En sygdom der i Bibelen betegnes med det hebraiske ord tsaraʹ‛ath og det græske ord leʹpra.

Som ordet „spedalskhed“ anvendes i Bibelen, har det en bredere betydning end i dag, for det var ikke kun mennesker, men også tøj og huse, der kunne blive angrebet. (3Mo 14:55) I dag kaldes spedalskhed også Hansens sygdom, efter dr. Gerhard A. Hansen, der fandt den bacille som i almindelighed menes at forårsage denne lidelse. Der er imidlertid ingen tvivl om at det vi i dag forstår ved Hansens sygdom, også fandtes i Mellemøsten på Bibelens tid.

Forskellige sygdomsformer og deres virkninger. Man skelner i dag mellem tre hovedformer for spedalskhed, eller Hansens sygdom, der i øvrigt kun i ringe grad er smitsom. Ved den lepromatøse form, også kaldet sort spedalskhed, dannes der fortykkelser og knuder i huden, først i ansigtet og derefter andre steder på kroppen. Desuden angribes næsens og halsens slimhinder. Mindre alvorlig er den tuberkuloide form, der undertiden kaldes hvid spedalskhed. Den angriber navnlig de perifere nervebaner og kan ytre sig ved at der opstår ømme steder på huden; modsat kan den også medføre følelsesløshed. Den tredje form er en mellemform, hvor de beskrevne symptomer er blandede.

Efterhånden som sygdommen skrider frem, kan de hævelser der har dannet sig, blive til væskende sår; hovedhåret og øjenbrynene kan falde af, og neglene kan løsnes, nedbrydes eller falde af. Derefter begynder patientens fingre, lemmer, næse eller øjne langsomt at fortæres. I de alvorligste tilfælde ender det med døden. At den bibelske „spedalskhed“ var så alvorlig en lidelse, fremgår af Arons ord om at det var en sygdom hvor offerets kød var „halvt fortæret“. — 4Mo 12:12.

På baggrund af denne beskrivelse forstår man bedre Bibelens omtale af denne frygtede sygdom og hvor uhyggelige følger det fik for Uzzija da han overmodigt forsøgte at ofre røgelse i Jehovas tempel. — 2Kg 15:5; 2Kr 26:16-23.

Diagnose. Gennem Moseloven gav Jehova israelitterne oplysninger som satte præsten i stand til at stille diagnosen spedalskhed og at skelne mellem denne sygdom og mindre alvorlige hudlidelser. Af beskrivelsen i 3 Mosebog 13:1-46 fremgår det at spedalskhed kunne begynde med udslæt, skurv, en plet, en byld eller et brandsår. I nogle tilfælde var symptomerne meget  tydelige. Håret på det angrebne sted var blevet hvidt, og stedet så ud til at ligge dybere end huden. Der kunne for eksempel være et hvidt udslæt på huden som havde gjort håret hvidt, og der kunne være levende råt kød i udslættet. Så var der tale om spedalskhed, og den pågældende skulle erklæres for uren. Hvis det angrebne sted ikke lå dybere end huden, skulle den angrebne sættes i karantæne og derefter besigtiges af præsten, som skulle træffe den endelige afgørelse.

Loven tog også i betragtning at spedalskheden kunne nå et stadium hvor den ikke længere smittede. Når den havde bredt sig til hele kroppen, og det hele var blevet hvidt, og der ikke var noget levende kød at se, var det et tegn på at sygdommen var holdt op med at brede sig, og at kun sporene af dens hærgen var tilbage. Præsten skulle da erklære den angrebne for ren da sygdommen ikke længere var til fare for nogen. — 3Mo 13:12-17.

Hvis den spedalske slap af med sin sygdom og blev helbredt, var der regler for hvordan han kunne rense sig ceremonielt; blandt andet skulle præsten bringe ofre for ham. (3Mo 14:1-32) Men hvis patienten ikke var helbredt og præsten erklærede ham for uren, skulle hans klæder være sønderrevne og hans hovedhår uplejet, han skulle tildække overskægget, og han skulle råbe: „Uren, uren!“ Han skulle bo isoleret uden for lejren. (3Mo 13:43-46) Dette var en forholdsregel der blev truffet for at den spedalske ikke skulle smitte dem i hvis midte Jehova havde sin bolig. (4Mo 5:1-4) Det ser ud til at de spedalske på Bibelens tid holdt sammen eller boede sammen i grupper så de havde mulighed for at hjælpe hinanden. — 2Kg 7:3-5; Lu 17:12.

På klæder og i huse. Uldne klæder og lærredsklæder og ting som var lavet af skind, kunne også angribes af spedalskhed. Angrebet kunne måske vaskes af, og der var regler for hvordan tingene skulle sættes i karantæne. Men hvis det gulgrønne eller rødlige angreb ikke forsvandt, var det ondartet spedalskhed, og tingen skulle brændes. (3Mo 13:47-59) Hvis der på væggene i et hus viste sig gulgrønne eller rødlige fordybninger, pålagde præsten en karantæne. Det kunne blive nødvendigt at rive de angrebne sten ud og lade huset skrabe af indvendig, og stenene og det afskrabede lerpuds skulle anbringes på et urent sted uden for byen. Hvis angrebet vendte tilbage, blev huset erklæret for urent og revet ned, og materialerne bragt ud på et urent sted. Blev huset derimod erklæret for rent, skulle det renses ceremonielt efter bestemte regler. (3Mo 14:33-57) Nogle mener at den spedalskhed der angreb klæder eller huse, var en slags skimmel eller svamp, men dette kan ikke fastslås med sikkerhed.

Som et tegn. Et af de tegn som Moses blev i stand til at udføre for at vise israelitterne at Gud havde sendt ham, havde at gøre med spedalskhed. På Jehovas anvisning stak Moses hånden ind i brystfolden på sin klædning, og da han trak den ud, var den „angrebet af spedalskhed og var som sne“. Da han på ny førte hånden ind i sin brystfold og trak den ud, „var den igen blevet som hans øvrige kød“. (2Mo 4:6, 7) Mirjam blev slået af spedalskhed og blev „hvid som sne“ som en straf fra Gud fordi hun talte imod Moses. Han bønfaldt Gud om at helbrede hende, hvilket skete, men hun blev sat i karantæne uden for lejren i syv dage. — 4Mo 12:1, 2, 9-15.

På Elisas tid. Aramæeren Na’aman „var en dygtig kriger, skønt han var spedalsk [el.: havde en hudsygdom]“. (2Kg 5:1, fdn.) Hans stolthed var nær ved at hindre ham i at blive helbredt, men til sidst gjorde han som Elisa havde anvist ham; han dykkede sig syv gange i Jordanfloden, og „hans kød heledes og blev som kødet på en lille dreng, og han blev ren“. (2Kg 5:14) Han begyndte derefter at tilbede Jehova. Men Elisas tjener Gehazi anmodede begærligt Na’aman om en gave i profetens navn, hvorved han gav et forkert billede af sin herre og i virkeligheden gjorde Guds ufortjente godhed til et middel til materiel vinding. På grund af denne ugerning blev Gehazi slået af Gud med spedalskhed og blev „hvid som sne“. — 2Kg 5:20-27.

Der fandtes en del spedalske i Israel på Elisas tid. Da Elisa på et tidspunkt opholdt sig i Samaria, var der fire spedalske uden for byens port. (2Kg 7:3) Israelitterne som helhed troede imidlertid ikke på denne Guds mand, ligesom jøderne på Jesu hjemegn heller ikke troede på ham. Som Jesus påpegede: „Der var mange spedalske i Israel på profeten Elisas tid, og dog blev ingen af dem renset, men derimod syreren Na’aman.“ — Lu 4:27.

Helbredt af Jesus og hans disciple. Under sin tjeneste i Galilæa helbredte Jesus en mand som ifølge Lukas’ beskrivelse var „fuld af spedalskhed“. Jesus gav manden besked på ikke at fortælle det til nogen og sagde: „Men gå hen og fremstil dig for præsten, og bring et offer i forbindelse med din renselse, sådan som Moses har fastsat, så det kan være et vidnesbyrd for dem.“ — Lu 5:12-16; Mt 8:2-4; Mr 1:40-45.

Da Jesus udsendte de 12 apostle, sagde han blandt andet til dem: „Gør spedalske rene.“ (Mt 10:8) Da han senere kom igennem Samaria og  Galilæa, helbredte han ti spedalske i en landsby. Kun én af dem, en samaritaner, „vendte tilbage for at give Gud ære“. Han faldt ned for Jesu fødder og takkede ham for det han havde gjort. (Lu 17:11-19) Det kan også nævnes at Jesus opholdt sig hos Simon den Spedalske (som han måske havde helbredt) i Betania da Maria salvede ham med kostbar, vellugtende olie få dage før hans død. — Mt 26:6-13; Mr 14:3-9; Joh 12:1-8.