Et tohjulet, hestetrukket køretøj der blev opfundet til brug på slagmarken snarere end til troppebevægelser bag linjerne. De fire hebraiske ord for stridsvogn (mærkavʹ [1Kg 4:26]; mærkavahʹ [1Mo 41:43]; ræʹkhæv [1Kg 1:5]; rekhuvʹ [Sl 104:3]) kommer alle af verbalroden rakhavʹ, der betyder „at ride“, undertiden „at køre“. (4Mo 22:30; 1Sa 25:42; 1Kg 18:45) Det græske ord er harʹma. (Apg 8:28) Stridsvognen gav soldaterne mulighed for hurtig transport under kampen, udgjorde en mobil platform at skyde fra og gav angrebet en psykologisk chokvirkning når de kastede sig ind i fodfolkets rækker. På mindesmærker fra oldtiden findes mange afbildninger af forskellige typer stridsvogne, hvilket vidner om både deres alder og deres udbredelse.

Stridsvognen bestod i det væsentlige af en bund der var fastgjort på en enkelt aksel og forsynet med hoftehøje sider som var åbne bagtil så det var nemt og hurtigt at stige på. Fortil havde vognen en stjert og et åg og var forspændt med hurtige heste. Ofte var stridsvognene udstyret med buehylstre, pilekoggere, skjolde og spyd. Endnu en trussel mod fodfolk var den praksis at forsyne hjulnavene med jernleer. (Jos 17:16, 18; Dom 1:19) Hvis der kun var én mand i vognen, havde han tømmerne fastgjort om taljen eller hofterne under kampen så han havde hænderne fri til at betjene våbnene. Større og tungere stridsvogne med et større forspand havde en besætning på to, tre eller fire mand omfattende en vognstyrer, en eller to krigere og måske en skjolddrager. — 2Mo 14:7, fdn.

Hurtighed, manøvredygtighed og stabilitet var vigtige faktorer som man hele tiden søgte at forbedre. Ved at flytte akslen bagud opnåede man for eksempel større manøvredygtighed og stabilitet. Ved at udskifte skivehjul med egehjul formindskede man vægten og øgede hastigheden. (1Kg 7:33) Som regel anvendte man seksegede hjul, men der fandtes også hjul med fire, otte eller flere eger. Ved at anvende let træ og kun lave beslagene og udrustningen af læder, bronze eller jern gjorde man stridsvognene så lette at en eller to mand kunne bære dem over uvejsomt terræn eller gennem små vandløb.

Mange af de hedenske folkeslag der modstod Israel, havde stridsvogne. I 1513 f.v.t. tilintetgjorde Jehova hele Faraos hær, deriblandt hans 600 udsøgte stridsvogne og „alle Ægyptens andre vogne“ i Det Røde Hav. (2Mo 14:6, 7; 15:4, 19; Jos 24:6) Da israelitterne indtog det forjættede land, fordrev de fjenderne og brændte mange af de erobrede stridsvogne. (Jos 11:4-9) Kana’anæerkongen Jabin holdt israelitterne i trældom i 20 år indtil Jehova i Kisjons Regnflodsdal tilintetgjorde hele hans hær, der omfattede 900 stridsvogne med jernleer og blev anført af Sisera. (Dom 4:2, 3, 13, 15, 16; 5:28) I kongetiden kæmpede filistrene, ægypterne, ætiopierne, aramæerne, assyrerne og babylonierne på forskellige tidspunkter mod Israel med store hære udrustet med stridsvogne; ved én lejlighed endda med 32.000 stridsvogne. (1Sa 13:5; 2Sa 1:6; 1Kr 19:6, 7, 18; 2Kr 12:2, 3; 14:9; 16:8; Es 37:21, 24) I domsbudskaber nævnte profeterne undertiden de stridsvogne som disse nationer satte deres lid til. — Jer 50:37; 51:21; Mik 5:10, 15.

Sletter som Filistersletten og den brede Jizre’eldal var bedre egnede til krigsførelse med stridsvogne end bjerglandet. Aramæerne pralede på et tidspunkt af at de med deres stridsvogne kunne besejre israelitterne hvis disse kunne lokkes bort fra bjergene så kampen kunne finde sted på sletterne, idet aramæerne mente at ’Israels Gud var en bjerggud’. Det store nederlag aramæerne led, beviste imidlertid at Jehova også er „en lavsletternes gud“. — 1Kg 20:23-30.

I Israel blev der ikke indført nogen betydelig enhed af stridsvogne før på Salomons tid. Dette skyldtes for en stor del Guds advarsel til kongen om ikke at skaffe sig mange heste, som om nationens sikkerhed afhang af en sådan krigsmagt. Dette begrænsede naturligt nok brugen af stridsvogne, der var afhængige af heste som trækkraft. (5Mo 17:16) Da Samuel advarede folket om den byrde en jordisk konge ville lægge på dem, sagde han: „Jeres sønner vil han tage og sætte i  sine stridsvogne.“ (1Sa 8:11) Da Absalom og senere Adonija forsøgte at tilrive sig kongemagten, lod de lave en stridsvogn til sig selv og fik 50 mand til at løbe foran sig. (2Sa 15:1; 1Kg 1:5) Da David besejrede kongen af Zoba, skånede han 100 vognheste. — 2Sa 8:3, 4; 10:18.

Da kong Salomon opbyggede Israels hær, øgede han antallet af stridsvogne til 1400. (1Kg 10:26, 29; 2Kr 1:14, 17) Foruden Jerusalem var der andre byer, kaldet „vognbyer“, som havde særlige installationer til stationering af dette mobile krigsudstyr. — 1Kg 9:19, 22; 2Kr 8:6, 9; 9:25.

Efter Salomons død var stridsvogne almindelige i både det nordlige og det sydlige rige. I Nordriget fandtes en ’øverste for halvdelen af stridsvognene’, hvilket viser at stridsvognene var inddelt i to hoveddivisioner. (1Kg 16:9) Kong Jehu var kendt for at køre meget hurtigt i sin stridsvogn. (2Kg 9:20) Flere konger af Juda og Israel, nemlig Akab, Joram, Ahazja og Josias, blev dødeligt såret mens de kørte i deres stridsvogne. — 1Kg 22:34-38; 2Kg 9:21, 24, 27; 2Kr 18:33, 34; 35:23, 24.

Profeten Esajas sagde til det oprørske Israel: „Ve dem der går ned til Ægypten efter hjælp, som støtter sig til heste og som sætter deres lid til stridsvogne, fordi de er talrige, og til stridsheste, fordi de er meget stærke, men som ikke har set hen til Israels Hellige og ikke har søgt Jehova.“ — Es 31:1.

Stridsvognen var først og fremmest et krigsredskab, men den var også nyttig ved jagt på vilde dyr. Den blev imidlertid også anvendt til fredelige formål. Da Josef blev forfremmet til at føre tilsyn med Ægyptens kornforsyninger, fik han landets næstfornemste vogn at køre i. I denne vogn kørte han sin fader Jakob i møde da denne kom til Ægypten. (1Mo 41:43; 46:29) Da Jakob var død, var der mange stridsvogne i begravelsestoget fra Ægypten til Makpela, den begravelsesplads som Abraham havde købt. (1Mo 50:7-14) Kongerne Rehabeam og Akab og den aramaiske hærfører Na’aman brugte også stridsvogne som transportmiddel, og det var også en stridsvogn den ætiopiske hofmand kom kørende i på vej til Gaza da han indbød evangelisten Filip til at sætte sig hos ham i vognen. (1Kg 12:18; 18:44, 45; 2Kg 5:21, 26; Apg 8:28-31, 38) Ved triumftog kørte de sejrende herskere i rigt udsmykkede og overdækkede stridsvogne. Frafaldne judæiske herskere indviede hellige stridsvogne og de heste der trak dem, til soldyrkelse. — 2Kg 23:11.

Brugt billedligt. I overført og profetisk betydning er stridsvognen et symbol på krig ligesom buen og sværdet. (Es 21:7, 9; Zak 9:10) Når der siges at „Guds stridsvogne findes i titusindvis — der er tusinder og atter tusinder“ — skildrer det Guds uovervindelige magt til at udslette sine fjender. — Sl 68:17; 2Kg 6:17.