En gruppe mennesker bestående af flere familier, slægter eller klaner fra samme race eller kultur og med de samme ledere.

De hebraiske ord der ofte gengives med „stamme“ (mattæhʹ og sjeʹvæt), betyder begge „stav“ eller „kæp“. (2Mo 7:12; Ord 13:24) Disse ord kom åbenbart til at betegne „en stamme“ i betydningen en gruppe mennesker ledet af en øverste eller en høvding der bar et scepter eller en stav. (Jf. 4Mo 17:2-6.) I de fleste tilfælde hvor sammenhængen viser at ordene har betydningen „stamme“, bruges de i forbindelse med en af Israels stammer, som for eksempel „Gads stamme [mattæhʹ]“ eller „levitternes stamme [sjeʹvæt]“. (Jos 13:24, 33) Med udtrykket ’stammen Gud genløste som sin arv’ i Salme 74:2 sigtes der dog øjensynlig til hele Israels nation som ’en stamme’ eller et folk der var adskilt og forskelligt fra andre nationer og folk. Og i 4 Mosebog 4:18 synes ordet „stamme“ at være brugt i en mere begrænset betydning, idet det sigter til kehatitterne, der var en underafdeling af Levis stamme. De ægyptiske ’stammer’ der omtales i Esajas 19:13, må betegne grupper af mennesker fra samme område, kaste eller lignende.

Det græske ord fylēʹ, der oversættes med „stamme“, betegner en gruppe mennesker af samme afstamning; også en underafdeling af gruppen. Ordet anvendes ofte i De Kristne Græske Skrifter om Israels stammer. (Apg 13:21; Ro 11:1; Flp 3:5; He 7:13, 14; Åb 5:5) I et udtryk som „af hver stamme og hvert tungemål og hvert folk og hver nation“ synes „stamme“ at sigte til en gruppe mennesker af samme afstamning. (Åb 5:9) Udtrykket i sin helhed er derfor et udtømmende udtryk for hele menneskeheden, hvad enten man betragter den som inddelt i stammer bestående af beslægtede personer, i sproggrupper, i store befolkningsudsnit eller i politiske enheder. (Åb 7:9; 11:9; 13:7; 14:6) Fylēʹ forekommer også i udtrykket „alle jordens stammer“ i Åbenbaringen 1:7. Her sigter det øjensynlig til alle mennesker på jorden, for der siges også i verset at „hvert øje skal se ham“. — Jf. Mt 24:30.

Israels stammer. Stammerne i Israel var efterkommere af Jakobs 12 sønner. (1Mo 29:32–30:24; 35:16-18) Gennem disse „tolv familieoverhoveder [gr.: dōʹdeka patriarʹchas]“ fremstod  „Israels tolv stammer“. (1Mo 49:1-28; Apg 7:8) Jakob velsignede imidlertid Josefs to sønner, Manasse (den ældste) og Efraim (den yngste), og sagde: „Efraim og Manasse vil være mine ligesom [hans egne sønner] Ruben og Simeon.“ (1Mo 48:5, 13-20) Da de forskellige stammer fik tildelt deres arvelod i det forjættede land (Jos 13-19), var der ingen ’Josefs stamme’. Derimod blev „Josefs sønner“, Manasse og Efraim, betragtet som to særskilte stammer i Israel. (Se GRÆNSE; KORT, bd. 1, s. 744.) Det betød dog ikke at der var 13 stammer i Israel som skulle have en arvelod, for Jehova havde forordnet det sådan at levitterne ikke fik nogen arvelod. Han havde udvalgt „Levis stamme“ (4Mo 1:49) til at tjene ved helligdommen i stedet for de andre stammers førstefødte. (2Mo 13:1, 2; 4Mo 3:6-13, 41; 5Mo 10:8, 9; 18:1; se LEVITTER.) Der var således 12 ikkelevitiske stammer i Israel. — Jos 3:12, 13; Dom 19:29; 1Kg 11:30-32; Apg 26:7.

Da Moses velsignede stammerne (5Mo 33:6-24), blev Simeon ikke nævnt ved navn, måske fordi stammen var stærkt reduceret, og fordi dens arvelod skulle overgå til Judas stamme. I Ezekiels syn af det hellige bidrag og de 12 stammer nævnes de samme stammer som ifølge Josuas Bog modtog en arvelod. (Ez 48:1-8, 23-28) Levis stammeområde lå inden for „det hellige bidrag“ i Ezekiels syn. — Ez 48:9-14, 22.

Stammeopdelingen. Organiseringen af israelitterne havde meget at gøre med stammeopdelingen. Folkets marchorden og placering når de slog lejr i ørkenen, blev bestemt ud fra hvilken stamme de tilhørte. (4Mo 2:1-31; 10:5, 6, 13-28) Arvelodderne i det forjættede land blev fordelt mellem stammerne, og særlige love skulle sikre at landområderne ikke blev overdraget fra én stamme til en anden. — 4Mo 36:7-9; Jos 19:51.

Opdelingen af nationen efter familieoverhoveder blev også holdt inden for hver stamme. Skønt stammerne udgjorde den grundlæggende og vigtigste opdeling af nationen, var hver af stammerne opdelt i slægter hvis afstamning kunne føres tilbage til et overhoved. (4Mo 3:20, 24; 34:14) Hver „slægt“ bestod af mange husstande. Denne opdeling, der fulgte samme mønster som stammeopdelingen, er beskrevet i Josua 7:16-18 og 1 Samuel 9:21; 10:20, 21.

Det åndelige Israels stammer. I Åbenbaringen 7:4-8 opdeles det åndelige Israels 144.000 medlemmer i 12 ’stammer’ med 12.000 i hver. (Se GUDS ISRAEL.) Den nævnte række af stammer adskiller sig lidt fra rækken af Jakobs sønner (deriblandt Levi), som var overhoveder for det kødelige Israels stammer. (1Mo 49:28) Grunden til denne forskel kan være følgende:

Jakobs førstefødte søn, Ruben, mistede sin førstefødselsret på grund af en overtrædelse. (1Mo 49:3, 4; 1Kr 5:1, 2) Josef (Jakobs førstefødte søn med Rakel, der var hans anden hustru, men hende han holdt mest af), opnåede de privilegier der tilkom den førstefødte søn, deriblandt retten til at få to dele eller andele i Israel. (1Mo 48:21, 22) I rækken af navne i Åbenbaringen står ’Josef’ åbenbart for Efraim, mens Manasse repræsenterer Josefs anden del i det åndelige Israel. Levis stamme nævnes, og for at give plads til denne uden at øge antallet af stammer omtales Dans stamme ikke i Åbenbaringen 7:4-8; dette skyldes øjensynlig ikke at Dans stamme på en eller anden måde var uegnet. At Levis stamme er medtaget, kan tjene til at vise at der ikke er en særlig præstestamme i det åndelige Israel, da hele den åndelige nation er „et kongeligt præsteskab“. — 1Pe 2:9.

„Dømme Israels tolv stammer“. Jesus sagde til apostlene at de „i genskabelsen“ skulle „sidde på tolv troner og dømme Israels tolv stammer“. (Mt 19:28; se SKABELSE [Genskabelsen].) Og han gav udtryk for en lignende tanke da han indgik en pagt om et rige med sine trofaste apostle. (Lu 22:28-30) Det er ikke sandsynligt at Jesus mente at de skulle dømme det åndelige Israels 12 stammer som senere omtales i Åbenbaringen, for apostlene skulle selv tilhøre denne gruppe. (Ef 2:19-22; Åb 3:21) Der siges om dem der er „kaldet til at være hellige“, at de skal dømme „verden“, ikke sig selv. (1Kor 1:1, 2; 6:2) Kristi medregenter udgør et kongerige af præster. (1Pe 2:9; Åb 5:10) Udtrykket „Israels tolv stammer“, der forekommer i Mattæus 19:28 og Lukas 22:30, må derfor betegne den „verden“ af mennesker som ikke tilhører dette kongelige præsteskab, og som vil blive dømt af dem der sidder på troner i himmelen. — Åb 20:4.