[hebr.: nachasjʹ, tannīnʹ, tsæʹfa‛, tsif‛ōnīʹ; gr.: oʹfis].

Et langt, skællet krybdyr uden lemmer. Slangen bevæger sig ved at krybe på bugen eller brystkassen, og da hovedet befinder sig tæt ved jorden, kan det se ud som om den spillende tunge slikker støvet. (1Mo 3:14) Der findes over 30 slangearter i Israel.

Det hebraiske ord nachasjʹ er øjensynlig et slægtsnavn eller en fællesbetegnelse for alle slanger eller slangelignende dyr, og det anvendes ofte sammen med andre hebraiske ord der betegner bestemte slangearter. (Sl 58:4; 140:3; Ord 23:32) Således sammenlignes Dans stamme først med „en slange [nachasjʹ]“ og derefter mere specifikt med „en hornslange [sjefīfonʹ]“ der ligger ved vejen og angriber Israels fjender. (1Mo 49:17) Nachasjʹ svarer til det græske oʹfis, der også er en fællesbetegnelse. Mange af de slanger der findes i Israel i dag, er ugiftige, men Bibelen omtaler hovedsagelig farlige slanger eller giftslanger.

Leksikografer mener at de hebraiske ord tsæʹfa‛ og tsif‛ōnīʹ sigter til giftslanger, og at de hebraiske ord kan være en efterligning af den hvislen disse slanger frembringer når man nærmer sig dem. Hvert ord betegner sandsynligvis en bestemt giftslange, men det kan ikke siges med sikkerhed hvilke det drejer sig om. I ældre bibeloversættelser kan man støde på ordet „basilisk“ som en oversættelse af disse ord i Esajas 11:8; 14:29; 59:5 og Jeremias 8:17 (KJ, Li). En „basilisk“ er et fabeldyr med hanehoved, slangekrop og ben. Denne oversættelse er naturligvis ikke korrekt.

I beretningen om hvordan Moses’ stav blev forvandlet til en slange (2Mo 7:9-13), bruges det hebraiske ord tannīnʹ. Det betegner øjensynlig „en stor slange“ i betragtning af at det i andre skriftsteder anvendes om havuhyrer. (1Mo 1:21; Job 7:12; Sl 74:13; 148:7; Es 27:1; 51:9) Andre skriftsteder hvor ordet tydeligvis sigter til giftslanger, er 5 Mosebog 32:33 og Salme 91:13, som også nævner brilleslanger. En kilde i det eftereksilske Jerusalem blev kaldt „Den Store Slanges Kilde“. — Ne 2:13.

Slangens velkendte karakteristika omtales i flere skriftsteder: dens glidende bevægelser (Job 26:13),  dens bid, dens forkærlighed for at skjule sig i stenmure (Præ 10:8, 11; Am 5:19) og dens forsigtighed (1Mo 3:1). Jesus anvendte sidstnævnte egenskab som et eksempel da han gav sine disciple råd om deres adfærd blandt modstandere der var som ulve. — Mt 10:16.

Den ansete britiske zoolog H. W. Parker omtaler slangens ’forsigtighed’ i bogen Snakes: A Natural History (1977, s. 49): „Selv når den sidste forsvarslinje er nået, kan modangrebets første stadier være mere simulerede end reelle; der gøres hyppige udfald med tilsyneladende vildskab, men de rammer ikke deres mål, og somme tider er munden end ikke åbnet. Det er heller ikke usædvanligt at slangen på dette stadium i smug ruller sig ud for at være klar til en hastig tilbagetrækning og flugt hvis fjenden viger tilbage. Men hvis det kommer til et totalangreb, følger slangen samme mønster som når den fanger sit bytte, dog med øget vildskab; arter der normalt ville bide og derefter slippe offeret, eller blot holde offeret fast, bider gentagne gange eller rusker angriberen.“

Brugt billedligt. Slangen bruges billedligt i mange skriftsteder: De ugudeliges løgne sammenlignes med slangegift (Sl 58:3, 4), de der lægger onde planer, siges at have en hvæsset tunge som slangens (Sl 140:3), og om vin hedder det at hvis man får for meget af den, vil den bide som en slange (Ord 23:32). Ordene „slangen får støv som brød“ udtrykker at der ikke vil øves vold og fortræd blandt Jehovas genrejste folk. — Es 65:25.

Slangen nævnes også i symbolsk betydning i Guds domsbudskaber mod visse nationer, for eksempel Filisterlandet (Es 14:29) og det utro Juda (Jer 8:17) samt Ægypten, hvis stemme eller lyd sammenlignes med lyden af en slange — noget som enten kan hentyde til slangens hvislen ved tilbagetoget efter et nederlag eller til at Ægyptens nationale røst var svag på grund af den katastrofe der ramte landet. (Jer 46:22) Sammenligningen i sidstnævnte skriftsted var sandsynligvis også tænkt som en afsløring af det nytteløse i at de ægyptiske faraoner bar en gengivelse af den hellige slange, Uræus, foran på deres hovedbeklædning som et tegn på slangegudinden Uatchits beskyttelse. I Mika 7:17 forudsiges det at alle nationer der modstår Guds folk, „skal slikke støv som slangen“. — Se også Am 9:3.

I Jeremias 51:34, 35 sammenligner „hun som bor på Zion“ kong Nebukadnezar med „en stor slange“ der har slugt hende.

Satan Djævelen. I Åbenbaringen 12:9 og 20:2 kaldes Guds hovedmodstander, Satan, „slangen fra fortiden“, åbenbart fordi han gjorde brug af den bogstavelige slange i Eden da han talte med kvinden. (1Mo 3:1-15) Han er også „slangen fra fortiden“ i den forstand at han er den åndelige stamfader til andre modstandere af Gud; Jesus betegnede derfor sådanne mennesker som „slanger, giftslangeyngel“. — Mt 23:33; jf. Joh 8:44; 1Jo 3:12.

I falsk religion. Slangen blev brugt som symbol i mange hedenske religioner og blev ofte tilbedt. (BILLEDER, bd. 2, s. 530) I Mesopotamien, Kana’an og Ægypten var slangen et symbol på frugtbarhed og på gudinder for sexdyrkelse; to sammenslyngede slanger stod for frugtbarhed gennem den kønslige forening, og på grund af slangens gentagne hamskifte blev den desuden brugt som et symbol på fortsat liv.

Kong Ezekias udryddede al slangetilbedelse blandt sine undersåtter ved at knuse den kobberslange der havde været anvendt på Moses’ tid under et angreb af giftslanger i ørkenen. — 4Mo 21:6-9; 2Kg 18:4; se ILDSLANGE; KOBBERSLANGE.