Det at behandle den afhøstede sæd så man skiller kernerne fra strået og avnerne. Hvis man sankede på markerne og kun havde lidt at tærske, eller hvis kernerne var små, som ved kommen, eller hvis man i farefulde tider måtte tærske i hemmelighed, brugte man en stav eller plejl til at slå kernerne ud med, enten på jorden eller i en vinperse. — Dom 6:11; Rut 2:17; Es 28:27.

Normalt tærskede man imidlertid på en tærskeplads. Pladsen lå som regel højt, udsat for vinden, og bestod af en jævn, stenlagt eller hårdt stampet, cirkelrund flade som var op til 15 m i diameter. De tærskepladser der ikke var privatejede, lå ofte samlet i nærheden af en landsby og var til fælles brug.

Negene af byg eller hvede (de almindeligste kornsorter i Palæstina) blev bredt ud på pladsen (i dag som regel i et lag på 30-45 cm), hvorefter man lod okser eller andre dyr gå rundt og rundt på pladsen indtil stråene var søndertrådt og kernerne skilt fra avnerne. Ifølge Moseloven måtte man „ikke binde munden til på en okse når den tærsker“. (5Mo 25:4) Dyret blev altså ikke afholdt fra at spise noget af det korn som det brugte kræfter på at tærske. — Jf. Ord 12:10; Ho 10:11.

Processen kunne fremskyndes og gøres mere effektiv ved at dyrene trak nogle tærskeredskaber efter sig. (Es 41:15; Am 1:3) I nyere tid har man anvendt brede og flade tunge slæder med skarpe sten- eller jerntænder på undersiden eller rammer med tunge cylindriske tromler forsynet med knive der maser stråene og skærer dem i stykker. Sådanne redskaber skar sig længere og længere ned i negene for hver runde, og driverens vægt ovenpå øgede effektiviteten. — Jf. Es 28:28.

Efter at kornet var blevet tærsket og vendt flere gange under processen, blev det renset. — Se KORNRENSNING.

Da tærskepladserne var åbne, jævne pladser, benyttede man dem ofte til andre formål. Sørgefesten for Jakob blev holdt på Atads tærskeplads i nærheden af Jordan. (1Mo 50:10, 11) På Jehovas anvisning købte David Araunas (Ornans) tærskeplads, byggede et alter dér og bragte et offer til Jehova. (2Sa 24:16-25; 1Kr 21:15-28) Senere blev Salomons tempel bygget på denne plads. (2Kr 3:1) Da Josafat og Akab rådslog om at føre krig mod Aram, var deres troner opstillet på en tærskeplads ved indgangen til Samarias port. — 1Kg 22:10.

Brugt billedligt. I billedlig forstand er behandlingen af stråene på tærskepladsen et meget passende symbol på hvordan Jehovas fjender vil blive nedkæmpet og søndertrådt. (Es 41:15; Jer 51:33; Mik 4:12, 13; Hab 3:12) Tærskning kan også være et rammende udtryk for den skånselsløse måde mennesker undertiden behandler hinanden på. (2Kg 13:7) At hveden skilles fra avnerne, kan skildre hvordan de retfærdige skilles fra de onde på Jehovas domsdag. (Mt 3:12) Set under en anden synsvinkel kan en lang og omfattende tærskning være et udtryk for velstand og Jehovas velsignelse. — 3Mo 26:5; Joel 2:24.

Princippet i 5 Mosebog 25:4 om ’ikke at binde munden til på en okse når den tærsker’ kan også anvendes på mennesker. Paulus sagde til Timoteus: „Lad de ældste som præsiderer på en god måde, blive anset for værdige til dobbelt ære, især dem som slider i det med tale og undervisning.“ Som begrundelse citerede han derefter ordene fra Moseloven. (1Ti 5:17, 18) Da Paulus ræsonnerede med korintherne for at vise at ’Herren har forordnet at de der forkynder den gode nyhed, skal leve af den gode nyhed’, henviste han ligeledes til 5 Mosebog 25:4 og skrev så: „Er det okser Gud tager sig af? Eller er det ikke helt og holdent for vor skyld han siger det? Jo, for vor skyld blev det skrevet, fordi den der pløjer, bør pløje i håb, og den der tærsker, bør gøre det i håb om at få en andel.“ — 1Kor 9:8-14.