I den græske Septuaginta bliver de to ord ekklēsiʹa, der betyder „forsamling“ eller „menighed“, og synagōgēʹ, der betyder „sammenføren“, „samling“, brugt synonymt. Efterhånden kom ordet „synagoge“ til at betegne det sted eller den bygning hvor menigheden forsamledes. Men det mistede ikke helt sin oprindelige betydning, for det der blev kaldt Den Store Synagoge, var ikke en stor bygning, men en forsamling  af ansete lærde som tillægges æren for at have fastlagt De Hebraiske Skrifters kanon for de palæstinensiske jøder. Denne institution menes at være opstået på Ezras eller Nehemias’ tid og at være fortsat indtil tiden for Det Store Sanhedrin, omkring det 3. århundrede f.v.t. Jakob bruger det græske ord i betydningen et kristent møde eller en offentlig forsamling. — Jak 2:2.

I Åbenbaringen 2:9 og 3:9 bliver ordet brugt om en forsamling der beherskes af Satan. Der tales også om „De Frigivnes“ synagoge. — Apg 6:9; se FRI, FRIGIVEN.

Man ved ikke nøjagtig hvornår synagogerne opstod, men det ser ud til at være sket i løbet af de 70 års landflygtighed i Babylon da der ikke var noget tempel, eller kort efter hjemkomsten derfra, efter at præsten Ezra havde lagt så stor vægt på at man skulle kende Moseloven.

På Jesu tid havde enhver by af en vis størrelse i Palæstina sin egen synagoge. De større byer havde flere, og Jerusalem havde mange. Bibelen omtaler endda en synagoge der blev bygget til jøderne af en romersk centurion. (Lu 7:2, 5, 9) Ruinerne af en af de bedst bevarede synagoger er udgravet i Tell Hum (Kefar Nahum), som formentlig svarer til det gamle Kapernaum. Denne bygning, der oprindelig havde to etager, dateres til et tidspunkt mellem slutningen af det 2. århundrede e.v.t. og begyndelsen af det 5. århundrede e.v.t. Den er opført oven på resterne af en tidligere synagoge som stammer fra det 1. århundrede e.v.t. Denne tidligere synagoge, der for nylig er blevet delvis udgravet, var 24,2 m lang og 18,5 m bred.

De gamle synagoger havde et sted til opbevaring af skriftruller. Den ældste skik var øjensynlig af sikkerhedsgrunde at opbevare rullerne enten uden for hovedbygningen eller i et separat rum. Siden blev rullerne opbevaret i en transportabel kiste, eller ark, der blev stillet frem under gudstjenesten. I de senere synagoger blev arken gjort til en del af selve bygningens indretning idet den blev indbygget i eller anbragt på en af væggene. Ved siden af arken og med front mod menigheden var der siddepladser til synagogens forstandere og fornemme gæster. (Mt 23:6) Loven blev oplæst fra en forhøjning der traditionelt var anbragt midt i synagogen. På de tre sider var der siddepladser eller bænke til forsamlingen, og muligvis var der en særskilt afdeling til kvinderne. Det ser ud til at bygningens orientering blev anset for vigtig, og at man tilstræbte at deltagerne i gudstjenesten kom til at sidde med ansigtet mod Jerusalem. — Jf. Da 6:10.

Gudstjenesteordningen. Synagogen var et sted hvor der blev undervist, ikke et sted hvor der blev bragt ofre. Ofrene blev udelukkende bragt i templet. Det ser ud til at gudstjenesten i synagogen bestod af lovprisning, bøn, recitation og oplæsning af Skrifterne samt udlægning og formaning eller forkyndelse. Lovprisningen byggede på Salmerne. Bønnerne, der i nogen udstrækning blev taget fra Skrifterne, blev med tiden lange og ritualistiske og blev ofte fremsagt på skrømt eller for et syns skyld. — Mr 12:40; Lu 20:47.

Et element i synagogegudstjenesten var recitationen af Sjema, der kan betegnes som den jødiske trosbekendelse. Denne bøn har fået sit navn efter det første ord i det første af de skriftsteder der udgør bønnen: „Hør [Sjema‛ʹ], Israel: Jehova vor Gud er én Jehova.“ (5Mo 6:4) Den vigtigste del af gudstjenesten var oplæsningen af Toraen (Pentateuken), der fandt sted mandag, torsdag og hver sabbat. I mange synagoger var oplæsningen inddelt sådan at man læste hele Loven igennem på et år; i andre tog det tre år. Det var fordi man lagde så stor vægt på oplæsningen af Toraen at disciplen Jakob kunne sige til medlemmerne af det styrende råd i Jerusalem: „Fra gammel tid har Moses i by efter by haft nogle der forkynder ham, idet han oplæses i synagogerne hver sabbat.“ (Apg 15:21) Misjna (Megillah 4:1, 2) nævner at man også læste uddrag af Profeterne, de såkaldte Haftaroth, og knyttede en forklaring til. Da Jesus gik ind i synagogen i sin hjemby, Nazaret, rakte man ham en af skriftrullerne med Haftaroth, som han læste op af, hvorefter han knyttede en udlægning til, som det var skik og brug. — Lu 4:17-21.

Efter oplæsningen af Toraen og Haftaroth og den efterfølgende udlægning kom forkyndelsen eller formaningen. Vi læser at Jesus forkyndte og underviste i synagogerne i hele Galilæa. Og Lukas fortæller at det var „efter oplæsningen af Loven og Profeterne“ at Paulus og Barnabas blev indbudt til at tale eller forkynde. — Mt 4:23; Apg 13:15, 16.

Paulus’ forkyndelse. Efter oprettelsen af den kristne menighed på pinsedagen i år 33 forkyndte apostlene, og især Paulus, meget i synagogerne. Når Paulus kom til en by, gik han som regel først hen i synagogen og forkyndte dér, så jøderne fik lejlighed til at høre den gode nyhed om Riget først, og derefter gik han til hedningerne. I nogle tilfælde brugte han temmelig lang tid i synagogen og forkyndte der flere sabbatter. I Efesus underviste han i synagogen i  tre måneder, og da budskabet mødte modstand, skilte han de troende disciple ud og fortsatte undervisningen i Tyrannus’ skolesal i omkring to år. — Apg 13:14; 17:1, 2, 10, 17; 18:4, 19; 19:8-10.

Paulus benyttede ikke de jødiske synagoger som mødesteder for kristne menigheder. Han holdt heller ikke søndagsmøder, for han gik ind i synagogerne på den jødiske sabbat, som faldt om lørdagen, for at forkynde for jøderne, der forsamledes den dag.

Ligheder med den kristne menighedsordning. Det var ikke vanskeligt for de første jødekristne at holde ordensprægede og belærende bibelstudiemøder, for de havde mønsteret fra synagogerne som de var kendt med. Der er mange lighedspunkter mellem de to ordninger. Hverken i den jødiske synagoge eller i den kristne menighed havde man en særskilt gejstlighed eller en præst der forestod gudstjenesten. I synagogen kunne enhver from jøde læse op og udlægge det oplæste. I den kristne menighed skulle alle aflægge en offentlig bekendelse og anspore til kærlighed og gode gerninger, men det skulle ske på en ordnet måde. (He 10:23-25) I synagogen underviste kvinderne ikke og udøvede ikke myndighed over mændene; det gjorde de heller ikke i den kristne menighed. I Første Korintherbrev, kapitel 14, gives instruktioner for møderne i den kristne menighed, og det er tydeligt at de minder meget om den fremgangsmåde man fulgte i synagogerne. — 1Kor 14:31-35; 1Ti 2:11, 12.

Synagogerne havde forstandere og tilsynsmænd; det havde de kristne menigheder også. (Mr 5:22; Lu 13:14; Apg 20:28; Ro 12:8) Synagogerne havde også tjenere, og det samme havde de kristne menigheder. I synagogen var der en der blev kaldt den sendte eller sendebudet, og selv om der ikke findes noget modstykke til dette i den historiske beretning om den første kristne menighed, forekommer en lignende betegnelse, nemlig „engel“, i de budskaber Jesus Kristus sendte til de syv menigheder i Lilleasien. — Lu 4:20; 1Ti 3:8-10; Åb 2:1, 8, 12, 18; 3:1, 7, 14.

Synagogerne tjente også i andre henseender som en forløber for de kristne forsamlinger: De lokale synagoger anerkendte Sanhedrinet i Jerusalem som en overordnet myndighed, ligesom de kristne menigheder anerkendte det styrende råd i Jerusalem, som det klart fremgår af beretningen i Apostelgerninger, kapitel 15. Ingen af stederne blev der optaget kollekt, og alligevel blev der begge steder givet bidrag til forsamlingen og dens tjenere og de fattige. — 2Kor 9:1-5.

Begge tjente også som domstole. Synagogen var det sted hvor mindre retssager mellem jøder blev behandlet og afgjort. Svarende hertil anbefaler apostelen Paulus at de kristne lader de modne i menigheden afgøre sager mellem kristne i stedet for at gå til verdslige domstole med sådanne uoverensstemmelser. (1Kor 6:1-3) Mens der under synagogeordningen kunne idømmes pryglestraf, var straffen i den kristne menighed begrænset til irettesættelser. Den strengeste forholdsregel der kunne tages mod en overtræder i den kristne menighed, var ligesom i synagogen udstødelse af menigheden. — 1Kor 5:1-8, 11-13; se MENIGHED; UDSTØDELSE.

Jesus forudsagde at hans disciple ville blive pisket i synagogerne (Mt 10:17; 23:34; Mr 13:9), og at de ville blive udstødt. (Joh 16:2) Nogle af jødernes ledere troede på Jesus, men af frygt for at blive udstødt af den jødiske menighed ville de ikke åbent anerkende ham. (Joh 12:42) En mand som Jesus havde helbredt for medfødt blindhed, blev udstødt af jøderne fordi han aflagde vidnesbyrd om Jesus. — Joh 9:1, 34.