Det at vise ringeagt ved at gøre nar af én eller udsætte vedkommende for latterliggørelse. Der er flere hebraiske og græske ord som udtrykker varierende grader af spot, og det valgte ord afhænger i hvert enkelt tilfælde af omstændighederne. Vi læser således i Bibelen om mennesker der spotter Gud, og om mennesker der spotter, gør nar af, ler ad eller latterliggør andre. — Se også GUDSBESPOTTELSE.

Spottere vækker i almindelighed afsky. (Ord 24:9) Hvis de ikke lader sig retlede, bliver det til ulykke for dem. (Ord 1:22-27) Man foragter dem der gør nar af de ubemidlede eller af deres egne forældre. (Ord 17:5; 30:17) Spottere vil som regel ikke høre på irettesættelse (Ord 13:1), og de elsker ikke dem der retleder dem. (Ord 9:7, 8; 15:12) Ikke desto mindre bør de tugtes af hensyn til andre. (Ord 9:12; 19:25, 29; 21:11) I stedet for at pleje omgang med sådanne vanhellige personer bør man ’jage dem bort’; de der undgår spotteres selskab, er langt lykkeligere. — Sl 1:1; Ord 22:10.

Guds tjenere spottes. Jehovas trofaste tjenere udsættes for spot af enhver art. Job blev falskeligt anklaget for at spotte andre (Job 11:3), mens det i virkeligheden var ham selv der blev spottet og gjort til latter på grund af sin uangribelighed. (Job 12:4; 17:2; 21:3) David gjorde man nar af. (Sl 22:7; 35:16) Elisa (2Kg 2:23), Nehemias og hans medtjenere (Ne 2:19; 4:1) og mange andre „fik deres prøve i form af latterliggørelse“. (He 11:36) Da kong Ezekias af Juda sendte løbere ud til byerne i Efraim og Manasse og opfordrede dem til at komme til Jerusalem for at holde påske, var der mange som gjorde sig lystige over sendebudene og gjorde nar af dem. (2Kr 30:1, 10) Ja, sådan behandlede de frafaldne af begge Israels huse Guds profeter og sendebud lige indtil Jehovas forbitrelse rev dem alle bort. — 2Kr 36:15, 16.

 Jesus og hans disciple. Som Guds tjener og profet blev Jesus Kristus spottet under sin jordiske tjeneste. Man lo ad ham, gjorde nar af ham, kom med hånlige bemærkninger til ham, behandlede ham forsmædeligt og spyttede på ham. (Mr 5:40; Lu 16:14; 18:32) Især de jødiske præster og ledere var meget hadefulde i deres spot. (Mt 27:41; Mr 15:29-31; Lu 23:11, 35) De romerske soldater spottede ham også da han blev overgivet til dem. (Mt 27:27-31; Mr 15:20; Lu 22:63; 23:36) Ved sin pælfæstelse blev Jesus spottet af forbipasserende der sagde: „Ha! Du som ville rive templet ned og bygge det op på tre dage, frels dig selv, stig ned fra marterpælen.“ En af de forbrydere som hang ved siden af ham, sagde noget lignende. — Mr 15:29, 30; Mt 27:39, 40; Lu 23:39.

Jesu disciple blev ligeledes spottet af de uvidende og de vantro. (Apg 2:13; 17:32) Paulus og hans medkristne blev spottet af nogle som havde en fejlagtig opfattelse af deres hensigt, budskab og kristne samvittighed (Apg 18:6; Ro 3:8; 14:16; 1Kor 10:30; 1Pe 4:4), men selv måtte de ’ikke spotte nogen’, og ved deres adfærd gav de ingen anledning til at deres arbejde eller budskab med rette kunne spottes. (Ef 4:31; Kol 3:8; 1Ti 6:1; Tit 2:5; 3:2; jf. 2Pe 2:2.) Selv englene undlader „af respekt for Jehova“ at ’fremføre spottende anklage’. (2Pe 2:11) Spot er derimod hvad man kan vente af dem der øver skamløse gerninger, er opblæste og syge i sindet med hensyn til diskussioner og skænderier, og som lader hånt om eller ikke respekterer Guds udnævnelser. — 1Ti 6:4; 2Pe 2:10-12; Jud 8-10.

Da Paulus omtalte den spot hans medkristne blev udsat for fra jødernes side, henviste han til hvordan Isak i femårsalderen blev latterliggjort af sin 19-årige halvbroder Ismael, der i skinsyge „gjorde sig lystig over“ („spottede,“ GD) ham. (1Mo 21:9) Paulus udlagde dette profetisk idet han sagde: „Men vi, brødre, er løftets børn på samme måde som Isak. Men ligesom dengang han der var født på kødets måde begyndte at forfølge ham der var født på åndens måde [født ved Guds indgriben], således også nu.“ (Ga 4:28, 29) Senere skrev Paulus: „Ja, alle de som ønsker at leve gudhengivent i samfund med Kristus Jesus vil også blive forfulgt.“ — 2Ti 3:12.

Spot udholdes med den rette indstilling. Jesus Kristus var hele tiden klar over at han ville blive udsat for spot, og at det ville kulminere med at han blev slået ihjel. Men han erkendte at forsmædelserne i virkeligheden var rettet mod Jehova, som havde sendt ham, og det smertede ham endnu mere, for han ’gjorde altid det hans Fader syntes om’ (Joh 8:29), og han gik mere op i at hellige sin Faders navn end i noget som helst andet. (Mt 6:9) „Når han blev skældt ud, skældte han [derfor] ikke igen. Når han led, truede han ikke, men overgav sig til ham der dømmer retfærdigt.“ På denne baggrund formanede apostelen Peter sine medkristne, især dem der var trælle, til ikke at gøre gengæld hvis de blev udsat for en sådan behandling. Kristus ’efterlod dem nemlig et forbillede’, sagde Peter, for at de skulle „følge lige i hans fodspor“. — 1Pe 2:18-23; Ro 12:17-21.

På et tidspunkt under sin tjeneste sagde Guds profet Jeremias: „Jeg er blevet til latter dagen lang: Enhver gør nar af mig.“ En kort overgang blev han svag og tænkte på at holde op med at profetere på grund af den hån og forsmædelse han hele tiden blev udsat for. Men han erkendte at det var „Jehovas ord“ der var årsag til spotten, og dette ord blev i hans hjerte som en brændende ild han ikke kunne holde tilbage. Da han var trofast, var Jehova med ham „som en vældig kriger“, og han blev styrket til at fortsætte. — Jer 20:7-11.

Job var en mand der bevarede sin uangribelighed under megen spot. Men han anlagde et forkert synspunkt og begik en fejl, hvilket han blev irettesat for. Elihu sagde: „Hvilken våbenfør mand er som Job, der drikker spot som vand?“ (Job 34:7) Job var mere optaget af at retfærdiggøre sig selv end Gud og var tilbøjelig til at gøre sin egen retfærdighed større end Guds. (Job 35:2; 36:24) Da han blev latterliggjort af sine tre „venner“, var han tilbøjelig til at betragte det som noget der var rettet mod ham selv i stedet for mod Gud. Herved var han som en der udsatte sig for og fandt behag i at blive spottet og latterliggjort, ligesom man finder behag i og vederkvæges ved at drikke vand. Gud forklarede senere Job at de tre spottere i virkeligheden (i sidste ende) havde talt usandt om Gud. (Job 42:7) På samme måde sagde Jehova til profeten Samuel da Israel krævede en konge: „Det er ikke dig de har vraget, men mig de har vraget som konge over sig.“ (1Sa 8:7) Og Jesus sagde til sine disciple: „I vil blive genstand for alle nationernes had [ikke på grund af jer selv, men] på grund af mit navn.“ (Mt 24:9) Når den kristne holder sig dette for øje, vil han kunne udholde spotten i den rette ånd og kunne se frem til at blive belønnet for sin udholdenhed. — Lu 6:22, 23.

Berettiget spot. Spot kan også være fortjent og berettiget. Den uforudseende eller den der afviser gode råd, kan slå ind på en tåbelig kurs som bevirker at han bliver til latter. Jesus gav et eksempel på dette da han fortalte om en  mand der begyndte at bygge et tårn uden først at beregne omkostningerne. (Lu 14:28-30) Jehova gjorde med rette israelitterne „til forsmædelse blandt [deres] naboer, til spot og hån blandt [deres] omgivelser,“ fordi de var egensindige og ulydige imod ham i en sådan grad at de vanærede hans navn blandt nationerne. (Sl 44:13; 79:4; 80:6; Ez 22:4, 5; 23:32; 36:4, 21, 22) Profeten Elias spottede også med rette ba’alspræsterne fordi de trodsede Jehova. (1Kg 18:26, 27) Efter at Sankerib havde smædet og spottet Jehova over for kong Ezekias og Jerusalems indbyggere, blev rollerne byttet om; den hovmodige assyrerkonge og hans hær led et beskæmmende og forsmædeligt nederlag. (2Kg 19:20, 21; Es 37:21, 22) På samme måde blev Moab til latter. (Jer 48:25-27, 39) Jordens nationer har spottet Gud på det groveste, men han ler ad dem og gør nar af dem når de høster frugterne af deres skamløse modstand mod hans suveræne herredømme. — Sl 2:2-4; 59:8; Ord 1:26; 3:34.

Spottere i „de sidste dage“. Et af tegnene på „de sidste dage“ ville være at der kom „folk som angriber med latterliggørelse [ordr.: latterliggørere (spottere, egentlig nogle der leger el. driver løjer) med latterliggørelse (spot)] og som vandrer efter deres egne ønsker [„ugudelige ønsker,“ Jud 17, 18] og siger: ’Hvor er denne hans lovede nærværelse? Fra den dag vore forfædre sov ind i døden, er alt jo forblevet ganske som det var fra skabelsens begyndelse.’“ (2Pe 3:3, 4) Den slags mennesker følger tydeligvis ikke rådet i Esajas 28:21, 22, som advarer mod faren ved at spotte Jehova.

„Gud kan man ikke narre“. Apostelen Paulus advarer mod den alvorlige fare der ligger i at forsøge at holde Gud for nar, det vil sige faren ved at tro at man ustraffet kan omgå eller ringeagte de principper Guds administration bygger på. Han skriver til de kristne i Galatien: „For hvis nogen mener at han er noget, skønt han intet er, bedrager han sit eget sind. . . . Bliv ikke vildledt: Gud kan man ikke narre [„lader sig ikke spotte“, DA92]. For hvad et menneske end sår, dette skal han også høste; for den der sår med henblik på sit kød, skal høste fordærv af sit kød, men den der sår med henblik på ånden, skal høste evigt liv af ånden.“ — Ga 6:3-8.

Apostelen viser her at man ikke bør bedrage sig selv ved at have så høje tanker om sit eget værd at man lader Gud og hans ord ude af betragtning. Man bør derimod bringe sit liv i orden og vandre ved ånden, sådan som Guds ord påbyder. Hvis man ikke gør dette, men fortsætter med at så med henblik på kødelige ønsker, ’forfejler man hensigten med at man har taget imod Guds ufortjente godhed’, og viser foragt for Guds vejledning. (2Kor 6:1) Man kan måske narre sig selv til at tro at det går; men Gud kan man ikke narre; han kender ens hjerte og vil dømme én derefter.