Området fra Libanonbjergene i vest til Mesopotamien i øst og fra Taurusbjergene i nord til Palæstina og Den Syriske Ørken i syd. I De Hebraiske Skrifter kaldes området Aram. — 2Kg 5:20; Lu 4:27; se ARAM, 5.

På apostlenes tid var Syrien den romerske provins som Pompejus underlagde riget i år 64 f.v.t. Denne provins omfattede en stor del af det gamle aramaiske område, og landshøvdingen i Syrien havde også myndighed over Palæstina. Ved tiden for Jesu fødsel blev Syrien styret af kejser Augustus’ legat, landshøvdingen Quirinius, hvis residens lå i provinshovedstaden Antiochia ved Orontesfloden, Romerrigets tredjestørste by. (Lu 2:1, 2) Skønt Jesus begrænsede sin tjeneste til Palæstina, kom rygtet om hans undergerninger „ud i hele Syrien“. — Mt 4:24.

Da de kristne i Jerusalem blev spredt på grund af forfølgelsen efter Stefanus’ død, bragte nogle af dem den gode nyhed til Syriens hovedstad, Antiochia. Først blev der forkyndt for jøderne i byen, og senere for andre nationaliteter. Både Barnabas og Paulus var med til at opbygge menigheden i Antiochia. Det var i denne b at „disciplene ved guddommeligt forsyn for første gang blev kaldt kristne“. — Apg 11:19-26; Ga 1:21.

Da der i kejser Claudius’ regeringstid, omkring år 46, indtraf en stor hungersnød, sendte de kristne i og omkring Antiochia hjælp med Barnabas og Paulus til deres brødre i Jerusalem. (Apg 11:27-30) Brevet om omskærelsen som blev udsendt af apostlene og de ældste i Jerusalem, var i første række stilet til menighederne i Antiochia og Syrien og naboområdet Kilikien. (Apg 15:23) I de år Paulus rejste meget rundt som missionær, benyttede han Antiochia i Syrien som sit udgangspunkt. — Apg 15:40, 41; 18:18; 20:3; 21:3; Ga 2:11.