På oldhebraisk skrev man tallene helt ud med bogstaver. Nogen tid efter landflygtigheden i Babylon begyndte jøderne i et vist omfang at bruge alfabetets bogstaver som taltegn, men denne metode blev ikke anvendt i de eftereksilske hebraiske bibelhåndskrifter. I et af de ældste eksisterende eksempler på hebraisk skrift, Siloamindskriften (der sandsynligvis stammer fra Ezekias’ regeringstid [745-717 f.v.t.]), er de opgivne mål skrevet helt ud med bogstaver. At man skrev tallene helt ud med bogstaver, borger for tallenes større nøjagtighed og pålidelighed i håndskrifterne til De Hebraiske Skrifter, der er afskrevet mange gange, for der kan lettere indsnige sig fejl ved afskrivning af tal end ved afskrivning af ord.

På hebraisk skrives tal over ti som en kombination af flere ord, som for eksempel to og ti for 12. (1Mo 14:4) Tyve skrives dog som ti i flertal; 30 er en flertalsform afledt af tre, 40 en flertalsform afledt af fire, og så videre. Et hundrede er et særskilt ord; 200 er dualisformen af dette ord. Andre „hundreder“ består af to ord, som for eksempel  tre hundrede. Det højeste tal der kan udtrykkes med et enkelt hebraisk ord, er 20.000, dualisformen af 10.000 (en myriade). Større tal er en kombination af ord. I 1 Krønikebog 5:18 lyder tallet 44.760 for eksempel ordret: Fyrre og fire tusind og syv af hundreder og tres. En million skrives som tusind tusinder. (2Kr 14:9) Rebekkas familie velsignede hende med ordene: „Du, vor søster, måtte du blive til tusinder af titusinder [ordr.: tusinder af myriader].“ (Rebekkas efterkommere kom faktisk til at tælle mange millioner.) (1Mo 24:55, 60) Daniel så i et syn at „ti tusind gange ti tusind [ordr.: titusind titusinder]“ stod foran Jehova. — Da 7:10.

Undertiden bruges tal i en omtrentlig betydning, som runde tal. Dette gælder for eksempel i Salme 90:10, hvor salmisten taler om hvor gammelt mennesket bliver, og muligvis også i 1 Kongebog 19:18 (7000 der ikke havde bøjet sig for Ba’al) og i 2 Krønikebog 14:9 (en million ætiopiere der blev slået af Asa).

I De Kristne Græske Skrifter er tal som regel også skrevet helt ud med bogstaver. I Det Sinaitiske og Det Alexandrinske Håndskrift er „vilddyrets tal“ skrevet helt ud. — Åb 13:18.

Bibelens brug af tal er ikke talmagi. Eftersom Bibelen indeholder både historie og profeti, kan de tal der forekommer heri, være enten bogstavelige eller symbolske. Det fremgår som regel af sammenhængen i hvilken betydning et tal bruges. Visse tal bruges ofte i en billedlig, overført eller symbolsk betydning i Bibelen, og i sådanne tilfælde er det nødvendigt at forstå deres betydning for at kunne forstå teksten. Denne bibelske anvendelse af tal må imidlertid ikke forveksles med talmagi, ifølge hvilken enkelte tal, talkombinationer og summen af tal tilskrives en mystisk betydning. Talmagien opstod øjensynlig i det gamle Babylon og fordømmes af Gud i lighed med andre former for spådomskunst. — 5Mo 18:10-12.

I det følgende anføres nogle eksempler der viser den billedlige betydning af tal som ofte forekommer i Bibelen.

Et. Når tallet ét anvendes symbolsk, indeholder det tanken om noget enestående, noget unikt, og om enhed og overensstemmelse i hensigt og handling. „Jehova vor Gud er én Jehova,“ sagde Moses. (5Mo 6:4) Han alene er Suverænen. Der er ingen som han. Han deler ikke sin herlighed med en anden, som hedenske, treenige guder gør. (Apg 4:24; Åb 6:10; Es 42:8) Jehova og Jesus Kristus udgør en enhed i den forstand at de er ét i hensigt og handling (Joh 10:30), og Kristi disciple og Gud og hans søn bør også være ét, ligesom disciplene indbyrdes må være ét. (Joh 17:21; Ga 3:28) En sådan enhed findes også i ægteskabsordningen. — 1Mo 2:24; Mt 19:6; Ef 5:28-32.

To. Tallet to forekommer ofte i juridisk sammenhæng. To vidners overensstemmende udsagn giver et vidnesbyrd vægt. Der skulle to eller endda tre vidner til at stadfæste en sag for dommerne. Samme princip følges i den kristne menighed. (5Mo 17:6; 19:15; Mt 18:16; 2Kor 13:1; 1Ti 5:19; He 10:28) Gud fulgte også dette princip da han fremstillede sin søn for jøderne som menneskehedens frelser. Jesus sagde: „I jeres egen lov står der også skrevet: ’To menneskers vidnesbyrd er sandt.’ Jeg er én der vidner om mig, og Faderen som har sendt mig, vidner om mig.“ — Joh 8:17, 18.

Når noget gøres to gange — som for eksempel hvis en udtalelse eller et syn gentages (selv om det måske kun drejer sig om paralleller) — betegner det at en sag står fast (som i Faraos drøm om køerne og kornaksene; 1Mo 41:32). Den hebraiske poesi i Bibelen er rig på tankeparallelismer, som får de sandheder der udtrykkes, til at prente sig dybere i sindet og samtidig tydeliggør forståelsen ved at der anvendes forskellige ord i parallelismen. — Se Sl 2, 44 og andre.

At et af dyrene i Daniels profeti havde „to horn“, symboliserede at Medo-Persien var en dobbeltverdensmagt. — Da 8:20, 21; jf. Åb 13:11.

Tre. Mens to vidners samstemmende vidnesbyrd var tilstrækkeligt bevis i retten, gjorde tre vidners udsagn beviset endnu stærkere. Tallet tre bruges derfor undertiden som symbol på intensitet, eftertryk eller øget styrke. „En tretvundet snor rives ikke hurtigt over.“ (Præ 4:12) Jesus gav sine ord eftertryk ved at stille Peter tre spørgsmål efter at denne tre gange havde fornægtet ham. (Mt 26:34, 75; Joh 21:15-17) Det syn hvori Peter fik at vide at han måtte spise alle slags dyr, også dem der ifølge Loven var urene, blev forstærket ved at han fik det tre gange. Derved kunne Peter — da Kornelius og hans husstand antog den gode nyhed — uden tvivl lettere forstå at Gud nu vendte sin opmærksomhed mod uomskårne mennesker fra nationerne, som jøderne betragtede som urene. — Apg 10:1-16, 28-35, 47, 48.

Jehovas høje grad af hellighed og renhed understreges ved at himmelske skabninger erklærer: „Hellig, hellig, hellig er Jehova.“ (Es 6:3; Åb 4:8) Før Jehova fjernede den sidste jordiske konge af Davids slægt fra tronen, sagde han: „En ruin, en ruin, en ruin gør jeg det til. Heller ikke dette skal blive nogens, før han kommer som har  retten til det, og ham vil jeg give det.“ Her understregede han at ingen davidiske konger skulle sidde på tronen i Jerusalem og herske i hans navn — at tronen skulle stå tom — indtil Guds tid var inde til at indsætte Messias i Rigets magt. (Ez 21:27) At de veer der skulle komme over jordens beboere, ville blive stærke, fremgår af at der siges „ve“ tre gange. — Åb 8:13.

Fire. Tallet fire står undertiden for noget som er altomfattende, universelt eller symmetrisk. Det forekommer tre gange i Åbenbaringen 7:1, hvor „fire engle“ (alle de engle der behersker ’de fire vinde’, og som er rede til at fuldbyrde en fuldstændig tilintetgørelse) står på jordens „fire hjørner“ (så de kan løse vindene, der vil fare diagonalt eller på tværs hen over jorden, og intet område vil blive skånet). (Jf. Da 8:8; Es 11:12; Jer 49:36; Zak 2:6; Mt 24:31.) Det ny Jerusalem beskrives som en symmetrisk firkant hvis sider alle er lige store så den udgør en kubus. (Åb 21:16) Andre symbolske udtryk hvori tallet fire forekommer, findes i Zakarias 1:18-21; 6:1-3; Åbenbaringen 9:14, 15.

Seks. Dette tal repræsenterer til tider ufuldkommenhed. „Vilddyrets tal“ er 666 og kaldes „et menneskes tal“, hvilket viser at det har at gøre med det ufuldkomne, faldne menneske, og det symboliserer øjensynlig at ’vilddyret’ står for noget ufuldkomment. Når tallet seks gentages og forstærkes tre gange (idet det forekommer på enernes, tiernes og hundredernes plads), understreger det derfor ufuldkommenheden og utilstrækkeligheden hos det som vilddyret skildrer eller symboliserer. — Åb 13:18.

Syv. Syv bruges ofte i Bibelen som et billede på fuldstændighed. Undertiden sigter det til fuldførelsen af et stykke arbejde. Det kan imidlertid også sigte til en fuldstændig cyklus af noget som Gud har fastsat eller tilladt. Ved at fuldføre sit arbejde i forbindelse med jorden på seks skabelsesdage og hvile på den syvende dag tilvejebragte Jehova et mønster for hele sabbatsordningen, lige fra syvdagesugen til jubelåret, der faldt efter en cyklus på syv gange syv år. (2Mo 20:10; 3Mo 25:2, 6, 8) De usyrede brøds højtid og løvhyttefesten varede begge syv dage. (2Mo 34:18; 3Mo 23:34) Syv forekommer ofte i de levitiske forskrifter vedrørende ofre (3Mo 4:6; 16:14, 19; 4Mo 28:11) og renselser. — 3Mo 14:7, 8, 16, 27, 51; 2Kg 5:10.

De „syv menigheder“ der omtales i Åbenbaringen med deres forskellige karakteristiske træk, giver et fuldstændigt billede af alle Guds menigheder på jorden. — Åb 1:20–3:22.

Vilddyrets „syv hoveder“ (Åb 13:1) er et udtryk for den grænse hvortil vilddyret ville få lov at udvikle sig. Skønt ’det skarlagenrøde vilddyr’ kaldes „en ottende konge“, stammer det fra de syv og eksisterer ikke adskilt fra det syvhovedede vilddyr. (Åb 17:3, 9-11) Det samme gælder ’vilddyrets billede’. (Åb 13:14) Det tohornede „vilddyr“ eksisterer ligeledes samtidig med det oprindelige „vilddyr“, hvis „mærke“ det forsøger at sætte på alle mennesker. — Åb 13:11, 16, 17.

Jehova viste israelitterne langmodighed, men han advarede dem om at hvis de ikke hørte på hans irettesættelser, ville han tugte dem „syv gange“, det vil sige grundigt, for deres synder. — 3Mo 26:18, 21, 28.

I Bibelens historiske afsnit betegner tallet syv ofte fuldstændighed eller det at gøre et stykke arbejde helt færdigt. Israelitterne viste en stærk tro og ubetinget lydighed ved at marchere rundt om Jeriko i syv dage og på den syvende dag endog gøre det syv gange, hvorefter bymuren faldt sammen. (Jos 6:2-4, 15) Ved at sende sin tjener op på Karmels Bjerg syv gange før en regnsky kom til syne, viste Elias at han havde fuld tillid til at hans bøn til Gud ville blive hørt. (1Kg 18:42-44) Den spedalske Na’aman måtte bade sig syv gange i Jordanfloden. Det krævede stor ydmyghed af denne mægtige aramaiske hærfører at følge profeten Elisas anvisninger, men da han lydigt gjorde det, blev han renset af Jehova. (2Kg 5:10, 12) Med poetisk styrke og intensitet sammenlignes Jehovas rene, fuldstændige, fuldkomne og smukke ord med sølv der er rensmeltet i en ovn og lutret syv gange. (Sl 12:6) Jehovas barmhjertighed prises med ordene: „Selv om den retfærdige falder syv gange, rejser han sig igen.“ (Ord 24:16) At Jehova fortjener al pris, fremgår af salmistens ord: „Syv gange om dagen har jeg lovsunget dig.“ — Sl 119:164.

I Åbenbaringens Bog bruges tallet syv hyppigt i billedlig forstand i forbindelse med det der har med Gud og hans menighed at gøre, samt i forbindelse med Guds modstander, Satan Djævelen, i hans totale krig mod Gud og hans folk. — Åb 1:4, 12, 16; 5:1, 6; 8:2; 10:3; 12:3; 13:1; 15:1, 7; 17:3, 10 m.fl.

Mangefold af syv bruges ligeledes som udtryk for fuldstændighed. Tallet halvfjerds (ti gange syv) benyttes profetisk i de „halvfjerds uger“ i Daniels profeti om Messias’ komme. (Da 9:24-27; se HALVFJERDS UGER.) På grund af ulydighed mod Gud lå Jerusalem og Juda øde i 70 år „indtil landet [fuldstændig] havde godtgjort sine sabbatter“. — 2Kr 36:21; Jer 25:11; 29:10; Da 9:2; Zak 1:12; 7:5.

 Syvoghalvfjerds — en gentagelse af tallet syv — betød også „til fjerne tider“ eller „ubegrænset“. Jesus råder de kristne til at tilgive deres brødre i dette omfang. (Mt 18:21, 22) Eftersom Gud havde bestemt at enhver der dræbte morderen Kain, skulle lide hævn syv gange, sagde Lemek, der øjensynlig havde dræbt en mand i selvforsvar: „Hvis Kain hævnes syv gange, så hævnes Lemek syvoghalvfjerds gange.“ — 1Mo 4:15, 23, 24.

Otte. Tallet otte blev brugt til at lægge yderligere eftertryk på en sags fuldstændighed (én mere end syv, det tal der normalt udtrykte fuldstændighed) og står derfor til tider som et udtryk for overflod. Jehova lovede at hans folk ville blive udfriet fra Assyriens trussel idet han sagde at der ville blive rejst „syv hyrder“ mod Assyrien, „ja [ikke blot syv, men] otte stammehøvdinger blandt menneskene“. (Mik 5:5) Som en passende afslutning på det religiøse års sidste højtid, løvhyttefesten, skulle der på den ottende dag holdes et helligt stævne, et højtidsstævne, og det skulle være en dag med fuldstændig hvile. — 3Mo 23:36, 39; 4Mo 29:35.

Ti. Tallet ti betegner fuldstændighed, helhed, summen af alt hvad der eksisterer af noget. Det er også værd at bemærke at når tallene syv og ti bruges sammen, betegner syv noget højere eller overordnet, mens ti står for noget underordnet.

De ti plager der kom over Ægypten, var et fuldstændigt udtryk for Guds domme over landet — alt hvad der var nødvendigt for til fulde at ydmyge Ægyptens falske guder og vriste Guds folk Israel ud af Ægyptens greb. „De Ti Ord“ var de grundlæggende love i Lovpagten, og de omkring 600 øvrige love tjente blot til at uddybe dem, belyse dem og forklare deres anvendelse. (2Mo 20:3-17; 34:28) Jesus brugte tallet ti i flere af sine billedtaler som en betegnelse for fuldstændighed eller det samlede antal af noget. — Mt 25:1; Lu 15:8; 19:13, 16, 17.

Et af dyrene i Daniels syn og nogle af de dyr der er beskrevet i Åbenbaringen, havde ti horn. Disse horn symboliserer øjensynlig alle jordens magter, eller „konger“, som udgør hele den ordning der kan sammenlignes med et vilddyr. (Da 7:7, 20, 24; Åb 12:3; 13:1; 17:3, 7, 12) At den prøve eller periode med prøver som Gud har bestemt eller tilladt at hans tjenere skal gennemgå, er en fuldstændig prøve, fremgår af Åbenbaringen 2:10: „Vær ikke bange for det du vil komme til at lide. Se! Djævelen vil blive ved med at kaste nogle af jer i fængsel for at I kan blive prøvet fuldt ud, og for at I kan have trængsel i ti dage.“

Tolv. Patriarken Jakob havde 12 sønner, der blev stamfædre til Israels 12 stammer. Under Lovpagten organiserede Gud deres efterkommere som sit folk. Tolv synes derfor at betegne en fuldstændig, afbalanceret, guddommeligt fastlagt ordning. (1Mo 35:22; 49:28) Jehova udvalgte 12 apostle, som udgør den sekundære grundvold i det ny Jerusalem, der er bygget på Jesus Kristus. (Mt 10:2-4; Åb 21:14) Det åndelige Israel består af 12 stammer, og hver stamme har 12.000 medlemmer. — Åb 7:4-8.

Mangefold af 12 kan også have betydning. David inddelte præsteskabet i 24 skifter, der efter tur skulle tjene i det tempel Salomon senere byggede. (1Kr 24:1-18) Dette er en hjælp til at fastslå hvem der skildres ved de „fireogtyve ældste“ som sidder rundt om Guds trone i hvide yderklæder og med kroner på deres hoveder. (Åb 4:4) De der går i Jesu Kristi fodspor, hans åndelige brødre, har fået løfte om at blive konger og præster sammen med ham i himmelen. De 24 ældste kan ikke blot være apostlene, der kun talte 12. De må derfor symbolisere hele ’det kongelige præsteskab’, de 144.000 (skildret ved de 24 præsteskifter der tjente i templet) i deres embede som præster og kronede konger i himmelen. — 1Pe 2:9; Åb 7:4-8; 20:6.

Fyrre. I nogle få tilfælde synes perioder med dom eller straf at være forbundet med tallet 40. (1Mo 7:4; Ez 29:11, 12) Nineve fik 40 dage til at ændre sind. (Jon 3:4) En anden anvendelse af tallet 40 fremhæver en parallel mellem Jesu Kristi og Moses’ liv (Moses var et forbillede på Kristus). Både Jesus og Moses fastede i 40 dage. — 2Mo 24:18; 34:28; 5Mo 9:9, 11; Mt 4:1, 2.