Sten har gennem tiderne været meget anvendt som byggemateriale, og dets holdbarhed har været en stor hjælp for arkæologerne til at skaffe sig viden om fortiden. Ægypterne, assyrerne og andre folkeslag rejste templer, paladser, mindesmærker og andre bygningsværker af sten, og på mange af disse har man fundet afbildninger og inskriptioner som skildrer begivenheder og skikke der kaster lys over deres historie såvel som deres hverdag. Hebræerne anvendte i vid udstrækning sten til bygninger (3Mo 14:40, 41), mure (Ne 4:3; Ord 24:31), altre (2Mo 20:25), møllesten (Dom 9:53), vandkar (Joh 2:6), vægtlodder (Ord 16:11), afdækning af brønde (1Mo 29:8), lukning af huler og grave (Jos 10:18; Joh 11:38) og mange andre formål. Hebræerne rejste dog ikke mindesmærker med billeder udhugget i basrelief, ligesom de hedenske folkeslag. Derfor ved man ikke meget om deres udseende, hvilke klæder de gik i, osv. Men Bibelens beretning indeholder en mere righoldig beskrivelse af Israels historie og folkets livsform og personlighed end andre nationers stenmonumenter.

Stenhugning var et højt udviklet håndværk. (2Sa 5:11; 1Kg 5:18) Til Salomons tempel anvendtes kvadersten, det vil sige firkantede, tilhuggede sten, der blev tilhugget så fint i stenbruddet at de på byggepladsen kunne føjes sammen uden yderligere tilpasning. — 1Kg 6:7.

Brugt billedligt. De salvede kristne på jorden sammenlignes med et tempel hvis ’hjørnegrundsten’ er Jesus Kristus. (Se HJØRNESTEN.) På denne ’hjørnegrundsten’ bliver Kristi åndsavlede disciple „som levende sten opbygget som et åndeligt hus“. Jødernes religiøse ledere, de nationale ’bygmestre’, forkastede Jesus som ’hovedhjørnesten’; ja, de snublede over denne sten fordi de var ulydige mod Guds ord. — Ef 2:19-22; 1Pe 2:4-8; Mt 21:42; Mr 12:10; Lu 20:17; Ro 9:32, 33.

Guds rige sammenlignes med en sten der ’rives løs, dog ikke med hænder’, en sten der vil knuse og gøre ende på alle andre riger. Dette rige skal selv „bestå evindelig“. — Da 2:34, 44, 45.

I Åbenbaringen 2:17 giver den herliggjorte Kristus Jesus dette løfte angående den kristne sejrvinder: „Jeg vil give ham en hvid sten, og på stenen et nyt navn skrevet som ingen kender undtagen den der får det.“ Ordet „sten“ er her en gengivelse af det græske ord psēʹfon. Apostelen Paulus brugte det samme ord da han berettede om hvordan han tidligere havde forfulgt de kristne: „Når de skulle henrettes, afgav jeg min stemme [psēʹfon; ordr.: en lille sten (dvs. til at afgive sin stemme med)] imod dem.“ (Apg 26:10) Ved domstolene brugte man små sten når man afsagde domme eller gav udtryk for om man fandt en anklaget skyldig eller ikkeskyldig. En hvid sten betød at han var uskyldig og blev frifundet; en sort sten at han var kendt skyldig og blev dømt. At den kristne sejrvinder får en hvid sten, betyder derfor øjensynlig at Jesus kender ham uskyldig og ren, at han opnår Kristi godkendelse som discipel.

Se også KLIPPE; KOSTBARE STEN.