Overherredømme, overhøjhed; uindskrænket magt udøvet af en konge, kejser eller anden regent; den magt der i sidste ende er afgørende for en stats styrelse.

I De Hebraiske Skrifter forekommer ordet ’Adhonajʹ ofte, og udtrykket ’Adhonajʹ Jæhwihʹ (eller Jehwihʹ) 285 gange. ’Adhonajʹ er en flertalsform af ’adhōnʹ, der betyder „herre“. Den almindelige flertalsform ’adhonīmʹ kan anvendes om mennesker hvor det drejer sig om simpelt flertal, altså i betydningen „herrer“. Formen ’Adhonajʹ uden tilføjet suffiks anvendes derimod altid i Bibelen om Gud, idet flertal her bruges til at betegne storhed og majestæt. De fleste oversættere gengiver det med „Herre“. Når det forekommer sammen med Guds navn, Jehova, som for eksempel i Salme 73:28, gengives udtrykket med „den Herre HERREN“ (DA31), „Gud Herren“ (DA92, Li), „Herren Jehova“ (Ka) eller „den suveræne Herre Jehova“ (NV). I Salme 47:9; 138:5 og 150:2 bruger Moffatts oversættelse ordet „suveræn“, men ikke som en gengivelse af ’Adhonajʹ.

Det græske ord despoʹtēs bruges om en der har absolut magt, fuld ejendomsret eller uindskrænket myndighed. (Vine’s Expository Dictionary of Old and New Testament Words, 1981, bd. 3, s. 18, 46) Det oversættes med „herre“ eller „ejer“, og brugt i direkte tiltale til Gud er det gengivet med „Herre“, „hersker“ (GD, DA48, DA92, Ka, Li) eller „suveræne Herre“ (NV) i Lukas 2:29, Apostelgerninger 4:24 og Åbenbaringen 6:10. Schindlers oversættelse bruger disse tre steder udtrykkene „Verdens Herre“ eller „Verdensaltets Enehersker“, mens Seidelins oversættelse siger „almægtige Herre“, „du Mægtige“ og „Hersker“.

Selv om De Hebraiske og De Græske Skrifter ikke har noget selvstændigt tillægsord for „suveræn“, indeholdes tanken altså i ordene ’Adhonajʹ og despoʹtēs når de bruges om Jehova Gud, idet de nærmere betegner hans herredømmes storhed.

Jehovas suverænitet. Jehova er universets suveræn („verdens suveræne hersker“, Sl 47:9, Mo) fordi han er Gud, Skaberen, den Øverste og den Almægtige. (1Mo 17:1; 2Mo 6:3; Åb 16:14) Han ejer alt og er kilden til al magt og myndighed, den øverste Regent. (Sl 24:1; Es 40:21-23; Åb 4:11; 11:15) Salmisten sang om ham: „I himmelen har Jehova grundfæstet sin trone; og hans kongedømme behersker alt.“ (Sl 103:19; 145:13) Jesu disciple bad til Gud: „Suveræne Herre, du er den der frembragte himmelen og jorden.“ (Apg 4:24, NV; Sch) Over for Israels folk varetog Gud selv alle tre statsfunktioner — den dømmende, den lovgivende og den udøvende magt. Profeten Esajas sagde: „Jehova er vor Dommer, Jehova er vor Lovgiver, Jehova er vor Konge; han er den der frelser os.“ (Es 33:22) Moses giver i 5 Mosebog 10:17 en rammende beskrivelse af Gud som den suveræne Hersker.

Som den suveræne har Jehova ret og myndighed til at overdrage regeringsmagt til andre. David blev indsat som konge over Israel, og Bibelen taler om ’Davids rige’ som om riget tilhørte ham. Men David anerkendte Jehova som den øverste Suveræn idet han sagde: „Dig, Jehova, tilhører storheden og styrken og hæderen og glansen og værdigheden; for alt i himmelen og på jorden er dit. Dig tilhører riget, Jehova, og du løfter dig som hoved over alle.“ — 1Kr 29:11.

Jordiske herskere. De jordiske herskere udøver deres begrænsede herredømme med den suveræne Herre Jehovas billigelse eller tilladelse. De har imidlertid ikke fået deres myndighed af ham og handler derfor ikke i kraft af guddommelige magtbeføjelser. Det fremgår af Åbenbaringen 13:1, 2, hvor det siges at det syvhovedede, tihornede vilddyr får ’sin magt og sin trone og stor myndighed’ af dragen, Satan Djævelen. — Åb 12:9; se DYR, SYMBOLSKE.

Selv om Gud har tilladt forskellige jordiske styreformer at komme og gå, er han dog den suveræne hersker. Det havde en jordisk konge med stor magt selv erfaret, og det fik ham til at sige følgende om Gud: „Hans herredømme er et varigt  herredømme, og hans rige varer generation efter generation. Og alle jordens beboere er for intet at regne, og han gør som han vil med himmelens hær og jordens beboere. Og der er ingen som kan holde hans hånd tilbage og sige til ham: ’Hvad gør du?’“ — Da 4:34, 35.

Så længe det er Guds vilje at tillade menneskeskabte regeringer at herske, gælder apostelen Paulus’ befaling til de kristne derfor stadig: „Lad enhver sjæl underordne sig de højere myndigheder, for der er ingen myndighed uden af Gud; de eksisterende myndigheder er af Gud anbragt i deres relative stillinger.“ Apostelen påpeger derefter at når sådanne regeringer straffer en der har gjort det onde, handler ’den højere myndighed’, det vil sige den der har magten (selv om denne ikke tror på eller tilbeder Jehova), indirekte i denne særlige egenskab som Guds tjener og lader vrede ramme den der øver det onde. — Ro 13:1-6.

Med hensyn til at disse myndigheder ’af Gud er anbragt i deres relative stillinger’, viser Bibelen at dette ikke betyder at Gud har dannet disse regeringer, eller at han giver dem sin støtte. Han har imidlertid ledet dem sådan at de har fremmet hans hensigt og gjort hans vilje med hensyn til hans tjenere på jorden. Moses sagde: „Da den Højeste gav nationerne en arvelod, da han skilte Adams sønner fra hinanden, fastsatte han folkenes grænser efter tallet på Israels sønner.“ — 5Mo 32:8.

Guds søn som konge. Efter at den sidste konge der sad på „Jehovas trone“ (1Kr 29:23) i Jerusalem, var blevet styrtet, fik profeten Daniel et syn der skildrede hvordan Guds egen søn en dag ville blive indsat som konge. Jehovas suveræne stilling fornemmes tydeligt idet han, som den gamle af dage, overdrager sin søn herredømme. Beretningen lyder: „Jeg så videre i nattesynerne, og se: Med himmelens skyer kom en der var som en menneskesøn, og han fik foretræde for den gamle af dage, og man førte ham frem foran ham. Og der blev givet ham herredømme og ære og kongemagt, og alle folkeslag, folkestammer og tungemål skal tjene ham; hans herredømme er et varigt herredømme der ikke skal forsvinde, og hans rige er et som ikke vil blive ødelagt.“ (Da 7:13, 14) Sammenholder man dette skriftsted med Mattæus 26:63, 64, kan der ikke være nogen tvivl om at ’menneskesønnen’ i Daniels syn er Jesus Kristus. Han får foretræde for Jehova og får overdraget herredømme. — Jf. Sl 2:8, 9; Mt 28:18.

Jehovas suverænitet anfægtes. Næsten lige så længe som der ifølge Bibelens kronologi har levet mennesker på jorden, har der også været ondskab på jorden. Alle mennesker dør, og synd og overtrædelse mod Gud tager bestandig til. (Ro 5:12, 15, 16) Eftersom Bibelen viser at Gud gav menneskene en fuldkommen start, må man spørge: Hvordan er synd, ufuldkommenhed og ondskab opstået? Og hvorfor har den almægtige Gud tilladt disse ting at fortsætte i århundreder? Svaret er at Guds suverænitet blev anfægtet eller udfordret, hvorved der blev rejst et afgørende stridsspørgsmål som også berørte menneskene.

Hvilken slags mennesker Gud ønsker som sine tjenere. Jehova har ved sine ord og handlinger gennem århundreder vist at han er en kærlig Gud som er rig på loyal hengivenhed, som holder fast ved ret og retfærdighed, og som viser barmhjertighed mod dem der søger at tjene ham. (2Mo 34:6, 7; Sl 89:14; se BARMHJERTIGHED; RETFÆRDIGHED.) Han er endda venlig mod de utaknemmelige og onde. (Mt 5:45; Lu 6:35; Ro 5:8) Det behager ham at udøve sit suveræne herredømme i kærlighed. — Jer 9:24.

Følgelig ønsker han mennesker i sit univers som tjener ham af kærlighed til ham og hans gode egenskaber. De må først elske Gud og derefter deres næste. (Mt 22:37-39) De må elske Jehovas suveræne herredømme; de må ønske det og foretrække det frem for ethvert andet herredømme. (Sl 84:10) Selv om de havde muligheden for at blive uafhængige, ville de vælge at være underlagt hans suverænitet, for de ved at hans herredømme er langt visere, retfærdigere og bedre end noget andet. (Es 55:8-11; Jer 10:23; Ro 7:18) Sådanne mennesker tjener ikke blot Gud af frygt for hans almagt eller af selviske grunde, men af kærlighed til hans visdom og retfærdighed og fordi de har lært hans storhed og loyale hengivenhed at kende. (Sl 97:10; 119:104, 128, 163) De udbryder med apostelen Paulus: „O dyb af Guds rigdom og visdom og kundskab! Hvor uransagelige hans domme og usporlige hans veje! For ’hvem har lært Jehovas sind at kende, eller hvem er blevet hans rådgiver?’ Eller: ’Hvem har givet ham noget først, så det skal gengældes ham?’ Fra ham og ved ham og til ham er jo alle ting. Ham tilkommer herligheden for evigt. Amen.“ — Ro 11:33-36.

Sådanne mennesker lærer Gud at kende, og virkelig at kende ham indebærer at man elsker ham og forbliver tro mod hans suveræne herredømme. Apostelen Johannes skrev: „Enhver som forbliver i samhørighed med ham øver ikke synd; enhver som øver synd har hverken set ham eller lært ham at kende,“ og: „Den som ikke elsker, har ikke lært Gud at kende, for Gud er kærlighed.“  (1Jo 3:6; 4:8) Jesus kendte sin Fader bedre end nogen anden, og han sagde: „Alt er blevet overgivet mig af min Fader, og ingen kender fuldt ud Sønnen, undtagen Faderen, ligesom heller ingen fuldt ud kender Faderen, undtagen Sønnen og enhver som Sønnen ønsker at åbenbare ham for.“ — Mt 11:27.

Nogle opdyrkede ikke kærlighed og værdsættelse. Da Jehovas suverænitet blev anfægtet eller udfordret, kom udfordringen følgelig fra en som, skønt han nød gavn af Guds suverænitet, ikke værdsatte sin viden om Gud og ikke gjorde noget for at lære Gud bedre at kende og derved opdyrke større kærlighed til ham. Denne oprører var en engel, en af Guds åndeskabninger. Da det første menneskepar, Adam og Eva, blev sat på jorden, så denne engel en mulighed for at rette et angreb mod Guds suverænitet. Først forsøgte han (og det lykkedes) at få Eva, og derefter Adam, til at ophøre med at underlægge sig Guds overherredømme. Hans håb var at grundlægge et rivaliserende herredømme.

Eva, som Satan først henvendte sig til, værdsatte ikke sin viden om sin Skaber og Gud, og hun havde ikke benyttet sig af den mulighed hun havde for at lære ham at kende. Hun lyttede til en laverestående skabnings, en slanges, stemme, som i virkeligheden kom fra en oprørsk engel. Der siges intet i Bibelen om at Eva blev overrasket da hun hørte slangen tale. Slangen var ifølge Bibelen „det forsigtigste af alle markens vilde dyr som Jehova Gud havde frembragt“. (1Mo 3:1) Det oplyses ikke om den spiste af den forbudte frugt fra „træet til kundskab om godt og ondt“ og derefter gav det udseende af at være blevet klog og i stand til at tale. Den oprørske engel der talte til Eva gennem slangen, gav hende (troede hun) mulighed for at blive uafhængig, at „blive som Gud og kende godt og ondt“, og det lykkedes ham at overbevise hende om at hun ikke ville dø. — 1Mo 2:17; 3:4, 5; 2Kor 11:3.

Heller ikke Adam viste værdsættelse af eller kærlighed til sin Skaber og Forsørger da han stod over for oprør i sin husstand. Han var ikke loyal nok til at forsvare sin Gud da han blev sat på prøve, men gav efter for Evas overtalelsesevne. Han mistede åbenbart tilliden til Gud og troen på at Han var i stand til at give sine loyale tjenere alt godt. (Jf. Jehovas ord til David efter synden med Batseba, ifølge 2Sa 12:7-9.) Adam blev øjensynlig også fortørnet på Jehova, som det fremgår af hans svar da Jehova udspurgte ham angående hans synd: „Kvinden som du satte hos mig, hun gav mig frugt fra træet, og så spiste jeg.“ (1Mo 3:12) I modsætning til Eva troede han ikke på slangens løgn om at han ikke ville dø, men både Adam og Eva slog med overlæg ind på uafhængighedens vej og gjorde oprør mod Gud. — 1Ti 2:14.

Adam kunne ikke sige: „Jeg prøves af Gud.“ Derimod trådte dette princip i kraft: „Hver enkelt prøves ved at blive draget og lokket af sit eget begær. Når så begæret har undfanget, føder det synd; og når synden er fuldbyrdet, frembringer den død.“ (Jak 1:13-15) De tre oprørere — engelen, Eva og Adam — brugte således den frie vilje som Gud havde skænket dem, til at give afkald på deres syndfrihed og slå ind på den overlagte synds vej. — Se FULDKOMMENHED; SYND.

Hvad stridsspørgsmålet drejer sig om. Hvad lå der i den udfordring som engelen (der senere blev kaldt Satan Djævelen) fremsatte, og som Adam støttede med sin oprørske handling? Var det en udfordring af selve Jehovas overhøjhed? Var det selve eksistensen af Guds suverænitet der blev rejst tvivl om? Var Guds suverænitet truet? Nej, for det står fast at Jehova sidder inde med den øverste magt og myndighed, og den kan ingen i himmelen eller på jorden tage fra ham. (Ro 9:19) Det der blev anfægtet, må derfor have været retmæssigheden af Guds suverænitet, det vil sige om det var med rette, retfærdigt og fortjent at Gud udøvede sit suveræne herredømme — om hans herredømme blev udøvet på en værdig måde, om det var retfærdigt og til gavn for hans undersåtter. Det fremgår af spørgsmålet til Eva: „Er det virkelig rigtigt at Gud har sagt I ikke må spise af hvert eneste træ i haven?“ Slangen antydede her at et sådant forbud var utroligt — at Gud havde pålagt menneskene unødige begrænsninger og forholdt dem noget som rettelig tilkom dem. — 1Mo 3:1.

Hvad var „træet til kundskab om godt og ondt“?

Ved at tage af frugten på „træet til kundskab om godt og ondt“ gjorde Adam og Eva oprør. Som den universelle Suveræn var Skaberen i sin fulde ret til at opstille en lov vedrørende træet, for Adam, der var skabt af Gud og ikke var suveræn, havde sine begrænsninger, og det måtte han anerkende. For at freden og harmonien i universet kunne bevares, måtte alle fornuftbegavede skabninger anerkende og støtte Skaberens suverænitet. Adam kunne vise at han anerkendte dette ved at afholde sig fra at spise af frugten af dette træ. Som kommende stamfader til hele menneskeslægten på jorden måtte han vise sig lydig og  loyal, selv i små ting. Princippet var: „Den der er trofast i det mindste, er også trofast i meget, og den der er uretfærdig i det mindste, er også uretfærdig i meget.“ (Lu 16:10) Adam var i stand til at vise en sådan fuldkommen lydighed. Der var tydeligvis ikke noget galt med frugten i sig selv. (Det forbudte var ikke kønslig forbindelse, for Gud havde befalet menneskene at ’fylde jorden’. [1Mo 1:28] Det var, som Bibelen siger, frugten af et bogstaveligt træ.) Hvad træet repræsenterede, udtrykkes godt i en fodnote til 1 Mosebog 2:17 i Jerusalem-Bibelen fra 1966:

„Denne kundskab er et privilegium, Gud har forbeholdt sig selv, og som mennesket tilriver sig ved at synde (3,5.22). Det er altså ikke alvidenhed, det faldne menneske må være foruden, ej heller moralsk dømmekraft, som det besad allerede, før det syndede, og som Gud ikke kan unddrage en skabning, han har udstyret med fornuft. Men hvad det må savne, er evnen til selv at afgøre, hvad der er godt, og hvad der er ondt, og så handle i overensstemmelse dermed. Ved at gøre fordring på moralsk uafhængighed fornægter mennesket sin status som skabning. Den første synd var et attentat på Guds suverænitet, altså en hovmodssynd.“ — Bibelkommentar, København 1968, bd. 1, s. 14.

Guds tjenere anklaget for selviskhed. En anden side af stridsspørgsmålet fremgår af Satans ord til Gud om den trofaste Job. Satan sagde: „Er det for intet Job frygter Gud? Har du ikke sat hegn rundt om ham og hans hus og alt hvad han ejer? Hans hænders værk har du velsignet, og hans hjorde breder sig i landet. Men til en forandring: ræk engang din hånd ud og rør ved alt hvad han ejer, og se om han ikke vil forbande dig lige op i dit ansigt.“ Og senere påstod han: „Hud for hud; et menneske giver alt hvad han har, for sin sjæl.“ (Job 1:9-11; 2:4) Satan anklagede altså Job for ikke at tjene Gud af hjertet, men kun at adlyde ham af selviske, materialistiske grunde. Derved kritiserede Satan både Guds suverænitet og Guds tjeneres lydighed mod hans suverænitet. Han påstod i virkeligheden at der ikke kunne sættes noget menneske på jorden som ville bevare sin uangribelighed over for Jehovas suverænitet hvis han, Satan, fik lov at sætte vedkommende på prøve.

Jehova tillod at stridsspørgsmålet blev prøvet. Ikke fordi han tvivlede på at hans eget suveræne herredømme var retfærdigt. Han behøvede ikke at bevise noget over for sig selv. Men af kærlighed til sine fornuftbegavede skabninger afsatte han tid til at sagen kunne blive afgjort. Han tillod at menneskene blev prøvet af Satan over for hele universet. Og han gav sine skabninger mulighed for at bevise at Djævelen var en løgner, og for at rense ikke blot Guds navn, men også deres eget. Satan var i sin selviske indstilling blevet ’overgivet til en sindstilstand Gud ikke synes om’. (Ro 1:28) Ved sin henvendelse til Eva handlede han tydeligvis selvmodsigende. Han anklagede Gud for at udøve sit suveræne herredømme på en uretfærdig, uretmæssig måde og regnede åbenbart samtidig med Guds retfærdighed: at Gud ville føle sig forpligtet til at lade ham leve hvis han kunne bevise sin påstand om at Guds skabninger var troløse.

Vigtigt at spørgsmålet afgøres. Det er af stor betydning for alle at dette stridsspørgsmål afgøres, for det angår deres forhold til Guds suverænitet. Når først det er afgjort, vil man aldrig behøve at tage det op igen. Jehova ønskede åbenbart at alle aspekter i forbindelse med spørgsmålet skulle belyses og gøres grundigt kendt så alle kunne forstå dem. Den måde han greb sagen an på, skaber tillid til hans uforanderlighed og styrker hans suveræne stilling, sådan at alle som vælger at underlægge sig ham, gør det med endnu større glæde og overbevisning. — Jf. Mal 3:6.

Et moralsk spørgsmål. Som det fremgår af det foregående, er det ikke et spørgsmål om magt, om ren og skær styrke. Det er i første række et moralsk spørgsmål. Men eftersom Gud er usynlig og Satan har gjort alt for at forblinde menneskene, er Jehovas magt og endda hans eksistens undertiden blevet draget i tvivl. (1Jo 5:19; Åb 12:9) Mennesker har misforstået grunden til Guds venlighed og tålmodighed og er blevet mere oprørske. (Præ 8:11; 2Pe 3:9) Af den grund har det krævet tro, og også medført lidelser, at tjene Gud i uangribelighed. (He 11:6, 35-38) Det er imidlertid Jehovas hensigt at gøre sin suverænitet og sit navn kendt for alle. I Ægypten sagde han til Farao: „Netop af denne grund har jeg ladet dig bestå: for at vise dig min magt og for at få mit navn forkyndt på hele jorden.“ (2Mo 9:16) Gud har også ladet denne verden og dens gud, Satan Djævelen, eksistere en tid og fremture i deres ondskab, indtil den fastsatte tid da de skal tilintetgøres. (2Kor 4:4; 2Pe 3:7) Salmisten bad en profetisk bøn om at folk måtte „vide at du, hvis navn er Jehova, du alene er den Højeste over hele jorden“. (Sl 83:18) Jehova selv har svoret: „For mig vil hvert knæ bøje sig, til mig vil hver tunge aflægge edsløfte og sige: ’Ja, ved Jehova er der retfærdighed og styrke.’“ — Es 45:23, 24.

Spørgsmålets rækkevidde. Hvor vidtrækkende var stridsspørgsmålet? Eftersom mennesket  var blevet forledt til at synde, og eftersom en engel havde syndet, var spørgsmålet så omfattende at det berørte Guds himmelske skabninger, ja selv Guds enestefødte søn, den der stod Jehova Gud nærmest. Denne søn, der altid gjorde hvad Faderen syntes om, ville være meget opsat på at hævde Jehovas suverænitet. (Joh 8:29; He 1:9) Gud valgte ham til denne opgave og sendte ham til jorden, hvor han blev født som et drengebarn af jomfruen Maria. (Lu 1:35) Han var fuldkommen, og han bevarede sin fuldkommenhed og uangribelighed livet igennem, indtil han led en vanærende død. (He 7:26) Før sin død sagde han: „Nu fældes der dom over denne verden; nu vil denne verdens hersker blive kastet ud.“ Og: „Jeg skal ikke tale meget med jer mere, for verdens hersker kommer. Og han har ikke noget tag i mig.“ (Joh 12:31; 14:30) Satan kunne ikke få noget tag i ham og således bryde hans uangribelighed; han var kommet til kort og var blevet dømt, og han kunne nu kastes ud. Jesus havde „besejret verden“. — Joh 16:33.

Jesus Kristus ophøjer Gud. Jesus Kristus beviste således til fuldkommenhed at Djævelen var en løgner, og besvarede til fulde spørgsmålet om hvorvidt noget menneske vil være trofast mod Gud uanset hvilke prøvelser og trængsler det udsættes for. Jesus blev derfor udpeget af den suveræne Gud til at fuldbyrde hans hensigt og fjerne alt ondt, dermed også Djævelen, fra universet. Han vil udøve denne myndighed, og ’hvert knæ skal bøje sig og hver tunge åbent anerkende at Jesus Kristus er Herre til ære for Gud, Faderen’. — Flp 2:5-11; He 2:14; 1Jo 3:8.

Med den myndighed Sønnen har fået overdraget, hersker han i sin Faders navn og gør al regering og al myndighed og magt der modstår Jehovas suverænitet, til intet. Apostelen Paulus åbenbarer at Jesus Kristus derefter vil vise Jehovas suverænitet den største anerkendelse, for „når alt er blevet ham underlagt, så vil også Sønnen selv underlægge sig Ham der har underlagt ham alt, for at Gud kan være alt for alle“. — 1Kor 15:24-28.

Åbenbaringens Bog viser at når Kristus har hersket i tusind år, hvori han nedkæmper enhver myndighed der forsøger at bestride Jehovas suverænitet, vil Djævelen blive løsladt en kort tid. Djævelen vil forsøge at rejse stridsspørgsmålet på ny, men der vil ikke blive ofret lang tid på sagen, da den allerede er afgjort. Satan og de der følger ham, vil blive udslettet fuldstændigt. — Åb 20:7-10.

Andre med til at ophøje Jehova. Skønt Kristus med sin trofasthed til fulde beviste at Gud havde ret i stridsspørgsmålet, får andre også lov til at være med til dette. (Ord 27:11) Apostelen Paulus forklarer hvad Kristi uangribelighed og hans offerdød udvirker: „Følgen for mennesker af alle slags [er], ved én retfærdiggørelseshandling, blevet at de erklæres retfærdige til liv.“ (Ro 5:18) Kristus er blevet gjort til hoved for et ’legeme’, en menighed (Kol 1:18), hvis medlemmer ligesom han bevarer deres uangribelighed til døden, og han glæder sig over at de som hans medarvinger bliver konger sammen med ham i Riget. (Lu 22:28-30; Ro 6:3-5; 8:17; Åb 20:4, 6) Fortidens trofaste som så frem til Guds foranstaltning, bevarede deres uangribelighed selv om de var ufuldkomne. (He 11:13-16) Og de mange andre der til sidst vil anerkende og bøje knæ for Kristus, vil også gøre det i oprigtig anerkendelse af Guds retfærdige og retmæssige suverænitet. Som salmisten profetisk sang: „Lad alt hvad der ånder lovsynge Jah. I skal lovsynge Jah!“ — Sl 150:6.