Også kaldet leviratsægteskab; den skik at en mand gifter sig med sin afdøde broders kone hvis hun ingen sønner har, for at sætte børn i verden der kan videreføre broderens slægt. Det hebraiske udsagnsord javamʹ, der betyder „at indgå svogerægteskab“, er beslægtet med ordene for „svoger“ og „svigerinde (broders enke)“. — 1Mo 38:8; 5Mo 25:5, fdn.; 25:7.

Loven om svogerægteskab i 5 Mosebog 25:5, 6 lyder: „Når flere brødre bor sammen og en af dem dør uden at have en søn, skal den afdødes hustru ikke blive en fremmed mands, uden for slægten. Hendes svoger skal komme til hende og tage hende til hustru og indgå svogerægteskab med hende. Og den første som hun føder, skal da have den afdøde broders navn, for at hans navn ikke skal blive udslettet af Israel.“ Dette gjaldt uden tvivl uanset om den overlevende broder var gift eller ej.

Jehova er den som „enhver slægt i himmelen og på jorden skylder sit navn“. (Ef 3:15) Han viser omsorg for bevarelsen af en families navn og slægtslinje. Princippet om svogerægteskab blev fulgt i den patriarkalske tid og blev senere optaget i den lovpagt der blev indgået med Israel. Kvinden skulle „ikke blive en fremmed mands, uden for slægten“, det vil sige hun skulle ikke gifte sig med en der ikke tilhørte samme slægt. Når hendes svoger indgik ægteskab med hende, skulle deres førstefødte ikke bære hans, men den afdøde mands navn. Det betød ikke nødvendigvis at barnet blev opkaldt efter den afdøde, men at det videreførte slægtslinjen, og at arvelodden forblev i den afdøde mands husstand.

Vendingen „når flere brødre bor sammen“ betød sikkert ikke at de boede i samme hus, men blot at de boede i nærheden af hinanden. Misjna (Jevamot 2:1, 2) siger dog at det ikke betød i samme område, men på samme tid. Hvis de boede langt fra hinanden, ville det imidlertid være vanskeligt for en mand at passe både sin egen og sin afdøde broders arvelod indtil det blev muligt for en arving at gøre det. Familiernes arvelodder lå dog normalt i samme område.

 Et eksempel på hvordan man praktiserede svogerægteskab i patriarktiden, findes i beretningen om Juda. Juda tog en hustru, Tamar, til sin førstefødte søn, Er, men Er var slet i Jehovas øjne, og Jehova lod ham dø. „Da sagde Juda til [Ers broder] Onan: ’Gå ind til din broders hustru og indgå svogerægteskab med hende og oprejs afkom til din broder.’ Men da Onan vidste at afkommet ikke ville blive hans, spildte han, hver gang han gik ind til sin broders hustru, sin sæd på jorden for ikke at give sin broder afkom.“ (1Mo 38:8, 9) Eftersom Onan nægtede at gøre sin pligt i forbindelse med ordningen vedrørende svogerægteskab, lod Jehova også ham dø. Juda bad da Tamar om at vente indtil hans tredje søn, Sjela, blev voksen. Han lod imidlertid ikke Sjela gøre sin pligt og gifte sig med Tamar.

Efter at Judas hustru var død, styrede Tamar begivenhederne sådan at hendes svigerfader kom til at give hende en arving. Hun forklædte sig idet hun tog et sjal på og tilslørede sig, og satte sig ved en vej hvor hun vidste at Juda ville komme forbi. Juda antog hende for at være en skøge og havde omgang med hende. Tamar fik et pant af ham som bevis for deres forhold, og da sandheden kom frem, bebrejdede Juda hende ikke noget, men erklærede at hun var mere retfærdig end han. Ifølge beretningen havde Juda ikke yderligere omgang med hende efter at han havde fundet ud af hvem hun var. På denne måde kom Juda selv, uden at vide det, til at give Er en arving gennem sin svigerdatter. — 1Mo 38.

Hvis en mand under Moseloven ikke ville gøre sin pligt og indgå svogerægteskab med sin broders enke, skulle hun underrette byens ældste om sagen. Manden skulle så træde frem for dem og sige at han ikke ønskede at gifte sig med hende. Enken skulle derpå tage hans sandal af og spytte ham i ansigtet, og derefter skulle hans navn i Israel være „den sandalløses hus“, et udtryk der var til skam og skændsel for hans husstand. — 5Mo 25:7-10.

Baggrunden for den skik at tage sandalen af kan være at den der tog et stykke jord i besiddelse, gjorde sin ejendomsret gældende ved at betræde det med sine sandaler. Ved at tage sin sandal af og række den til en anden i overværelse af de ældste der virkede som vidner i byporten, gav man afkald på sit krav og sin ejendom. — Rut 4:7.

Ruts Bog kaster yderligere lys over denne praksis. En mand af Judas stamme ved navn Elimelek og begge hans sønner døde og efterlod No’omi og hendes to svigerdøtre som enker. En mand der i Bibelen kaldes „NN“, var en nær slægtning af Elimelek, måske hans broder. Som nærmeste slægtning var han den såkaldte go’elʹ, eller genløser. Han vægrede sig imidlertid ved at gøre sin pligt og tog sin sandal af og gav den øjensynlig til Boaz, der så var den nærmeste slægtning med ret til at genløse. Boaz købte derpå Elimeleks jord og fik derved No’omi til hustru, men da hun var for gammel til at få børn, var det svigerdatteren Rut, som også var enke, der blev Boaz’ hustru og fødte et barn som kunne føre Elimeleks navn videre. Da barnet, der kom til at hedde Obed, var blevet født, sagde nabokonerne: „Der er født No’omi en søn,“ idet de betragtede barnet som søn af Elimelek og No’omi. At Boaz og Rut udførte en tjeneste for Jehova, fremgår af at det navn de gav deres søn, betyder „tjener“, „en der tjener“. Jehova velsignede denne ordning, for Obed blev stamfader til David og på denne måde et led i den slægtslinje der førte frem til Jesus Kristus. — Rut 4.

Ifølge loven om arv af ejendom tilfaldt retten til at indgå svogerægteskab den nærmeste mandlige slægtning, det vil sige den ældste broder, andre brødre efter alder, derefter faderens brødre og så videre. (4Mo 27:5-11) Af det der siges i Mattæus 22:23-28 og Lukas 20:27-33, fremgår det at pligten til at indgå ægteskab med den barnløse mands enke overgik fra én broder til den næste hvis de efterhånden døde. En yngre broder kunne øjensynlig ikke komme før en ældre medmindre denne nægtede at udføre sin pligt.