Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Tabor

Tabor

(Taʹbor).

1. Et fremtrædende bjerg ved Issakars områdes nordlige grænse. (Jos 19:17, 22) På arabisk kaldes det Djebel et-Tur; på hebraisk Har Tavor. Det ligger ca. 20 km vest for sydspidsen af Galilæas Sø og ca. 8 km østsydøst for byen Nazaret.

Tabor ligger isoleret fra andre bjerge og stiger brat fra Jizre’eldalen til en højde af ca. 562 m over havets overflade. Set fra vestnordvest ligner bjerget en keglestub og fra sydvest en halvkugle. Fra dets top er der en storslået udsigt i alle retninger. Tabors enestående udseende er sikkert årsagen til at salmisten nævner det sammen med Hermon som eksempler på Skaberens majestætiske værk. (Sl 89:12) Jehova benytter også dette imponerende bjerg — der rejser sig i ensom majestæt i Jizre’eldalen — som et billede på Nebukadnezar da han drog ind i Ægypten med en vældig kampstyrke. — Jer 46:13, 18.

Tabor blev særlig berømt da Barak, under Guds ledelse, samlede 10.000 mand fra Naftalis og Zebulons stammer imod Sisera og hans hær, der omfattede 900 stridsvogne med „jernleer“. På et bestemt signal skyndte Barak og hans styrker sig ned ad Tabors skråninger, og efter at Jehova havde skabt forvirring blandt kana’anæerne, vandt israelitterne en afgørende sejr over Siseras flygtende styrker. — Dom 4:4-16.

Nogle år senere blev Gideons brødre dræbt af Midjans konger Zeba og Zalmunna på Tabors Bjerg. (Dom 8:18, 19) Midt i det 8. århundrede f.v.t. var Israels utro præsteskab og kongehus „som et net bredt ud over Tabor“. Dette bjerg vest for Jordan blev måske brugt som et kultsted hvor israelitterne blev forført til at dyrke afguder, og Mizpa, øst for Jordan, kan have tjent samme formål. — Ho 5:1.

Tabors top, et temmelig fladt elliptisk plateau der måler ca. 400 m fra nord til syd og det dobbelte fra øst til vest, egnede sig fortræffeligt til en befæstet by. Ruinerne viser at der før og efter det 1. århundrede lå en sådan by der. Dette giver grund til at betvivle overleveringen om at det var på Tabors Bjerg Jesu forklarelse fandt sted, eftersom der siges i beretningen at Jesus og hans tre ledsagere var „alene“, „for sig selv“, på bjerget. Det er mere sandsynligt at ’det høje bjerg’ var Hermons Bjerg, der ligger i nærheden af Cæsarea Filippi ved Jordanflodens udspring, hvor Jesus havde været kort før forklarelsen. — Mt 17:1, 2; Mr 8:27; 9:2.

2. En af de byer i Zebulons område som blev givet til Levis sønner af Meraris slægt. Dens beliggenhed kendes ikke i dag. — 1Kr 6:1, 77.

3. „Det store træ ved Tabor“ stod formentlig i Benjamins område. Det var et vartegn som Samuel henviste til da han efter at have salvet Saul forklarede ham hvor han skulle møde tre mænd som var på vej til Betel. Stedet kendes ikke i dag. — 1Sa 10:1-3.

[Illustration på side 962]

Tabors Bjerg stiger brat fra Jizre’eldalen