En bygning (af grækerne kaldt theʹatron) hvor der opførtes skuespil, tragedier, komedier, dans og koncerter. Forestillingerne var ofte umoralske og blev derfor ikke overværet af trofaste kristne. (Ef 5:3-5) Men folk samledes også i teatret ved andre lejligheder.

Paulus’ rejseledsagere blev således bragt til teatret i Efesus da sølvsmeden Demetrius lavede optøjer på grund af disse kristne missionærer. Apostelen ønskede selv at træde frem for dem der var samlet i teatret, men disciplene og nogle venlige medlemmer af komiteen for fester og idrætslege fik ham fra det. — Apg 19:23-31.

I Grækenland begyndte man at bygge teatre omkring det 5. århundrede f.v.t., og med tiden blev der opført teatre i forskellige storbyer. De fleste græske teatre var bygget som en halvcirkel på en konkav skråning. Rækkerne af siddepladser, der var fremstillet af træ eller sten, var ved hjælp af gange opdelt i afsnit. I midten lå det såkaldte orchēʹstra (en danse- eller korplads), og bag det var der en tribune med skēnēʹ, en bagvæg.

Man har fundet ruiner af teatre i blandt andet Efesus, Athen og Korinth. Det store teater der er blevet udgravet i Efesus, havde 66 rækker af siddepladser og kunne rumme ca. 25.000 tilskuere. Akustikken var og er stadig så god at selv det der siges med ganske lav stemme på scenen, med lethed kan høres på øverste række.

Romerne byggede ofte teatre som selvstændige bygninger der ikke var afhængige af om terrænet skrånede. Nogle af deres teatre havde et tag over scenen og over en del af tilskuerpladserne. En anden type, det romerske amfiteater, var en åben cirkelformet eller oval bygning med en stor rund plads eller arena i midten hvorfra rækkerne af siddepladser spredtes som egerne i et hjul. Det delvis bevarede Colosseum i Rom, som blev fuldført i år 80 e.v.t., er et kendt romersk amfiteater. Herodes den Store byggede teatre i forskellige byer, deriblandt Damaskus og Cæsarea. Josefus sagde at Herodes „byggede et teater i Jerusalem, og derefter et meget stort amfiteater på sletten“. — Jewish Antiquities, XV, 268 (viii, 1).

Det græske ord theʹatron blev ikke alene brugt om det sted hvor en forestilling blev opført, men også om selve forestillingen. Paulus skrev således: „Det forekommer mig nemlig at Gud har stillet os, apostlene, frem som de sidste, som mænd der er dømt til døden, for vi er blevet et skuespil [theʹatron] for verden, både for engle og for mennesker.“ (1Kor 4:9) Her sigtede Paulus til at de romerske gladiatorkampe almindeligvis sluttede med at nogle af deltagerne blev ført ind nøgne og forsvarsløse, hvorefter de blev dræbt på grusom vis.

Grækerne og romerne plejede også at føre dødsdømte forbrydere gennem teatret, hvor de blev latterliggjort af tilskuerne. I sit brev til de  kristne hebræere hentyder Paulus øjensynlig til denne skik. Der findes ingen beretninger om at disse kristne havde været udsat for denne behandling, men de havde udholdt lidelser der kunne sammenlignes med den. Paulus tilskyndede dem indtrængende: „Bliv . . . ved med at huske de første dage i hvilke I, efter at være blevet oplyst, udholdt megen kamp under lidelser, idet I snart ved skældsord og trængsler blev gjort til et skuespil [el.: blev udstillet som i et teater], og snart var delagtige med dem som havde en sådan oplevelse.“ — He 10:32, 33.