[hebr.: chasīdhahʹ].

Navnet på denne fugl er hunkønsformen af det hebraiske ord for „en der er loyal; en der har loyal hengivenhed“. (Jf. 1Sa 2:9; Sl 18:25, fdn.) Denne beskrivelse passer udmærket på storken, som er kendt for sin store omsorg for ungerne og sin livslange troskab mod magen.

Storken er en stor, langbenet fugl som er beslægtet med hejrer og ibiser. Den hvide stork (Ciconia ciconia) kendes let på sin hvide fjerdragt med begsorte svingfjer. En voksen stork kan blive op til 1,2 m høj og have næsten samme kropslængde, og dens vingefang kan blive indtil 2 m. Med sit lange, røde næb, der er bredt ved roden og spidser til, søger den på lavt vand efter fisk, frøer og små krybdyr. Den lever fortrinsvis af små vanddyr og græshopper, men kan også tage til takke med ådsler og affald. Storken var med på listen over urene dyr som israelitterne ikke måtte spise ifølge Moseloven. — 3Mo 11:19; 5Mo 14:18.

Da profeten Jeremias revsede de frafaldne judæere som ikke gav agt på tiden for Jehovas dom, henledte han deres opmærksomhed på storken og andre fugle som ’kendte deres fastsatte tider’. (Jer 8:7) Hvert år i marts og april passerer storke i store flokke gennem Palæstina og Syrien på vej mod nord fra deres vinterkvarter i Afrika. Af de to slags storke der findes i Israel — den hvide stork og den sorte stork (Ciconia nigra) — bliver den førstnævnte kun undtagelsesvis i området for at yngle, og den bygger da sin rede i træer eller på bygninger. Den sorte stork, der kaldes sådan fordi fjerene på hovedet, halsen og ryggen er sorte, er mere almindelig i Hulebækkenet og dalene omkring Bet-Sjean, hvor den så vidt muligt bygger sin rede i træer. Salmisten nævnte storken der bygger rede i de høje enebærtræer. — Sl 104:17.

Jehova stillede den ikkeflyvende struds i modsætning til den højtflyvende stork da han spurgte Job: „Slår hunstrudsen glad med vingen? Mon den har storkens svingfjer og fjerdragt?“ (Job 39:13) Storkens svingfjer er meget brede og kraftige; armsvingfjerene og de tertiære svingfjer er næsten lige så lange som håndsvingfjerene, hvilket giver fuglen en kolossal vingeflade og sætter den i stand til at flyve højt og længe. En stork der svæver på sine kraftige vinger, med fremstrakt hals og lange, bagudrettede ben, er et imponerende syn. De to kvinder Zakarias så i et syn, og som bar et efamål hvori der var en kvinde hvis navn var „Ugudelighed“, „havde vinger som storkevinger“. (Zak 5:6-11) At „vinden var i deres vinger“ (v. 9), minder om den susende lyd der opstår når luften passerer mellem storkens svingfjer. Under flugten bredes håndsvingfjerene ud så der ved spidsen af vingerne dannes små åbninger, hvorved luftstrømmen hen over vingefladen bibeholdes og bæreevnen øges.