Det hebraiske ord matstsevah’ betegnede en høj, aflang, fritstående støtte, som oftest en sten, der kunne være tilhugget eller utilhugget.

Nogle af oldtidsfolkene i Mellemøsten rejste hellige støtter i forbindelse med deres falske religion, sandsynligvis som fallossymboler. Da israelitterne kom ind i det forjættede land, skulle de ødelægge disse støtter, og de måtte ikke selv rejse den slags støtter. (5Mo 7:5; 16:22) I perioder gik de imidlertid over til hedensk religion og brugte hellige støtter. — 1Kg 14:23; 2Kg 3:2; se HELLIG STØTTE.

Bortset fra denne urette brug af støtter som Gud hadede, taler De Hebraiske Skrifter om at der blev rejst støtter eller sten som mindesmærker. Disse støtter var hverken genstand for afgudsdyrkelse eller symboler på kønsorganer, men tjente til erindring om vigtige handlinger eller begivenheder.

Jakob rejste ved to lejligheder en stenstøtte ved Betel. I begge tilfælde blev opmærksomheden henledt på at Jehova havde åbenbaret sig for ham på dette sted. (1Mo 28:18, 19, 22; 31:13; 35:14, 15) Den støtte Jakob opstillede på Rakels grav, var uden tvivl af sten, og den fandtes stadig på Moses’ tid. (1Mo 35:19, 20) Da israelitterne gik ind på at følge de love som Moses havde modtaget fra Gud, byggede Moses et alter og „rejste tolv støtter svarende til Israels tolv stammer“. (2Mo 24:4) Josua gav også anvisninger på at der skulle rejses sten som repræsenterede stammerne. De kaldes dog ikke støtter i beretningen, men de skulle, som de førnævnte sten, tjene som mindesten for Israel og give fædrene lejlighed til at forklare deres sønner hvad stenene betød. — Jos 4:1-9, 20-24.

En pagt eller en sejr kunne markeres med en sten eller stenstøtte. (1Mo 31:44-53; Jos 24:26; 1Sa 7:10-12) Efter at kong Saul havde besejret amalekitterne, ’rejste han sig et mindesmærke i Karmel’. (1Sa 15:12) Det hebraiske ord der her er gengivet med „mindesmærke“, oversættes almindeligvis med „hånd“, men det bruges også i 2 Samuel 18:18 i forbindelse med den „støtte“ Absalom rejste, og som blev kaldt „Absaloms Mindesmærke“ (NV, GD), så det var åbenbart en sejrsstøtte eller et mindesmærke for sejren Saul rejste. — Jf. Es 56:5, fdn.; se ABSALOM.

Profetien i Esajas 19:19 sigter muligvis også til en støtte der skal bringe noget i erindring. Profetien blev skrevet i det 8. århundrede f.v.t. og peger frem til tiden efter Jerusalems ødelæggelse i 607 f.v.t. Nogle af de jøder der blev ladt tilbage  i landet af babylonierne, flygtede til Ægypten og bosatte sig i ægyptiske byer, som forudsagt i Esajas 19:18. (Jer 43:4-7; 44:1) Løftet i vers 19 om at der skulle være „en støtte for Jehova“ ved Ægyptens grænse, betyder derfor, ifølge mange kommentatorer, at Jehova ville blive husket i Ægypten, hvad enten der blev rejst en bogstavelig støtte eller ej. — Jf. Es 19:20-22.