En der tjener i en hær. I De Hebraiske Skrifter bliver soldater ofte betegnet mere præcist efter deres opgave: ryttere (2Mo 14:9), løbere (1Sa 22:17), slyngekastere (2Kg 3:25), mænd der håndterede lanse og skjold (2Kr 25:5), skytter (2Kr 35:23) og bueskytter (Job 16:13; Es 21:17). Det græske ord for „soldat“ er stratiōʹtēs. — Se HÆR, HÆRVÆSEN.

Soldater var et almindeligt syn i Judæa mens det var underlagt Rom. Det at en centurion i Kapernaum kunne sige: „Jeg har soldater under mig,“ viser at der var stationeret soldater under hans kommando i byen. (Mt 8:5-9) De romerske tropper havde kvarter i Antoniaborgen i Jerusalem, hvorfra de kunne overvåge jøderne. Den sidste gang Paulus var i Jerusalem, reddede militærtribunen her ham fra en pøbelsværm og dagen efter fra de vrede farisæere og saddukæere. (Apg 21:30-35; 22:23, 24; 23:10) Da planerne om et attentat mod Paulus kom militærtribunen for øre, lod han en eskorte med 70 ryttere, 200 soldater og 200 spydbærere føre Paulus til Antipatris, hvorfra rytterne ledsagede ham til Cæsarea. — Apg 23:12-33.

Jødiske soldater. Der fandtes også jødiske soldater, deriblandt dem der spurgte Johannes Døber: „Hvad skal vi gøre?“ De førte muligvis en form for politimæssigt opsyn, især i forbindelse med told eller opkrævning af skat. — Lu 3:12-14.

Jesu henrettelse og begravelse. Eftersom Jesus blev overgivet til den romerske landshøvding, anklaget for oprør mod Rom, gjorde romerske soldater tjeneste i forbindelse med hans henrettelse. Før de førte ham bort for at blive pælfæstet, ydmygede de ham ved at gøre nar af ham, spytte på ham og slå ham. (Mt 27:27-36; Joh 18:3, 12; 19:32-34) De delte hans yderklæder imellem sig og kastede lod om hans underklædning. Den afdeling der pælfæstede Jesus, bestod åbenbart af fire soldater. (Joh 19:23, 24) Den centurion der havde kommandoen i forbindelse med Jesu henrettelse, og som så de naturfænomener der indtraf, og de omstændigheder hvorunder Jesus døde, sagde: „Dette menneske var virkelig Guds søn.“ (Mr 15:33-39) Det var også romerske soldater der blev sat til at bevogte Jesu grav. (Mt 27:62-66) Det var jøderne der havde bedt Pilatus om at sætte vagt ved graven, og det havde de ikke behøvet hvis der var tale om jødisk tempelpoliti. De øverste præster havde heller ikke måttet love at tale vagternes sag hvis det kom landshøvdingen for øre at Jesu legeme var forsvundet. — Mt 28:14.

Den første ikkejødiske kristne. Omkring tre og et halvt år senere sendte en romersk soldat, en centurion, to af sine tjenere og „en gudhengiven soldat“ ud for at bede Peter komme til Cæsarea. Peters forkyndelse førte til at Kornelius og hans husstand, uden tvivl også ’den gudhengivne soldat’ der var i hans tjeneste, modtog den hellige ånd og blev de første ikkejødiske medlemmer af den kristne menighed. — Apg 10:1, 7, 44-48.

Peters udfrielse. Senere lod Herodes Agrippa I apostelen Peter anholde og sætte i fængsel, hvor han blev bevogtet af fire vagtskifter på hver fire soldater. To af soldaterne holdt vagt ved fængselsdøren, og Peter var lænket til de to andre, en på hver side. Om natten viste en engel sig og løste Peter fra lænkerne og udfriede ham fra fængselet. Det skabte røre blandt soldaterne, og efter at have forhørt de ansvarlige vagter befalede Herodes at de skulle „føres bort og straffes“, sandsynligvis ved at de blev henrettet, sådan som det var skik blandt romerne. — Apg 12:4-10, 18, 19.

Paulus behandles humant. Da apostelen Paulus skulle føres med skib til Rom fordi han havde appelleret til kejseren, blev han overgivet til en centurion ved navn Julius fra Den Kejserlige Hærafdeling. Denne mand behandlede Paulus humant og tillod ham at gå til sine venner og nyde deres omsorg. Til at begynde med troede  han åbenbart ikke at Paulus var ledet af Gud, og derfor stolede han mere på kaptajnen og skibets ejer. Men efter at en stærk storm havde drevet skibet omkring og hærget det stærkt i flere dage, og efter at Paulus havde fortalt om et syn han havde haft, hvori han var blevet forsikret om at alle om bord ville blive bevaret i live, lyttede centurionen og hans mænd til Paulus. Da skibet begyndte at blive slået i stykker nær Malta, besluttede soldaterne at dræbe alle fangerne, men centurionen Julius, der ønskede at bringe Paulus sikkert frem, holdt dem tilbage. (Apg 27:1, 3, 9-11, 20-26, 30, 31, 39-44) I Rom fik Paulus lov til at bo i sit eget lejede hus sammen med en soldat der bevogtede ham. — Apg 28:16, 30.

Brugt billedligt. Da Paulus forsvarede sit apostelhverv i brevet til menigheden i Korinth, skrev han blandt andet: „Hvem er nogen sinde soldat på egen bekostning?“ (1Kor 9:7) Skønt Paulus ikke havde modtaget materiel hjælp fra korintherne, argumenterede han her for at han, som soldat i sin Herre Kristi tjeneste, var berettiget til en sådan hjælp. Paulus betragtede også dem der samarbejdede med ham i forkyndelsen af den gode nyhed, som Kristi soldater og kaldte dem ’medsoldater’. — Flp 2:25; Flm 2.

Til Timoteus, som han havde overdraget et stort ansvar, skrev Paulus: „Vær som en god Kristi Jesu soldat med til at lide ondt. Enhver der tjener som soldat undlader at indvikle sig i livets erhvervsmæssige beskæftigelser, for at han kan opnå godkendelse hos den der har hvervet ham som soldat.“ (2Ti 2:3, 4) En god soldat regner med trængsler, og han ved at han skal stå til rådighed til enhver tid og holde ud under de mest prøvende omstændigheder. Så længe han er i krig, tænker han ikke på sin egen behagelighed eller på at gøre det han har lyst til. Det er hans overordnede der råder over hans tid og kræfter. En soldat lægger desuden sin forretning, sit landbrug, sit fag eller sit kald bag sig for at gøre tjeneste. Han indvikler sig ikke i andet der kunne aflede hans tanker fra det vigtigste, kampen, eller kunne lægge beslag på hans kræfter. I modsat fald ville han, eller de der var afhængige af ham, sandsynligvis miste livet. Ifølge historikere måtte de romerske soldater ikke have nogen anden form for beskæftigelse eller levevej, være værger for nogen eller forvalte nogens ejendom eller formue for at deres opmærksomhed ikke skulle blive afledt fra deres tjeneste som soldater. Under Moseloven var nygifte mænd, mænd der havde bygget et hus og ikke indviet det, og mænd der havde plantet en vingård, men endnu ikke høstet dens frugt, fritaget for militærtjeneste. En mand der var bange, ville blive en dårlig soldat og ville nedbryde sine medsoldaters moral; en sådan var derfor også fritaget under Moseloven. (5Mo 20:5-8) Både jødekristne og hedningekristne havde således let ved at forstå Paulus’ illustration.

I brevet til efeserne forklarede Paulus tydeligt at den kristne soldat ikke kæmper mod blod og kød, men mod „ondskabens åndemagter i det himmelske“. Den rustning soldaten har brug for i denne kamp, kan derfor ikke fås i verden; det der skal til, er rustningen fra Jehova Gud, som vinder sejr ved sin hærfører, Jesus Kristus. — Ef 6:11-17.