Da templet blev bygget i Salomons regeringstid, blev det transportable kobberbækken der var blevet anvendt ved teltboligen, erstattet af ’et støbt hav’. (2Mo 30:17-21; 1Kg 7:23, 40, 44) Det blev lavet af Hiram, en mand af hebraisk-fønikisk herkomst, og blev øjensynlig kaldt ’et hav’ på grund af den store mængde vand det kunne rumme. Dette kar, der også var lavet af kobber, var „ti alen [4,5 m] fra den ene rand til den anden, cirkelformet i omkreds; og det var fem alen [ca. 2,2 m] højt, og der skulle en målesnor på tredive alen [13,4 m] til at nå rundt om det“. — 1Kg 7:23.

Omkreds. Den opgivne omkreds, 30 alen, er øjensynlig et rundt tal, for den må mere nøjagtigt have været 31,4 alen. I den forbindelse anfører Christopher Wordsworth denne interessante iagttagelse fremsat af en vis Rennie: „I tiden før Arkimedes [det 3. årh. f.v.t.] blev en cirkels omkreds altid målt med rette linjestykker af radiens længde, og Hiram ville ganske naturligt beskrive havet som tredive alen i omkreds, idet han, som det dengang var praksis, målte det med dets radius, eller halvdiameter, på fem alen, som anbragt seks gange rundt på perimeteren, eller ’randen’, ville give tredive alen, sådan som der står. Der er ikke noget i afsnittet der giver indtryk af at man har haft anden hensigt end simpelt hen at opgive målene på havet i et almindeligt sprog som enhver ville kunne forstå, idet man målte omkredsen sådan som alle dygtige arbejdere, som for eksempel Hiram, målte cirkler på den tid. Han må naturligvis have vidst at mens den sekskantede polygon, som var tegnet med cirkelens radius, var tredive alen i omkreds, var selve den runde omkreds noget større.“ (Notes til King James Version, London 1887) Det ser således ud til at det var normalt at anvende forholdet tre til én (at udtrykke omkredsen som tre gange diameteren), og at resultatet kun skulle forstås som et omtrentligt tal.

Af kobber. Kobberhavet var prydet med „græskarformede ornamenter“, og det hvilede på 12 okser der tre og tre stod vendt mod nord, syd, øst og vest. Dets rand var formet som en liljeblomst. I betragtning af at materialet i denne store beholder var „en håndsbred [7,4 cm]“ tykt, kan den meget vel have vejet omkring 27 tons. (1Kg 7:24-26) Denne vældige mængde kobber stammede fra de forsyninger kong David havde erobret i Aram. (1Kr 18:6-8) Støbningen blev foretaget i en lerform i Jordanegnen, og fremstillingen af det var en bemærkelsesværdig bedrift. — 1Kg 7:44-46.

Rumindhold. Ifølge beretningen i 1 Kongebog 7:26 kunne havet rumme „to tusind bat“, mens der i parallelstedet, 2 Krønikebog 4:5, står „tre tusind bat“. Nogle hævder at denne forskel skyldes en skrivefejl i Anden Krønikebog. Der bruges samme form af det samme hebraiske udsagnsord for „rumme“ i begge tilfælde, men det kan oversættes på forskellige måder. I nogle oversættelser står der således i 1 Kongebog 7:26 at beholderen „tog“ eller „rummede“ 2000 bat, mens der i 2 Krønikebog 4:5 står at det „kunne tage“ eller „kunne rumme“ 3000 bat. (AT, JB, NV) Det er derfor muligt at beretningen i Første Kongebog oplyser hvor meget vand der normalt var i beholderen, mens beretningen i Anden Krønikebog oplyser hvor meget den kunne rumme hvis den blev fyldt til randen.

En bat svarede øjensynlig til ca. 22 liter. Det vil sige at hvis kobberhavet blev fyldt to tredjedele op, ville det rumme omkring 44.000 liter. Når det havde dette rumindhold, kan det ikke have haft lige sider, men siderne under randen må have buet udad så karret var løgformet. Et kar af denne facon og med de førnævnte mål ville kunne rumme op til 66.000 liter. Den jødiske historiker Josefus, der levede i det 1. århundrede  e.v.t., siger at kobberhavet var „af form som en halvkugle“. Han nævner også at det stod mellem brændofferalteret og tempelbygningen, lidt mod syd. — Jewish Antiquities, VIII, 79 (iii, 5); VIII, 86 (iii, 6).

Foruden kobberhavet var der ti mindre kobberbækkener som stod på vogne, og som øjensynlig blev fyldt med vand fra kobberhavet. (1Kg 7:38, 39) Ifølge den rabbinske overlevering var der vandhaner på kobberhavet. De ti bækkener blev brugt til at skylle visse ofre i og sandsynligvis også til at vaske andre ting i, men „havet var til præsterne at vaske sig i“. (2Kr 4:6) Nogle rabbinere har hævdet at præsterne nedsænkede sig helt i kobberhavets vand, mens Josefus siger at det var „til præsterne, til at vaske deres hænder og fødder i“. (Jewish Antiquities, VIII, 87, [iii, 6]) Hvordan det end foregik, hersker der ingen tvivl om at kobberhavet havde forbindelse med præsternes renselse.

I profetien. Denne omstændighed kan muligvis forklare hvad det „glashav“ var som apostelen Johannes i sit syn så foran Jehovas trone. (Åb 4:6; 15:2) Det var „ligesom krystal“, måske i den forstand at det havde gennemsigtige sider (jf. Åb 21:18, 21) så indholdet kunne ses. De der stod ved dette „glashav“ — mennesker som havde sejret over „vilddyret“ og „dets billede“ — svarer til „de kaldede og udvalgte og trofaste“ der beskrives i Åbenbaringen 17:14 og 20:4-6. De tjener som „Guds og Messias’ præster“ og som konger sammen med Kristus under hans tusindårige herredømme. (Jf. 1Pe 2:9.) At denne præsteskare befinder sig ved siden af ’glashavet’ foran Guds trone, henleder tanken på Paulus’ ord om at den kristne menighed er ’renset med vandbadet ved hjælp af ordet’. (Ef 5:25-27) Jesus talte også om at Guds ord, som han forkyndte, havde kraft til at rense. (Joh 15:3) At glashavets vand var „blandet med ild“ (Åb 15:2), sigter uden tvivl til Guds domme, for ild omtales ofte i forbindelse med eksekveringen af Guds domme, og der siges om Gud selv at han er som „en fortærende ild“ over for dem der modstår hans vilje. — He 12:25, 29.

Det symbolske „glashav“ i Johannes’ syn bekræfter således Paulus’ inspirerede forklaring om at teltboligen og templet med deres udstyr og præstelige funktioner tjente som et billede på noget himmelsk. (Jf. He 8:4, 5; 9:9, 11, 23, 24; 10:1.) Angående betydningen af de kobberokser som kobberhavet i Salomons tempel hvilede på, se OKSE, TYR.