der viser at manden kunne lade sig skille fra sin hustru, men intet siger om at hustruen kunne lade sig skille fra sin mand. Eftersom hun blev betragtet som hans ejendom, kunne hun ikke lade sig skille fra ham. Det første eksempel i den verdslige historie på at en kvinde i Israel forsøgte at lade sig skille fra sin mand, er kong Herodes’ søster, Salome, der sendte sin mand, landshøvdingen over Idumæa, en skilsmisseattest for at opløse deres ægteskab. (Jewish Antiquities, XV, 259 [vii, 10]) Af Jesu ord: „Hvis en kvinde skiller sig fra sin mand og gifter sig med en anden, begår hun ægteskabsbrud,“ kan måske udledes at det på Jesu tid var blevet almindeligt at kvinder lod sig skille, eller at Jesus forudså en sådan udvikling. — Mr 10:12.

Skilsmisseattest. Man bør ikke slutte ud fra det senere misbrug af ordningen at Moseloven oprindelig gjorde det let for en israelitisk mand at blive skilt fra sin kone. For at opnå skilsmisse måtte han tage visse formelle skridt. Han skulle udfærdige et dokument, ’skrive en skilsmisseattest til hende’, og denne attest skulle han ’give hende i hånden og sende hende bort fra sit hus’. (5Mo 24:1) Bibelen oplyser ikke yderligere detaljer om denne juridiske fremgangsmåde, men den omfattede øjensynlig en samtale med behørigt bemyndigede mænd, der måske først ville forsøge at bringe en forsoning i stand. Den tid det tog at udfærdige attesten og gøre skilsmissen juridisk gyldig, ville give manden mulighed for at tænke sin beslutning grundigt igennem. Der skulle foreligge en skilsmissegrund, og når bestemmelsen blev anvendt rigtigt, ville den modvirke en forhastet opløsning af ægteskabet. Derved beskyttede den også hustruens rettigheder og interesser. Bibelen oplyser intet om indholdet af ’skilsmisseattesten’.

Ægteskab med en fraskilt kvinde. Ifølge 5 Mosebog 24:1-4 var en fraskilt kvinde fri til at gifte sig igen; efter at hun var ’gået ud af mandens hus’, kunne hun ’blive en anden mands’. Men der siges videre: „Hvis sidstnævnte mand også fatter had til hende og skriver en skilsmisseattest til hende og giver hende den i hånden og sender hende bort fra sit hus, eller hvis sidstnævnte mand som tog hende til hustru, dør, så har den første som ejede hende og som sendte hende bort, ikke lov til at tage hende tilbage igen for at hun kan blive hans hustru, efter at hun er blevet besmittet; det er nemlig en vederstyggelighed for Jehova, og du må ikke føre det land som Jehova din Gud giver dig som arvelod, i synd.“ Når kvindens første ægtemand ikke måtte tage sin fraskilte hustru igen, var det måske for at udelukke den mulighed at han og hans tidligere kone ved rænkespil fik gennemtvunget en skilsmisse fra hendes anden mand eller forårsagede hans død så hun igen kunne gifte sig med sin første mand. Det var urent i Guds øjne at hendes tidligere mand tog hende tilbage. Den første mand ville desuden stille sig selv i et dårligt lys ved først at sende hende bort med den begrundelse at han havde fundet „noget anstødeligt“ hos hende, og derefter tage hende tilbage efter at hun havde været en anden mands retmæssige hustru.

 Den omstændighed at den første mand ikke kunne gifte sig med sin fraskilte kone igen efter at hun havde været en anden mands, selv om denne mand lod sig skille fra hende eller døde, fik uden tvivl manden til at overveje sagen grundigt før han tog skridt til at opløse ægteskabet. (Jer 3:1) Der siges dog intet om at han ikke kunne gifte sig med sin fraskilte hustru igen hvis hun ikke havde indgået et nyt ægteskab efter at det første ægteskab var blevet juridisk opløst.

Hedenske hustruer sendes bort. Før israelitterne gik ind i det forjættede land, fik de at vide at de ikke måtte besvogre sig med dets hedenske indbyggere. (5Mo 7:3, 4) På Ezras tid havde jøderne ikke desto mindre taget sig fremmede hustruer, og i en bøn til Gud erkendte Ezra deres skyld i denne henseende. Som følge af hans indtrængende opfordring og i erkendelse af deres synd sendte de israelitiske mænd der havde taget sig fremmede hustruer, disse bort „sammen med sønnerne“. — Ezr 9:10–10:44.

Kristne skulle imidlertid ikke lade sig skille fra en ægtefælle der ikke tilbad Jehova, og det var heller ikke anbefalelsesværdigt at de lod sig separere, som det fremgår af Paulus’ inspirerede råd. (1Kor 7:10-28) Men hvis nogen indgik et nyt ægteskab, blev de rådet til kun at gifte sig „i Herren“. — 1Kor 7:39.

Josefs skilsmisseplaner. Mens Maria var lovet bort til ægteskab med Josef, men før de var blevet forenet, viste det sig at hun var gravid ved hellig ånd. Der siges i beretningen: „Da Josef, hendes mand, imidlertid var retfærdig og ikke ville stille hende offentligt til skue, havde han i sinde hemmeligt at skille sig fra hende.“ (Mt 1:18, 19) Eftersom datidens jøder betragtede en forlovelse som bindende, er udtrykket „at skille sig fra hende“ rigtigt anvendt her.

Hvis en forlovet pige frivilligt stod i forhold til en anden mand, blev hun stenet til døde ligesom en ægteskabsbryderske. (5Mo 22:22-29) I tilfælde der kunne medføre stening, måtte der to vidner til for at fastslå personens skyld. (5Mo 17:6, 7) Josef havde naturligvis ingen vidner mod Maria. Hun var gravid, men han forstod ikke sagens rette sammenhæng før Jehovas engel forklarede ham hvad der var sket. (Mt 1:20, 21) Der siges intet om hvorvidt han ville have givet hende en skilsmisseattest når han ’hemmeligt skilte sig fra hende’, men det er sandsynligt at han ville have handlet i overensstemmelse med principperne i 5 Mosebog 24:1-4 og måske ville have givet hende skilsmisse i overværelse af blot to vidner, sådan at sagen kunne ordnes juridisk uden at hun blev udsat for unødig skam. Skønt Mattæus ikke i enkeltheder forklarer hvad Josef havde i sinde at gøre, er det tydeligt at Josef ønskede at være barmhjertig mod Maria. Han bliver heller ikke betragtet som uretfærdig på grund af sin påtænkte handling; tværtimod siges det at det var fordi han „var retfærdig og ikke ville stille hende offentligt til skue“ at han havde i sinde „hemmeligt at skille sig fra hende“. — Mt 1:19.

Forhold der hindrede skilsmisse i Israel. Ifølge Guds lov til Israel var skilsmisse under visse omstændigheder udelukket. Det kunne forekomme at en mand tog sig en hustru, havde omgang med hende og derefter kom til at hade hende. Hvis han nu påstod at hun ikke havde været jomfru da han giftede sig med hende, og derved uretmæssigt beskyldte hende for skammelige gerninger og bragte ondt rygte ud om hende, og pigens forældre så fremlagde tegn på at deres datter havde været jomfru ved ægteskabets indgåelse, måtte byens mænd tugte den falske anklager. De idømte ham en bøde på hundrede sekel sølv (1320 kr.), som blev givet til pigens fader, og han måtte „aldrig skille sig fra hende“. (5Mo 22:13-19) Et andet tilfælde: Hvis det blev opdaget at en mand havde grebet fat i en uforlovet jomfru og havde ligget hos hende, sagde Loven: „Så skal manden som lå hos hende, give pigens fader halvtreds sekel sølv [660 kr.], og hun skal blive hans hustru fordi han har ydmyget hende. Han kan aldrig i sine levedage skille sig fra hende.“ — 5Mo 22:28, 29.

Hvad er den eneste bibelske skilsmissegrund blandt kristne?

Jesus Kristus udtalte i sin bjergprædiken: „Der er også blevet sagt: ’Enhver der skiller sig fra sin hustru skal give hende en skilsmisseattest.’ Men jeg siger jer at enhver der skiller sig fra sin hustru af anden grund end utugt, udsætter hende for at begå ægteskabsbrud, og enhver der gifter sig med en fraskilt kvinde begår ægteskabsbrud.“ (Mt 5:31, 32) Og efter at have forklaret farisæerne at Moselovens indrømmelse af muligheden for skilsmisse ikke var den ordning der havde været „fra begyndelsen“, erklærede han: „Jeg siger jer at enhver som skiller sig fra sin hustru af anden grund end utugt og gifter sig med en anden, begår ægteskabsbrud.“ (Mt 19:8, 9) I dag skelnes der almindeligvis mellem utugt og ægteskabsbrud. Utugt er frivillig kønslig forbindelse mellem parter som ikke er gift, mens  ægteskabsbrud sigter til dét at en gift person har kønslig omgang med en af det modsatte køn som han eller hun ikke er gift med. Som det fremgår af artiklen UTUGT, er betegnelsen „utugt“ i De Kristne Græske Skrifter imidlertid oversat fra det græske ord porneiʹa, som omfatter alle former for ulovlige kønslige forhold uden for et bibelsk gyldigt ægteskab. Jesu ord i Mattæus 5:32 og 19:9 betyder således at den eneste skilsmissegrund der virkelig ophæver det ægteskabelige bånd, er porneiʹa begået af ægtefællen. En Kristi discipel kan benytte sig af denne mulighed for skilsmisse hvis han eller hun ønsker det, og en sådan skilsmisse vil give vedkommende frihed til at gifte sig igen med en kristen som er fri til det. — 1Kor 7:39.

Umoralske kønslige handlinger begået af en gift person med en af samme køn er noget smudsigt og afskyvækkende. De der handler således og ikke angrer det, vil ikke arve Guds rige. Sodomi (omgang med dyr) fordømmes naturligvis også i Bibelen. (3Mo 18:22, 23; Ro 1:24-27; 1Kor 6:9, 10) Alle disse groft urene handlinger kommer ind under den brede bibelske betegnelse porneiʹa. Det er også værd at bemærke at homoseksuelle handlinger og sodomi under Moseloven blev straffet med døden, hvilket ville gøre den uskyldige ægtefælle fri til at kunne gifte sig igen. — 3Mo 20:13, 15, 16.

Jesus Kristus påpegede at „enhver der bliver ved med at se på en kvinde for at begære hende, [allerede har] begået ægteskabsbrud med hende i sit hjerte“. (Mt 5:28) Men han sagde ikke at det der var i hjertet, men som ikke blev omsat i handling, var grundlag for skilsmisse. Hans ord viser blot at man bør holde sit hjerte rent og ikke lege med urette tanker og ønsker. — Flp 4:8; Jak 1:14, 15.

Jødernes rabbinske lov lagde vægt på den giftes pligt til at fuldbyrde det intime samliv og tillod en mand at lade sig skille hvis hustruen var ufrugtbar. Bibelen giver imidlertid ikke de kristne ret til skilsmisse af en sådan grund. Mange års ufrugtbarhed fik ikke Abraham til at skille sig fra Sara, Isak fra Rebekka, Jakob fra Rakel eller præsten Zakarias fra Elisabet. — 1Mo 11:30; 17:17; 25:19-26; 29:31; 30:1, 2, 22-25; Lu 1:5-7, 18, 24, 57.

Der siges intet i Bibelen som kunne give en kristen ret til at lade sig skille fra sin ægtefælle fordi denne var fysisk ude af stand til at fuldbyrde samlivet, var blevet sindssyg eller havde pådraget sig en frastødende eller uhelbredelig fysisk sygdom. I stedet for at søge skilsmisse i et sådant tilfælde ville kærligheden diktere den kristne at vise ægtefællen barmhjertighed. (Ef 5:28-31) Bibelen indrømmer heller ikke den kristne ret til skilsmisse hvis ægtefællen har en anden tro; den viser tværtimod at den kristne, ved at blive hos en ikketroende ægtefælle, måske kan vinde vedkommende for den sande tro. — 1Kor 7:12-16; 1Pe 3:1-7.

Jesus sagde i sin bjergprædiken: „Enhver der skiller sig fra sin hustru af anden grund end utugt, udsætter hende for at begå ægteskabsbrud, og enhver der gifter sig med en fraskilt kvinde begår ægteskabsbrud.“ (Mt 5:32) Med disse ord viste han at hvis en mand lader sig skille af anden grund end sin hustrus „utugt“ (porneiʹa), udsætter han hende for den fare at begå ægteskabsbrud, for hun er ikke blevet skilt på et bibelsk grundlag og er derfor ikke fri til at gifte sig og have kønslig omgang med en anden mand. Da Kristus sagde at „enhver der gifter sig med en fraskilt kvinde begår ægteskabsbrud“, sigtede han til en kvinde der var blevet skilt af anden grund end utugt (porneiʹa). Skønt hun måske var skilt i juridisk forstand, ville hun ikke være det i bibelsk forstand.

Ligesom Mattæus (Mt 19:3-9) nedskrev Markus Jesu ord til farisæerne om skilsmisse, og han gengiver dem som følger: „Enhver som skiller sig fra sin hustru og gifter sig med en anden, begår ægteskabsbrud mod hende, og hvis en kvinde skiller sig fra sin mand og gifter sig med en anden, begår hun ægteskabsbrud.“ (Mr 10:11, 12) En lignende udtalelse findes i Lukas 16:18, hvor der står: „Enhver der skiller sig fra sin hustru og gifter sig med en anden, begår ægteskabsbrud, og den der gifter sig med en kvinde som er skilt fra sin mand, begår ægteskabsbrud.“ Hvis man lader disse vers stå alene, synes de at sige at Kristi disciple slet ikke måtte lade sig skille, eller at fraskilte i hvert fald først var fri til at gifte sig når deres tidligere ægtefælle var død. Jesu ord ifølge Markus og Lukas skal imidlertid forstås i lyset af den mere udførlige udtalelse Mattæus nedskrev. Han medtager ordene „af anden grund end utugt“ (Mt 19:9; se også Mt 5:32) og viser dermed at det Markus og Lukas citerede Jesus for at sige angående skilsmisse, gælder hvis skilsmissen er opnået på et andet grundlag end „utugt“ (porneiʹa) begået af ægtefællen.

En kristen er imidlertid ikke bibelsk forpligtet til at lade sig skille fra en utro ægtefælle der angrer sin overtrædelse. I den situation kan den kristne mand eller hustru vælge at vise barmhjertighed, ligesom Hoseas, der synes at have taget  sin utro hustru, Gomer, tilbage, og ligesom Jehova, der viste barmhjertighed mod det angrende Israel som havde gjort sig skyldigt i åndeligt ægteskabsbrud. — Ho kap. 3.

Guds oprindelige norm genindføres. Det er tydeligt at Jesu ord pegede på at der måtte ske en tilbagevenden til den høje norm for ægteskabet som Jehova oprindelig havde fastsat, og viste at de der blev hans disciple, måtte leve op til denne høje norm. Skønt Moselovens indrømmelser stadig var gældende, kunne de der blev Jesu sande disciple, og som gjorde hans Faders vilje og handlede efter Jesu ord (Mt 7:21-29), ikke længere benytte sig af disse indrømmelser og handle hårdhjertet mod deres ægtefælle. (Mt 19:8) Som Jesu disciple kunne de ikke krænke Guds oprindelige principper for ægteskabet ved at lade sig skille fra deres ægtefælle af anden grund end den Jesus angav, nemlig „utugt“ (porneiʹa).

En ugift der begår utugt med en skøge, gør sig til „ét legeme“ med hende. Ægteskabsbryderen der handler på samme måde, gør sig også til „ét legeme“, ikke med sin lovformelige hustru, men med den han har den umoralske forbindelse med. Han synder således ikke blot mod sit eget kød, men også mod sin hustru, som indtil da var „ét kød“ med ham. (1Kor 6:16-18) Ægteskabsbrud er derfor et gyldigt grundlag for at bryde det ægteskabelige bånd i overensstemmelse med Guds principper, og hvor dette grundlag findes, opløser skilsmissen endeligt og formelt det lovformeligt indgåede ægteskab så den uskyldige part bliver fri til at indgå et nyt ærefuldt ægteskab. — He 13:4.

Symbolsk skilsmisse. Ægteskab omtales flere steder symbolsk i Bibelen. (Es 54:1, 5, 6; 62:1-6) Også skilsmisse, bortsendelse af en hustru, nævnes i symbolsk betydning. — Jer 3:8.

I 607 f.v.t. blev Juda rige omstyrtet og Jerusalem ødelagt, og landets indbyggere blev ført i landflygtighed til Babylon. Mange år tidligere havde Jehova profetisk sagt til de jøder som da ville leve i landflygtighed: „Hvor er da jeres moders skilsmisseattest hvormed jeg sendte hende bort?“ (Es 50:1) Deres ’moder’, den jødiske nation, var blevet forstødt på et retfærdigt grundlag, ikke fordi Jehova havde brudt sin pagt og indledt en skilsmisseproces, men fordi hun selv havde forsyndet sig mod Lovpagten. En rest af israelitter angrede imidlertid og bad Jehova om at forny sit forhold til dem som deres ægtemand i deres hjemland. For sit navns skyld førte Jehova som lovet sit folk tilbage til dets hjemland i 537 f.v.t. da landet havde ligget øde i 70 år. — Sl 137:1-9; se også ÆGTESKAB.