En skriver der virkede som sekretær eller som afskriver af skriftligt materiale, især De Hellige Skrifter; senere en lovlærd, en lovkyndig. Det hebraiske ord sōferʹ, der kommer af en rod som betyder „at tælle“, oversættes med „skriver“, „skriftlærd“ og „sekretær“; og det græske ord grammateusʹ gengives med „skriftlærd“ og „offentlig lærer“. Ordet betegner en der sidder inde med lærdom. I Zebulons stamme var der mænd som kunne håndtere „mønstringsstaven“, eller „en skrivers (sekretærs) stav“, det vil sige de var sekretærer som havde til opgave at indrullere og mønstre soldaterne i de væbnede styrker. ’Staven’ er i dette tilfælde skriveredskabet. (Dom 5:14; jf. 2Kg 25:19; 2Kr 26:11.) Der var også skriftlærde, eller sekretærer, som gjorde tjeneste i forbindelse med templet. (2Kr 34:9, 13) Kong Joasj’ sekretær optalte sammen med ypperstepræsten de penge der blev givet til templets istandsættelse, og overdrog dem til de tilsynsmænd der udbetalte lønninger til håndværkerne. (2Kg 12:10-12) Baruk skrev efter Jeremias’ diktat. (Jer 36:32) Kong Ahasverus af Persiens skrivere udfærdigede under Hamans ledelse dekretet om jødernes udryddelse, og senere under Mordokajs ledelse det moddekret der blev sendt ud. — Est 3:12; 8:9.

Den ægyptiske skriver kom som regel fra en af de lavere klasser, men han var intelligent og veluddannet. Han bar sit udstyr, bestående af en palet med hulninger til blæk i forskellige farver, en vandflaske og et hylster til rørpenne, på sig. Han vidste hvordan juridiske og forretningsmæssige breve skulle udfærdiges. For at udfærdige sådanne skrivelser, tage imod diktat og så videre modtog han et salær.

I Babylon fandtes der professionelle skrivere. De var praktisk talt uundværlige eftersom loven krævede at forretningsaftaler skulle nedfældes skriftligt, underskrives af forretningsparterne og være bevidnede. Skriveren sad med sin griffel og en klump ler nær byporten, hvor de fleste forretningsaftaler blev indgået, parat til at sælge sin tjenesteydelse til enhver der måtte have behov for hans hjælp. Skriverens arbejde var blandt andet at nedskrive forretningsaftaler, at skrive breve, at udfærdige dokumenter og at føre tempeloptegnelserne.

En hebraisk skriftlærd fungerede også som notarius publicus, idet han udfærdigede skilsmissebreve og nedfældede transaktioner skriftligt. Han fik ikke — i hvert fald ikke i senere tid — noget fast salær, så det var muligt at forhandle med ham om prisen. Salæret betaltes som regel af den ene part i transaktionen, men det skete også at de deltes om det. Ezekiel så i sit syn en mand med et skrivesæt udføre et mærkningsarbejde. — Ez 9:3, 4.

Afskrivere af De Hebraiske Skrifter. Præsten Ezra, der drog fra Babylon til Jerusalem sammen med den jødiske rest i perserkongen Artaxerxes’ 7. år (468 f.v.t.), omtales som „skriftlærd, velbevandret i Mose lov“ og som „skriftlærd med hensyn til Jehovas buds ord og hans forordninger til Israel“. (Ezr 7:6, 7, 11) På hans tid begyndte de skriftlærde (sōferīmʹ, „soferim“) at træde i forgrunden som en særlig gruppe. Tusinder af jøder var forblevet i Babylon, og andre var blevet spredt på grund af folkevandringer og forretninger. Mange steder byggede man lokale forsamlingssale, kaldet synagoger, og de skriftlærde måtte lave afskrifter af bibelhåndskrifterne hertil.

Det var Ezra, den dygtige præst og skriftlærde, der oplæste „bogen med Mose lov“ for en menighed i det genopbyggede Jerusalem. Den klare vejledning og forklaring af det læste som Ezra og hans medarbejdere gav ved den lejlighed, førte til „meget stor fryd“ og rige velsignelser for det forsamlede folk. — Ne kap. 8.

Salmisten, hvis hjerte ’svulmede af gode ord’ om Guds messianske konge, sagde: „Måtte min tunge være som den dygtige skrivers griffel.“ (Sl 45:1-5) Han håbede at hans tunge måtte være veltalende, svarende til det ophøjede tema i hans salme, der var inspireret af Gud. Salmisten  ønskede således at hans tunge måtte fungere effektivt, som en griffel i hånden på en oplært og dygtig skriver.

De der afskrev De Hebraiske Skrifter, var meget omhyggelige, da de var bange for at begå fejl. Med tiden blev de overordentlig pertentlige. Det gik så vidt at de ikke alene talte ordene i det de havde afskrevet, men også bogstaverne. Indtil nogle hundrede år efter Kristi tid bestod det hebraiske skriftsprog kun af konsonanter, så hvis et bogstav blev indføjet eller udeladt, kunne det ændre ordets betydning totalt. Hvis de skriftlærde opdagede den mindste fejl, ja blot et enkelt bogstav som var skrevet forkert, blev hele det pågældende afsnit af skriftrullen kasseret til synagogebrug, og afsnittet blev skåret ud og erstattet med et nyt og fejlfrit. De skriftlærde læste hvert ord højt før de skrev det. At skrive blot et enkelt ord efter hukommelsen blev betragtet som en stor synd. De tillagde sig også helt absurde vaner; det siges for eksempel at de under bøn tørrede pennen af hver gang de skulle skrive ordet ’Ælohīmʹ (Gud) eller ’Adhonajʹ (suveræne Herre).

Men selv om disse soferim var så omhyggelige med deres arbejde for at undgå utilsigtede fejl, begyndte de med tiden at tage sig den frihed at ændre i teksten. I 134 passager ændrede de JHWH i den oprindelige hebraiske tekst til ’Adhonajʹ. I andre passager indsatte de i stedet ordet ’Ælohīmʹ. Mange af disse ændringer blev foretaget på grund af overtro i forbindelse med Guds navn og for at undgå antropomorfismer, udtryk hvor Gud tillægges menneskelige egenskaber. (Se JEHOVA [Overtro skjuler navnet].) De afskrivere der nogle hundrede år efter Jesu tid blev kendt under navnet masoreterne, lagde mærke til de ændringer soferim havde foretaget, og gjorde opmærksom på dem i margenen til eller ved slutningen af den hebraiske tekst. Disse marginalnoter blev kaldt masora. Femten steder i den hebraiske tekst har soferim desuden mærket visse bogstaver eller ord med prikker eller punkter, de såkaldte ekstraordinære punkter. Det er omstridt hvad de helt nøjagtigt betyder.

I visse hebraiske håndskrifter med den masoretiske tekst er der i margenen anført noter som lyder: „Dette er en af soferims atten tekstrettelser,“ eller lignende. Disse tekstrettelser er sandsynligvis velmente forsøg på at forbedre teksten fordi den oprindelige ordlyd syntes at være uærbødig over for Jehova Gud eller respektløs over for dem der repræsenterede ham på jorden. Men selv om rettelserne er velmente, udgør de et uberettiget indgreb i Guds ord. En fortegnelse over soferims tekstrettelser findes i tillægget til studieudgaven af Ny Verden-Oversættelsen, side 1565.

Lovlærere. I begyndelsen var de skriftlærde præster. (Ezr 7:1-6) Men da der blev lagt stor vægt på at alle jøder kendte Moseloven, begyndte man efterhånden at se op til enhver som gav sig af med at studere Loven og blev velbevandret i den, og disse lovlærde, hvoraf mange ikke var præster, kom til at udgøre en stand for sig. På Jesu tid betegnede ordet „skriftlærde“ derfor en klasse af mænd som havde gjort det systematiske studium af Loven og udlægningen af den til deres profession. De hørte øjensynlig til lovlærerne, de lovkyndige. (Lu 5:17; 11:45) De blev som regel sat i forbindelse med farisæernes sekt, idet farisæerne anerkendte de skriftlærdes udlægninger eller „overleveringer“, der med tiden havde udviklet sig til en broget samling af petitesseagtige formelle bestemmelser. Flere gange i Bibelen forekommer udtrykket „de skriftlærde blandt farisæerne“. (Mr 2:16; Lu 5:30; Apg 23:9) Dette kunne tyde på at der også fandtes nogle skriftlærde blandt saddukæerne, som kun troede på den skrevne lov. De farisæiske skriftlærde forsvarede nidkært Loven, men gik også ind for de overleveringer der var blevet føjet til i tidens løb, og de havde endnu større indflydelse på folks tankegang end præsterne. De fleste af de skriftlærde boede i Jerusalem, men der fandtes også nogle rundt om i resten af Palæstina og i andre lande blandt jøderne i diasporaen. — Mt 15:1; Mr 3:22; jf. Lu 5:17.

Folket så op til de skriftlærde og kaldte dem „Rabbi“ (gr.: rhabbeiʹ, „min store“, „min fortræffelige“; af hebr. rav, der betyder „mange“, „stor“; en ærestitel brugt over for lærere). Udtrykket bruges om Kristus flere steder i Bibelen. I Johannes 1:38 oversættes det med „Lærer“. Jesus var sine disciples lærer, men ifølge Mattæus 23:8 forbød han dem at lade sig kalde rabbi eller at bruge denne titel om sig selv, sådan som de skriftlærde gjorde. (Mt 23:2, 6, 7) Jesus fordømte jødernes skriftlærde og farisæerne i stærke vendinger fordi de havde lavet tilføjelser til Loven og havde skabt muligheder for at omgå Loven. Han sagde til dem: „I [har] gjort Guds ord ugyldigt på grund af jeres overlevering.“ Han henviste til et eksempel på dette: Hvis en mand hævdede at noget hvormed han kunne og burde hjælpe sine forældre, var en gave viet til Gud, så var han fritaget  for at yde sine forældre hjælp. — Mt 15:1-9; Mr 7:10-13; se KORBAN.

Jesus sagde at de skriftlærde, ligesom farisæerne, havde føjet så meget til Loven at det var svært for folk at overholde den; den var blevet en tyngende byrde for dem. Som skare betragtet nærede de desuden ingen oprigtig kærlighed til folk og ønskede ikke at hjælpe dem; de ville ikke løfte en finger for at lette folkets byrder. De elskede klingende titler og menneskers hyldest. Deres religion var en facade, et ritual, og de var hyklere. Jesus viste at deres holdning og skikke havde gjort det vanskeligt for dem at vinde Guds gunst. Han sagde til dem: „Slanger, giftslangeyngel, hvordan skal I kunne flygte fra Gehennas dom?“ (Mt 23:1-33) De skriftlærde havde et stort ansvar, for de kendte Loven. De havde taget kundskabens nøgle, men brugte den ikke. De anerkendte ikke Jesus, som deres afskrifter af Skrifterne vidnede om, og de øgede deres skyld ved med alle midler at prøve at hindre andre i at anerkende eller blot lytte til Jesus. — Lu 11:52; Mt 23:13; Joh 5:39; 1Ts 2:14-16.

Som følge af deres embede som „rabbinere“ havde de skriftlærde ikke blot det ansvar at udlægge Loven og undervise i den, men de havde også juridisk myndighed og dømte i retssager. Der var skriftlærde i den jødiske højesteret, Sanhedrinet. (Mt 26:57; Mr 15:1) De måtte ikke modtage nogen betaling for at afsige domme, for Loven forbød dem at modtage gaver eller bestikkelse. Nogle rabbinere har måske været velstående på grund af arv; så godt som alle havde et fag som de var stolte af fordi de var i stand til at forsørge sig selv ved siden af deres embede som rabbinere. Mens de ikke havde ret til at modtage noget for deres arbejde som dommere, har de måske forventet og også fået betaling for at undervise i Loven. Dette kan muligvis udledes af Jesu ord da han advarede skarerne mod de skriftlærdes begærlighed, og da han talte om den lejede mand der ikke bekymrede sig om fårene. (Mr 12:37-40; Joh 10:12, 13) Peter skrev advarende at kristne hyrder ikke måtte søge økonomisk vinding af deres stilling. — 1Pe 5:2, 3.

Afskrivere af De Kristne Græske Skrifter. I sit brev til kolossenserne befalede apostelen Paulus at brevet også skulle læses i laodikensernes menighed, mens det der var sendt til Laodikea, også skulle læses i Kolossæ. (Kol 4:16) Alle menigheder må have ønsket at læse alle de menighedsbreve som apostlene og de øvrige medlemmer af det styrende råd sendte ud, og derfor blev der lavet afskrifter sådan at brevene kunne få en større udbredelse og man kunne have dem liggende for at kunne rådføre sig med dem. De gamle samlinger der findes af Paulus’ breve (afskrifter af originalerne), vidner om at der blev foretaget talrige afskrifter som blev spredt vidt og bredt.

Ifølge bibeloversætteren Hieronymus fra det 4. århundrede og Origenes fra det 3. århundrede e.v.t. skrev Mattæus sit evangelium på hebraisk. Det var først og fremmest henvendt til jøder, men da der var mange græsktalende jøder i adspredelsen, kan det tænkes at Mattæus selv senere oversatte sit evangelium til græsk. Markus skrev hovedsagelig sit evangelium med romerske læsere i tanke. Det fremgår blandt andet af at han forklarede jødiske skikke og lærepunkter, og at han oversatte visse udtryk som romerske læsere ikke ville kunne forstå. Hensigten med både Mattæus’ og Markus’ evangelium var at de skulle have en vid udbredelse, og det var derfor nødvendigt at der blev lavet mange afskrifter af dem som kunne sættes i omløb.

De kristne afskrivere var som regel ikke professionelle afskrivere, men på grund af deres respekt for de inspirerede kristne skrifter og deres værdsættelse af dem var de meget omhyggelige med at gengive teksten trofast. Et karakteristisk eksempel på deres arbejde er Papyrus Rylands 457, det ældste eksisterende fragment af et håndskrift til De Kristne Græske Skrifter, dateret til første halvdel af det 2. århundrede e.v.t. (BILLEDE, bd. 1, s. 323) Det er beskrevet på begge sider med omkring 100 græske bogstaver, og skønt der er noget uformelt over skriften og den ikke giver sig ud for at være skønskrift, vidner den om at være udført med omhu. Fragmentet stammer fra en kodeks der efter al sandsynlighed har indeholdt hele Johannesevangeliet, i alt omkring 66 blade, eller 132 sider.

Et mere omfattende vidnesbyrd, men fra et senere tidspunkt, findes i Chester Beatty papyrushåndskrifterne. De består af fragmenter af 11 græske kodekser som er lavet mellem det 2. og det 4. århundrede e.v.t. De indeholder dele af 9 hebraiske og 15 græske bibelbøger, og de er repræsentative i den forstand at der forekommer mange forskellige skrifttyper i dem. Én kodeks beskrives som „en god, professionel skrivers værk“. Om en anden siges der: „Skriften er meget korrekt, og skønt den er uden kalligrafiske prætentioner, er den en kompetent skrivers værk.“ Og om en tredje hedder det: „Skriften er grov, men stort set korrekt.“ — The Chester Beatty Biblical Papyri: Descriptions and Texts of Twelve  Manuscripts on Papyrus of the Greek Bible af Frederic Kenyon, London 1933, Fasciculus I, Indledning, s. 14; 1933, Fasciculus II, Evangelierne og Apostelgerninger, tekst, s. ix; 1936, Fasciculus III, Åbenbaringen, forordet.

Håndskrifternes indhold er dog vigtigere end disse kendetegn. De bekræfter i det store og hele de vellumhåndskrifter fra det 4. århundrede som kaldes „de neutrale“, og som sættes meget højt af tekstforskerne Westcott og Hort; blandt disse er Det Vatikanske Håndskrift nr. 1209 og Codex Sinaiticus. Desuden indeholder de ikke nogen af de påfaldende interpolationer (indskud) der forekommer i visse vellumhåndskrifter som, måske fejlagtigt, er blevet kaldt „de vestlige“.

Der findes tusinder af håndskrifter, især fra det 4. århundrede e.v.t. og fremefter. Forskere der nøje har studeret og sammenlignet disse håndskrifter, har bemærket at de er afskrevet med den største omhu. Nogle af disse forskere har lavet recensioner, eller kollationer, det vil sige tekstudgaver, baseret på disse sammenligninger. Sådanne recensioner danner grundlag for vore nutidige oversættelser. Forskerne Westcott og Hort har udtalt at „mængden af det der på nogen måde kan kaldes virkelige varianter, er kun en lille brøkdel af den samlede mængde varianter og kan næppe udgøre mere end en tusindedel af hele teksten“. (New Testament in the Original Greek, Graz 1974, bd. II, s. 2) Sir Frederic Kenyon skriver angående Chester Beatty-papyrusserne: „Den første og vigtigste slutning man kommer til efter at have undersøgt dem, er den meget tilfredsstillende at de i alt væsentligt bekræfter de eksisterende teksters pålidelighed. Der er ikke fundet nogen slående eller fundamentale afvigelser, hverken i Det Gamle eller i Det Nye Testamente. Der er ingen betydningsfulde udeladelser eller tilføjelser af passager og ingen forskelle der berører væsentlige begivenheder eller lærepunkter. De tekstforskelle der findes, berører mindre væsentlige ting, som for eksempel ordenes rækkefølge eller brugen af et bestemt ord.“ — Fasciculus I, Indledning, s. 15.

Af flere grunde er der ikke meget tilbage af de første afskriveres arbejde. Mange af deres bibelafskrifter blev tilintetgjort i den periode hvor Rom forfulgte de kristne. Andre blev slidt op ved brugen. Håndskrifterne gik også hurtigt til i det varme, fugtige klima visse steder. Desuden var der øjensynlig ingen grund til at gemme de gamle papyrushåndskrifter da afskriverne i det 4. århundrede begyndte at skrive på vellum i stedet for på papyrus.

Det blæk afskriverne brugte, var en blanding af sod og gummi i fast form der blev blandet med vand når det skulle bruges. Pennen var lavet af rør hvis spids mindede om en pensel når den blev vædet med vand. Man skrev på skind- eller papyrusruller og senere på enkelte ark, som derpå undertiden blev indbundet i et omslag af træ.