En person der kaster skyts i form af sten eller andet ved hjælp af en slynge. Slyngen var i regelen en relativt kort rem der blev lagt dobbelt omkring for eksempel en sten og svunget rundt. Ved at slippe grebet om den ene ende kunne slyngekasteren sende stenen af sted med stor hastighed.

Mænd der brugte stenslynger, var vigtige enheder i fortidens hære. Benjamins stamme havde 700 udvalgte mænd der alle „brugte stenslynge og ramte på et hår, uden at ramme ved siden af“. (Dom 20:15, 16) Targumerne oplyser at keretitterne og peletitterne blandt Davids krigere var dygtige slyngekastere. Slyngekastere spillede en vigtig rolle i kong Uzzijas hær. (2Kr 26:13, 14) Monumenter bevidner at Sankerib havde et korps af slyngekastere i den assyriske hær. Lignende afdelinger fandtes i ægyptiske, syriske, persiske, sicilianske og andre kampstyrker. I den romerske hær var der slyngekastere blandt auxilia, hjælpetropperne. Josefus oplyser at jøder så sent som i det 1. århundrede slyngede sten mod romerske kampstyrker. — Jewish Antiquities, XVII, 259 (x, 2); Den jødiske krig, 2. bog, 17. kap., 5. afsnit; 4. bog, 1. kap., 3. afsnit.

I oldtidens hære udgjorde slyngekasterne som regel kun én afdeling af fodfolket. Den øvrige del af infanteriet bestod af bueskytter — der supplerede slyngekasterne — og et mindre antal spydbærere. Når slyngekasterne blev beordret frem for at indlede en kamphandling eller standse fjendtlige troppers fremmarch, rykkede de fra de bagerste slagrækker frem gennem korridorer mellem soldaterne. Andre gange skød de bagfra, over spydbærernes hoveder. Slyngekastere var navnlig værdifulde ved angreb på muromkransede byer. Med projektiler afsendt fra jorden kunne de fjerne fjender som stod på murene, eller ramme mål i selve byen. (2Kg 3:25) Da man havde udviklet belejringsmaskiner og angrebstårne, begyndte slyngekasterne at udnytte de højtliggende platforme på disse.

Slyngekasteren havde den fordel frem for en soldat som var iført rustning og bevæbnet med sværd eller spyd, at han kunne ramme modstanderen på lang afstand. Efter sigende kunne slyngekastere ramme deres mål på en afstand af op til 122 m med sten og på endnu større afstand med blykugler.

Davids brug af slyngen. Det krævede megen tid og øvelse at blive en dygtig og erfaren slyngekaster. Hyrdedrenge der vogtede og beskyttede deres hjorde mod rovdyr, udviklede den nødvendige færdighed. Hyrdedrengen David følte sig langt bedre udrustet med sin slynge end iført Sauls tunge rustning. Men han ville næppe have kunnet klare sig mod Goliat hvis ikke han havde haft tro på Jehova og fået styrke fra ham. Kampens udfald afhang ikke af overlegne våben eller af dygtighed, men af Jehova, som støttede David. Som David råbte til Goliat: „Jeg kommer imod dig i Hærstyrkers Jehovas . . . navn, ham som du har smædet. . . . Og hele denne menighed skal vide at Jehova ikke frelser ved sværd eller spyd, for kampen tilhører Jehova.“ En sten fra Davids slynge, en sten som Jehova uden tvivl styrede og gav ekstra kraft, borede sig ind i Goliats pande så han faldt om, hvorefter David kunne ’give ham dødsstødet’ med Goliats eget sværd. — 1Sa 17:38-51.