En person der kan bevæge sig fremad i vandet ved at bruge arme og ben. Det var almindeligt at folk i oldtiden kunne svømme. (Ez 47:5; Apg 27:42, 43) I en gammelægyptisk tekst nævner en fader at hans børn modtog svømmeundervisning, og på assyriske relieffer ses krigere der svømmer, ofte ved hjælp af oppustede dyrehuder.

For fiskere var det nødvendigt at kunne svømme. Når de fiskede med vod, måtte de nu og da dykke ned i vandet for at trække voddets underkant, hvortil der var fæstet lodder, sammen så der dannedes en bund i voddet. Fiskeren Peter var øjensynlig god til at svømme (Joh 21:7, 8), men da han gik på vandet og begyndte at synke, råbte han dog til Jesus om at redde ham. Det skyldtes sandsynligvis den usædvanligt stærke bølgegang og Peters egen angst. — Mt 14:27-31.

I en profeti mod Moab hentydede Esajas til en svømmers bevægelser da han sagde: „Jehovas hånd kommer til at hvile på dette bjerg, men Moab skal trædes ned på sit eget sted, som når en halmdynge trædes ned i en mødding. Og Han skal brede sine hænder ud midt i det, som når en svømmer breder sine hænder ud for at svømme, og han skal ydmyge dets hovmod med sine hænders kunstgreb.“ (Es 25:10, 11) Ifølge denne oversættelse og gengivelsen i den græske Septuaginta er det Jehova der breder sine hænder ud mod Moab for at tildele det nogle ødelæggende slag. Ifølge en anden læsemåde er det imidlertid Moab der svømmer. I den danske autoriserede oversættelse af 1992 står der for eksempel: „Herrens hånd hviler på dette bjerg. Moab skal trædes ned, som halm trædes ned i en mødding; dér skal de brede armene ud, som man gør, når man svømmer. Men Herren ydmyger deres hovmod, selv om de fægter med armene.“