Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Stige

Stige

Det eneste sted en stige omtales i Bibelen, er i 1 Mosebog 28:12, hvor det hebraiske ord sullamʹ betegner den stige som patriarken Jakob så i en drøm. Denne stige (eller måske noget der lignede en opadstigende række stentrin, en trappe) stod på jorden, og dens top nåede til himmelen. Guds engle steg op og ned ad den, og en skikkelse der så ud som Jehova Gud, sås oven over den. (1Mo 28:13) Stigen med englene er et vidnesbyrd om at der er kommunikation mellem himmelen og jorden, og at englene udfører en betydningsfuld tjeneste mellem Gud og dem han godkender.

Jesus havde måske Jakobs syn i tanke da han sagde til sine disciple: „Jeg siger jer i sandhed, ja i sandhed: I skal se himmelen åbnet og Guds engle stige op og stige ned over Menneskesønnen.“ — Joh 1:51.

Stormstiger var en del af det belejringsudstyr der blev brugt i krigstid, og som ofte er afbildet på ægyptiske og assyriske monumenter. Et relief fra Nineve viser at assyrerne gjorde brug af stormstiger under angrebet på Lakisj.

Stiger blev også brugt til andre formål i fortiden, for eksempel inden for byggefagene. Således er der afbildet stiger på en stele fra Ur-Nammu som skildrer opførelsen af en ziggurat. På et assyrisk relief fra Tell Halaf der menes at stamme fra det 9. århundrede f.v.t., ses en mand der ad en stige er på vej op i en daddelpalme.