Et gult, ikkemetallisk grundstof der forekommer frit eller sammen med andre stoffer i sulfid- og sulfatforbindelser. Dets smeltepunkt er usædvanlig lavt, 113° C. Det er letantændeligt og brænder med en svagt blå flamme. Ved forbrændingen udvikles svovldioxid, der har en stikkende lugt.

Den første historiske henvisning til svovl findes i beretningen om hvordan de ugudelige byer Sodoma og Gomorra blev ødelagt med en regn af ild og svovl. (1Mo 19:24; Lu 17:29) På grundlag af geologiske undersøgelser mener nogle at denne katastrofe, der kom som en straf fra Jehova, kan være indtruffet i form af et vulkanudbrud i den sydlige del af Det Døde Hav, hvilket kunne forklare at der i dag findes store mængder af svovl i området.

Det menes at man tilsatte svovl til den ild der altid brændte i Hinnoms Dal (Gehenna) umiddelbart uden for det gamle Jerusalems mure, hvorved man hævede forbrændingstemperaturen og gjorde stedet til en slags forbrændingsanstalt for byen.

 Efter Sodomas og Gomorras ødelæggelse med ild og svovl i 1919 f.v.t. nævner Bibelen flere gange svovlets letantændelighed. (Es 30:33; 34:9; Åb 9:17, 18) Svovl bruges som symbol på en gennemgribende ødelæggelse. (5Mo 29:22, 23; Job 18:15) Når der er tale om en fuldstændig tilintetgørelse, nævnes „ild og svovl“ sammen. (Sl 11:6; Ez 38:22; Åb 14:9-11) Der siges i Bibelen at Djævelen vil blive „kastet i ild- og svovlsøen“, et træffende billede på fuldstændig tilintetgørelse, „den anden død“. — Åb 19:20; 20:10; 21:8.