[hebr.: tinsjæʹmæth].

En stor, elegant vandfugl med en lang, slank, krum hals. Svanen kan opnå en vægt på 18 kg og et vingefang på ca. 2,5 m.

Det hebraiske navn (tinsjæʹmæth), der findes i listen over urene flyvende skabninger (3Mo 11:13, 18; 5Mo 14:12, 16), kommer af et rodord der betyder „at gispe“. (Es 42:14) Det kan sigte til den høje hvæsen svanen frembringer når den bliver ophidset eller vred, og oversættes med „svane“ i flere oversættelser (Ka, Li, NV, KJ, Ro). Denne gengivelse kan føres tilbage til den latinske Vulgata-oversættelse, hvori Hieronymus gengav det hebraiske tinsjæʹmæth (i 3Mo 11:18) med det latinske cycnus (svane). I den ældre græske Septuaginta står der her „violet blishøne“ (gr.: porfyriʹon), der åbenbart sigter til sultanhønen (Porphyrio porphyrio). Begge disse gamle oversættelser gengiver imidlertid tinsjæʹmæth med „ibis“ i 5 Mosebog 14:16, hvilket vidner om oversætternes usikkerhed.

Skønt svanen forekommer i Palæstina, er den ikke almindelig der nu. Af den grund og fordi svanen hovedsagelig er planteæder, foretrækker mange af nutidens oversættere at identificere tinsjæʹmæth med „vandhønen“ (RS, Mo), „sløruglen“ (DA92), „ibisen“ (JB) og andre fugle der vides at være kødædende eller ådselædere. Atter andre oversættelser har blot valgt at translitterere det hebraiske ord og gengive det med „tinsjemetfuglen“ (DA31). At svaner i vor tid er sjældne i Palæstina, betyder dog ikke nødvendigvis at de ikke var mere almindelige der før i tiden. At visse fugle blev betragtet som urene fordi de var rovfugle eller ådselædere, er desuden kun en formodning som ikke udtrykkes direkte i Bibelen.

Svanen lever normalt af frø, rødder af vandplanter og orm, men kan efter sigende også æde skaldyr.