Slægtsregister, Jesu Kristi

AFSPIL

Jesu Kristi slægtsregister er det eneste der findes i De Kristne Græske Skrifter. I Mattæusevangeliets 1. kapitel findes en fortegnelse over hans afstamning fra Abraham og fremefter. I Lukasevangeliet, kapitel 3, findes et register som fører hans afstamning tilbage til „Adam, søn af Gud“. En del af hans slægtslinje er endvidere oplyst i Første Krønikebog, kapitel 1 til 3, hvor slægten følges fra Adam gennem Salomon og Zerubbabel. Endelig findes slægtslinjen fra Adam til David i Første Mosebog og Ruts Bog i forening.

De tre sidste fortegnelser (Første Mosebog/Ruts Bog, Første Krønikebog og Lukasevangeliet) stemmer overens fra Adam til Arpaksjad, bortset fra nogle få afvigelser i navnenes stavemåde. Listerne i Første Krønikebog og Første Mosebog/Ruts Bog stemmer endvidere overens frem til David, mens listen i Lukasevangeliet nævner en Kenan nr. 2 mellem Arpaksjad og Sjela. — Lu 3:35, 36.

Fra Salomon til Zerubbabel er der i det store og hele overensstemmelse mellem listerne i Første Krønikebog og Mattæusevangeliet, bortset fra at nogle navne er udeladt hos Mattæus. Disse afvigelser, samt afvigelserne i Lukas’ fortegnelse over slægten fra David til Jesus, vil blive behandlet senere.

Som vist i artiklen SLÆGTSREGISTER førte jøderne ikke blot mange private slægtsfortegnelser, men også offentlige slægtsregistre, og krønikeskrivere som for eksempel Ezra havde adgang til disse registre da de udarbejdede deres fortegnelser. Disse offentlige registre eksisterede stadig i det 1. århundrede, øjensynlig indtil år 70 e.v.t. Messias’ afstamning fra Abraham gennem David var af største vigtighed for dem. Vi kan derfor være sikre på at både Mattæus og Lukas rådførte sig med disse genealogiske optegnelser.

Evangeliernes slægtsregistre pålidelige. Man kan spørge hvorfor Mattæus udelader navne som findes i andre kronikørers registre. Hertil kan siges at det ikke var nødvendigt at anføre hvert eneste led i en slægtslinje for at bevise en afstamning. Ezra udelod for eksempel flere navne fra den præstelige stamtavle i 1 Krønikebog 6:1-15 da han godtgjorde sin præstelige herkomst i Ezra 7:1-5. Det var åbenbart ikke væsentligt for jøderne at få alle forfædrene nævnt for at kunne se at han var af præsteslægt. Det samme gjaldt for Mattæus: Han benyttede uden tvivl det offentlige register og afskrev ikke nødvendigvis hvert eneste navn, men dem der var nødvendige for at bevise at Jesus stammede fra Abraham og David. Han havde naturligvis også adgang til De Hebraiske Skrifter, som han kunne rådføre sig med ved siden af de offentlige registre. — Jf. Rut 4:12, 18-22 og Mt 1:3-6.

De slægtstavler som både Mattæus og Lukas opstillede, bestod af navne som jøderne på den tid anerkendte som autentiske. Både de skriftlærde, farisæerne og saddukæerne var bitre fjender af kristendommen, og de ville have benyttet enhver mulighed for at bringe Jesus i miskredit, men det er værd at bemærke at de aldrig drog disse slægtstavler i tvivl. Hvis enten Mattæus’ eller Lukas’ gengivelse af Jesu slægtsregister havde været fejlagtig, havde disse modstandere haft alle muligheder for at bevise det dér og da, for indtil år 70 havde de uden tvivl let adgang til både de offentlige slægtsregistre og De Hebraiske Skrifter.

Det samme gælder kristendommens hedenske fjender i det 1. århundrede. Mange af dem var ligesom de jødiske modstandere lærde mænd som hellere end gerne havde påvist at disse slægtsregistre i Mattæus’ og Lukas’ beretninger var fejlagtige og indbyrdes selvmodsigende, hvis de havde kunnet. Men der findes ingen vidnesbyrd om at de hedenske fjender nogen sinde angreb de kristne på dette punkt.

Desuden nåede både Mattæus og Lukas deres mål, og mere behøvede de ikke. For at bevise at Jesus stammede fra Abraham og David, havde de ikke nødig at skabe et nyt slægtsregister. De kunne nøjes med at kopiere fra de offentlige registre, som datidens jøder anerkendte som fuldt pålidelige til verificering af spørgsmål vedrørende Davids slægt, præsteslægterne og ethvert andet afstamningsmæssigt spørgsmål. (Se Lu 1:5; 2:3-5; Ro 11:1.) Selv om noget skulle være udeladt i disse registre, opnåede disse evangelieskribenter det tilsigtede, nemlig at fremlægge juridiske og offentligt anerkendte beviser for at Jesus, Messias, var af Davids slægt.

Vanskeligheder i Jesu slægtsregister ifølge Mattæus. Mattæus inddeler slægtslinjen fra Abraham til Jesus i tre afsnit på hver 14 generationer. (Mt 1:17) Denne inddeling kan være foretaget som en hjælp for hukommelsen. Når man tæller navnene efter, får man imidlertid kun 41, ikke 42. En mulig forklaring på hvordan Mattæus har talt navnene, er: Fra Abraham til David har han talt 14 navne. Derefter har han talt David som den første af de næste 14 og er endt med Josias. Endelig har han ladet de sidste 14 begynde med Jekonja (Jojakin) og er endt med Jesus. Han anfører altså David som det sidste af de første 14 navne og gentager det derefter som det første af de næste 14. Derefter gentager han udtrykket „deportationen til Babylon“, som han i det foregående har forbundet med Josias og hans sønner. — Mt 1:17.

Som tidligere nævnt kan Mattæus have afskrevet sin liste nøjagtigt efter det offentlige register, eller også har han med vilje udeladt nogle led for at listen skulle blive lettere at huske. En forklaring på hvorfor han udelader tre konger af Davids slægt mellem Joram og Uzzija (Azarja), kan være at Joram giftede sig med Jesabels datter, den gudløse Atalja af Akabs hus, hvorved han bragte denne slægt, som Gud havde fordømt, ind i Judas kongers slægtslinje. (1Kg 21:20-26; 2Kg 8:25-27) Mattæus nøjes med at anføre Joram, der indgik den gudløse forbindelse, og udelader navnene på de tre næste konger indtil fjerde generation, nemlig Ahazja, Joasj og Amazja, som var frugten af denne forbindelse. — Sml. Mt 1:8 med 1Kr 3:10-12.

Mattæus anfører Zerubbabel som søn af Sjealtiel (Mt 1:12), hvilket stemmer med andre henvisninger. (Ezr 3:2; Ne 12:1; Hag 1:14; Lu 3:27) Men i 1 Krønikebog 3:19 omtales Zerubbabel som søn af Pedaja. Det ser ud til at Zerubbabel egentlig var søn af Pedaja, men at han juridisk blev regnet for at være søn af Sjealtiel, enten som følge af svogerægteskab eller fordi han efter sin faders død blev opdraget af Sjealtiel som dennes søn.

En vanskelighed i Jesu slægtsregister ifølge Lukas. I de foreliggende håndskrifter nævnes en Kenan nr. 2 mellem Arpaksjad og Sjela. (Lu 3:35, 36; jf. 1Mo 10:24; 11:12; 1Kr 1:18, 24.) De fleste forskere betragter dette som en afskriverfejl. Navnet findes ikke på dette sted i de hebraiske og samaritanske håndskrifter, og heller ikke i nogen af targumerne eller de gamle oversættelser, bortset fra Septuaginta, og muligvis findes det heller ikke i de tidligste udgaver af Septuaginta, for Josefus, der sædvanligvis følger Septuaginta, nævner Seles (Sjela) lige efter Arpaksjad som dennes søn. (Jewish Antiquities, I, 146 [vi, 4]) Oldtidsforfattere som Irenæus, Africanus, Eusebios og Hieronymus afviste den anden Kenan som et fejlagtigt indskud i teksten. — Se KENAN, 2.

Hvorfor er der forskel på slægtsregistrene hos Mattæus og Lukas?

Den omstændighed at næsten alle navnene i Lukas’ udgave af Jesu slægtsregister afviger fra navnene i Mattæus’ udgave, kan nemt forklares med at Lukas fulgte slægten gennem Davids søn Natan, mens Mattæus fulgte den gennem Salomon. (Lu 3:31; Mt 1:6, 7) Lukas følger åbenbart Marias slægtslinje og viser således at Jesus efter kødet stammede fra David, mens Mattæus påviser at Jesus havde den juridiske ret til Davids trone som følge af sin afstamning fra Salomon gennem Josef, som i juridisk forstand var Jesu fader. Både Mattæus og Lukas giver udtryk for at Josef ikke var Jesu virkelige fader, men blot hans adoptivfader, hvorigennem Jesus fik den juridiske ret. Da Mattæus i sit slægtsregister kommer til Jesus, afviger han fra den udtryksmåde han ellers har fulgt, idet han siger: „Jakob blev fader til Josef, Marias mand; af hende fødtes Jesus, som kaldes Kristus.“ (Mt 1:16) Han siger altså ikke at ’Josef blev fader til Jesus’, men at Josef var „Marias mand“, og at „af hende fødtes Jesus“. Lukas præciserer det endnu mere, for efter at have vist at det i virkeligheden var Guds søn Maria havde født (Lu 1:32-35), siger han: „I øvrigt var Jesus . . ., sådan mente man, søn af Josef, søn af Eli.“ — Lu 3:23.

Eftersom Jesus ikke var Josefs virkelige søn, men var søn af Gud, tager Lukas sigte på at bevise at Jesus ved sin fødsel som menneske var blevet en søn af David gennem sin kødelige moder, Maria. Efter at have undersøgt Jesu slægtsregistre hos henholdsvis Mattæus og Lukas skriver Frederic Louis Godet: „Dette indgående studium af teksten fører altså til den konklusion 1) at slægtstavlen hos Lukas er Elis, Jesu bedstefaders, og 2) at eftersom Jesu slægtslinje gennem Eli tydeligt adskiller sig fra slægtslinjen gennem Josef, kan det dokument Lukas har bevaret til os, med den opfattelse han har, ikke være andet end en fortegnelse over Jesu afstamning gennem Maria. Men hvorfor nævner Lukas ikke Maria, og hvorfor går han direkte fra Jesus til hans bedstefader? Datidens opfattelse tillod ikke at man nævnte moderen som et slægtled. Blandt grækerne var en mand søn af sin fader, ikke af sin moder; og blandt jøderne havde man talemåden: ’Genus matris non vocatur genus [„Moderens efterkommer kaldes ikke (hendes) efterkommer“]’ (’Baba bathra’, 110, a).“ — Commentary on Luke, 1981, s. 129.

Hvert af de to registre (hos Mattæus og Lukas) viser klart at Jesus stammede fra David, gennem henholdsvis Salomon og Natan. (Mt 1:6; Lu 3:31) Når man undersøger de to lister, finder man at de efter adskillelsen ved Salomon og Natan igen forenes i to personer, Sjealtiel og Zerubbabel. Dette kan forklares på følgende måde: Sjealtiel var søn af Jekonja, men giftede sig måske med en datter af Neri og blev dennes svigersøn, hvorved han kunne kaldes „søn af Neri“. Det er også muligt at Neri ikke selv havde nogen sønner, og at Sjealtiel også af den grund blev regnet for at være hans „søn“. Zerubbabel var sandsynligvis søn af Pedaja, men blev, som tidligere nævnt, juridisk set regnet for at være søn af Sjealtiel. — Jf. Mt 1:12; Lu 3:27; 1Kr 3:17-19.

Derefter fremgår det af fortegnelserne at Zerubbabel havde to sønner, Resa og Abiud, hvor linjerne igen skilles. (De to personer kan i stedet for sønner have været efterkommere, eller i hvert fald den ene kan have været en svigersøn. Jf. 1Kr 3:19.) (Lu 3:27; Mt 1:13) Fra dette punkt afviger både Mattæus’ og Lukas’ register fra det der forekommer i Første Krønikebog, kapitel 3. Dette kan skyldes at Mattæus, og måske også Lukas, med hensigt har udeladt nogle navne. Man bør dog holde sig for øje at disse afvigelser i slægtsregistrene hos Mattæus og Lukas højst sandsynligt er afvigelser som allerede fandtes i de offentlige slægtsregistre som jøderne dengang benyttede og accepterede, og ikke ændringer som er foretaget af Mattæus og Lukas.

Man kan derfor sammenfattende sige at de to lister hos Mattæus og Lukas i forening slår to sandheder fast, nemlig (1) at Jesus virkelig var Guds søn, og at han gennem jomfru Maria i Davids slægt var den naturlige arving til Riget ifølge sin kødelige herkomst, og (2) at Jesus også, gennem sin adoptivfader Josef, der tilhørte den mandlige slægtslinje fra David gennem Salomon, var den juridiske arving til Davids trone. (Lu 1:32, 35; Ro 1:1-4) Hvis der blandt jøderne skulle være nogle som ville hævde at Jesus var et uægte barn, vil den omstændighed at Josef — fuldt vidende om sagens rette sammenhæng — tog Maria til ægte og beskyttede hende med sit gode navn og sin kongelige afstamning, tilbagevise sådanne anklager.

[Oversigt på side 848, 849]

JESU SLÆGTSREGISTRE I BIBELEN

1 Mosebog og Ruts Bog

1 Krønikebog kap. 1, 2, 3

Mattæus kap. 1

Lukas kap. 3

Adam

—

Adam

Set

—

Set

Enosj

—

Enosj

Kenan

—

Kenan

Mahalal’el

—

Mahalal’el

Jered

—

Jered

Enok

—

Enok

Metusalem

—

Metusalem

Lemek

—

Lemek

Noa

—

Noa

Sem

—

Sem

Arpaksjad

—

Arpaksjad

—

Kenan

Sjela

—

Sjela

Eber

—

Eber

Peleg

—

Peleg

Re’u

—

Re’u

Serug

—

Serug

Nakor

—

Nakor

Tara

—

Tara

Abram (Abraham)

Abram

Isak

Jakob (Israel)

Israel (Jakob)

Jakob

Juda (og Tamar)

Juda

Juda (og Tamar)

Juda

Perez

Hezron

Ram

Arni (Ram?)

Amminadab

Nahsjon

Salmon

Salmon (Salma, 1Kr 2:11)

Salmon (og Rahab)

Salmon

Boaz (og Rut)

Boaz

Boaz (og Rut)

Boaz

Obed

Isaj

David

David (og Batseba)

David

—

Salomon

Natan¹

Mattata

Menna

Melea

Eljakim

Jonam

Josef

Juda

Simeon

Levi

Mattat

Jorim

Eliezer

Jesus

Elmadam

Kosam

Addi

Melki

Neri

—

Rehabeam

—

Abija

—

Asa

—

Josafat

—

Joram

—

Ahazja

—

Joasj

—

Amazja

—

Azarja (Uzzija)

Uzzija (Azarja)

—

Jotam

—

Akaz

—

Ezekias

—

Manasse

—

Amon

—

Josias

—

Jojakim

—

Jekonja (Jojakin)

Jekonja

—

Sjealtiel (Pedaja)²

Sjealtiel

Sjealtiel³

—

Zerubbabel⁴

Zerubbabel

Resa

Johanan

Joda

Josek

Semeïn

Mattatias

Ma’at

Naggaj

Esli

Nahum

Amos

Mattatias

Josef

Jannaj

Melki

Levi

Mattat

Eli (Marias fader)

—

Abiud

—

Eljakim

—

Azor

—

Zadok

—

Akim

—

Eliud

—

Eleazar

—

Mattan

—

Jakob

—

Josef

Josef (Elis svigersøn)

—

Jesus (fostersøn)

Jesus (Marias søn)

¹ Med Natan begynder Lukas at følge Jesu slægtslinje på mødrene side, mens Mattæus fortsætter på fædrene side.

² Zerubbabel var åbenbart kødelig søn af Pedaja, men i juridisk forstand søn af Sjealtiel ved svogerægteskab; eller måske blev han opdraget af Sjealtiel efter sin fader Pedajas død og blev på den måde juridisk anerkendt som Sjealtiels søn. — 1Kr 3:17-19; Ezr 3:2; Lu 3:27.

³ Sjealtiel, Jekonjas søn, var muligvis Neris svigersøn. — 1Kr 3:17; Lu 3:27

⁴ Linjerne mødes i Sjealtiel og Zerubbabel, hvorefter de går i forskellige retninger. Måske gør de det gennem to forskellige efterkommere af Zerubbabel, eller måske var enten Resa eller Abiud en svigersøn.

Indsigt i Den Hellige Skrift