De lyde mennesker frembringer når de taler eller synger, og de lyde dyrene frembringer, betegnes i Bibelen med det hebraiske ord qōl, det tilsvarende aramaiske ord qal og det græske ord fōnēʹ. (1Mo 3:8, 10; 21:17; Job 4:10; Da 4:31; Mt 27:46) Foruden „stemme“ eller „røst“ kan qōl også betyde „torden“, „lyd“, „nyhed“ og andet. (1Mo 45:16; 2Mo 9:28; 20:18; 32:17) På samme måde kan fōnēʹ også have betydninger som „lyd“, „råb“, „sproglyd“ og „[trompet]stød“. — Joh 3:8; Apg 19:34; 1Kor 14:10, 11; He 12:26; Åb 8:13.

Gud og engle. Apostelen Paulus taler om „menneskers og engles tungemål“, hvorved han viser at også engle har et sprog og kan tale. (1Kor 13:1) Engle, og endda Jehova Gud selv, har meddelt sig til menneskene ved hjælp af sproglyde som modtagerne har kunnet høre, og et sprog de har kunnet forstå. Dermed være ikke sagt at Jehova og englene meddeler sig til hinanden på denne måde, for der kræves en atmosfære som den der omgiver jorden, for at der kan frembringes lydbølger af den art mennesker kan opfange og forstå.

I de tilfælde hvor Gud eller engle har talt med en stemme som mennesker har kunnet høre, har deres tale altså måttet omsættes til lydbølger — ligesom det enten har krævet en materialisation eller en overførsel af et billede til menneskesindet når engle har vist sig for mennesker. I dag kan selv mennesker omdanne en stemmes mønster af lydbølger til elektriske impulser der kan transmitteres til en modtager, som igen kan omdanne impulserne til lydbølger der ret præcist gengiver den pågældende stemme.

Har noget menneske hørt Guds stemme?

Bibelen beretter om tre tilfælde hvor Jehova talte hørligt til mennesker. Det var: (1) Ved Jesu dåb (år 29), hvor Jehova sagde: „Denne er min søn, den elskede, som jeg har godkendt.“ Både Jesus og Johannes Døber hørte uden tvivl denne stemme. (Mt 3:17; Mr 1:11; Lu 3:22) (2) Ved Jesu forklarelse, eller forvandling (år 32), hvor apostlene Peter, Jakob og Johannes var til stede, og hvor næsten de samme ord lød. (Mt 17:5; Mr 9:7; Lu 9:35) (3) I år 33, kort før Jesu sidste påske, hvor der som svar på Jesu bøn om at Gud ville herliggøre sit navn, lød en stemme fra himmelen som sagde: „Jeg har herliggjort det og vil igen herliggøre det.“ Folkemængden mente at det havde tordnet, eller at en engel havde talt til Jesus. — Joh 12:28, 29.

Ved disse lejligheder var det Jehova Gud der gav sig til kende gennem hørbare talelyde som hans tjenere kunne forstå. I sidstnævnte tilfælde kunne folkemængden åbenbart ikke høre stemmen klart, da nogle sammenlignede den med torden. Det var uden tvivl Jehova der talte ved disse lejligheder, for Jesus, som disse udtalelser drejede sig om, var Guds egen søn og stod Faderen nærmere end nogen anden skabning. — Mt 11:27.

Ved påsketid i år 31 sagde Jesus til en skare vantro jøder: „Faderen som har sendt mig, har selv vidnet om mig. I har aldrig nogen sinde hørt hans stemme, og I har heller ikke set hans skikkelse; og I har ikke hans ord blivende i jer, for den han har udsendt, ham tror I ikke.“ (Joh 5:37, 38) Disse vantro jøder havde aldrig hørt Guds stemme, og de hverken adlød hans ord eller gav agt på det åbenlyse vidnesbyrd der blev aflagt for dem gennem Jesu gerninger, som Gud stod bag. Man kan derfor slutte at det på det tidspunkt kun var Jesus og Johannes Døber der havde hørt Jehovas stemme; de to sidste tilfælde hvor Jehova talte til mennesker, havde endnu ikke fundet sted.

Undertiden beskrives en lyd som „Gud den Almægtiges røst, når han taler“, idet der tænkes på den myndighed hvormed han befaler. — Ez 10:5, DA31.

Engles stemmer. Ved andre lejligheder hvor det siges at Gud talte til mennesker, benyttede han engle som sine stedfortrædere til at formidle den akustiske åbenbaring. Engle talte på Guds vegne til Moses på Horebs Bjerg og  til Israel der lå lejret nær ved bjergets fod. (2Mo 34:4-7; 20:1-17; Ga 3:19) I nogle tilfælde viste disse engle sig ikke synligt, som da stemmen blot lød fra det skælvende, rygende bjerg. (2Mo 20:18, 19; 5Mo 4:11, 12; He 12:18, 19) I andre tilfælde viste de sig i syner (Da 8:1, 15, 16; Åb 14:15-18), og ved flere lejligheder optrådte de i menneskeskikkelse for at overbringe mennesker et mundtligt budskab. — 1Mo 18:1-3, 20; 19:1; Jos 5:13-15.

Om at høre Guds stemme. At ’høre Guds stemme’ vil ikke nødvendigvis sige at høre lyden af hans stemme rent bogstaveligt. Der er oftere tale om at anerkende og adlyde hvad Gud har ladet nedskrive i sit ord og formidlet gennem sine jordiske tjenere. (1Jo 2:3, 4) Udtrykket ’Guds stemme’ bruges altså synonymt med „hver udtalelse der kommer fra Jehovas mund“, det vil sige hans bud, hvad enten de fremholdes mundtligt for den enkelte af Gud selv eller af engle eller af mennesker eller gennem det inspirerede skrevne ord. — Sl 103:20; Mt 4:4; se LYDIGHED.

Om at høre Jesu stemme. Jesus Kristus omtalte sig selv som „den rigtige hyrde“ hvis får „hører hans stemme“, og han sagde: „Fårene følger ham, for de kender hans stemme. . . . de kender ikke de fremmedes stemme.“ (Joh 10:2-5, 11) Kristi „får“ „kender“ hans stemme på den måde at de genkender hans udtalelser som de er nedskrevet i Bibelen, og anerkender dem som sande. De anerkender ikke de fremmede, falske hyrders lære. De „hører“ Jesu stemme ved at adlyde hans bud som fremsættes i Bibelen. (Joh 15:10, 15) Eftersom Jesus Kristus er Guds ypperste udsending, som altid lytter til Jehovas stemme og taler hvad Jehova byder, vil den der følger Kristus, være i samhørighed med Jehova. — Joh 5:19; 1Jo 2:6.

Den opstandne Jesu Kristi stemme. Efter sin opstandelse og himmelfart viste Kristus sig for Saulus fra Tarsus (den senere apostel Paulus) og talte til ham med en stemme som Saulus forstod, men som de mænd der ledsagede ham, ikke forstod. (Apg 9:1-9; 22:6-11; 26:12-18) De fleste oversættelser siger i Apostelgerninger 9:7 at Saulus’ rejseledsagere hørte en ’stemme’ eller en ’røst’. Det græske ord er her fōnēsʹ, genitivformen af fōnēʹ, så betydningen er at mændene hørte „af stemmen“. Dette giver rum for at forstå teksten sådan at de kun hørte lyden af stemmen, men ikke forstod hvad der blev sagt. Da Paulus senere genfortalte episoden, sagde han at mændene ’ikke hørte hans stemme som talte’. (Apg 22:9) Her bruges akkusativformen fōnēnʹ. Dette kan betyde at de, i modsætning til Saulus, som Kristus talte til, ikke forstod ordene selv om de nok hørte lyden.

Da Paulus skrev til menigheden i Thessalonika om indsamlingen af Guds salvede hellige, sagde han: „Herren [Jesus Kristus] selv vil stige ned fra himmelen med et kommandoråb, med en ærkeengels røst og med Guds trompet.“ (1Ts 4:16) „Ærkeengel“ vil sige „øverste engel“ eller „ypperste engel“. Med udtrykket „en ærkeengels røst“ retter Paulus uden tvivl opmærksomheden mod Jesu myndighed til at befale. Da Jesus var på jorden, henviste han selv til den myndighed Gud havde givet ham, idet han sagde: „For ligesom Faderen har liv i sig selv, således har han også givet Sønnen at have liv i sig selv. Og han har givet ham bemyndigelse til at dømme, fordi han er Menneskesøn. . . . den time kommer i hvilken alle de der er i mindegravene skal høre hans røst og komme ud.“ — Joh 5:26-29.

Menneskets brug af stemmen. Stemmen og sproget er en gave fra Gud. Man bør derfor bruge sin stemme til ære for Gud. Det kan man gøre ved at tale om „Guds storslåede gerninger“, ved at opbygge andre med tanker fra Guds sandhedsord eller ved at synge lovsange og takkesange. — Apg 2:11; Sl 42:4; 47:1; 98:5; Ef 5:19; Kol 3:16.

Gud hører sine tjeneres stemme. De der tjener Gud i ånd og sandhed, kan påkalde ham i forvisning om at han hører dem uanset hvilket sprog de taler på. Også selv om de ikke bruger stemmen, men blot retter en tavs bøn til Gud, vil han, der kender menneskets hjerte, høre det eller give agt på det. (Sl 66:19; 86:6; 116:1; 1Sa 1:13; Ne 2:4) Gud hører de nødstedte der råber til ham om hjælp, og han hører også hvad de der modstår ham og pønser på ondt mod hans tjenere, siger. — 1Mo 21:17; Sl 55:18, 19; 69:33; 94:9-11; Jer 23:25.

Det livløse. Mange af Guds utallige skaberværker har ikke nogen stemme. Dog bruges det hebraiske ord qōl („stemme“, „lyd“) om det vidnesbyrd som disse umælende ting aflægger om deres Skabers majestæt. (Sl 19:1-4) Om den personificerede visdom siges der at den ’lader sin røst lyde’ på torvene, fordi den er tilgængelig for alle som søger den, og Gud har ladet den kundgøre offentligt så der ikke er nogen undskyldning for at ignorere den. — Ord 1:20-30.

Brugt billedligt. Jerusalems indbyggeres angst for det babyloniske angreb sammenlignes med en syg kvindes klagende stemme, og „Zions datters stemme“ med en førstegangsfødendes kval. (Jer 4:31) Fjenden ville fornedre Jerusalem  i en sådan grad at enhver ytring fra byen i dens fornedrede tilstand ville lyde som fra støvet og være som et åndemediums lavmælte hvisken. (Es 29:4) Gennem profeten Jeremias forudsagde Gud at også Ægypten ville blive besejret af babylonierne, der ville komme i stort tal som skovhuggere for at hugge det om. Det ville ligge på jorden, dybt ydmyget, sagte grædende og jamrende, og „lyden“ (hebr.: qōl) af det ville være som lyden af en hvislende slange på tilbagetog. — Jer 46:22.