(teʹbet).

Det eftereksilske navn på den tiende jødiske månemåned efter den religiøse kalender, eller den fjerde efter den borgerlige kalender. (Est 2:16) Den svarer til sidste halvdel af december og første halvdel af januar. Som regel betegnes den blot som „den tiende måned“. — 1Kr 27:13.

Navnet tebet menes at stamme fra et akkadisk rodord med betydningen „at synke“ eller „at synke ned“, hvilket kan sigte til mudderet og pløret i denne vintermåned hvor regntiden er på sit højeste. Vinterregnen er ofte ret voldsom, som den der bragte den tre og et halvt år lange tørke på Elias’ tid til afslutning, eller som den Jesus beskrev i billedtalen om huset der styrtede sammen fordi det var bygget på sand som blev skyllet bort da regnen strømmede ned. (1Kg 18:45; Mt 7:24-27) Ifølge bogen The Geography of the Bible af Denis Baly (1957, s. 50) kan der ofte komme frost i højlandet i sidste halvdel af december, og undertiden sner det i Jerusalem. (2Sa 23:20) Skønt det er usædvanligt, er det sket at veje har været midlertidigt lukkede på grund af voldsomme snefald. Det kan have været i tebet måned at den syriske hærfører Tryfon blev forsinket af et voldsomt snefald på vej til Jerusalem. (Jewish Antiquities, XIII, 208 [vi, 6]; 1 Makkabæerbog 13:22) Tebet måned var åbenbart ikke et godt tidspunkt at tage på rejse i, og det var heller ikke en måned hvor hyrder ville tilbringe natten ude på marken. Af denne og andre grunde kan Jesus ikke være født i denne måned.

På den tiende dag i tebet i år 609 f.v.t. indledte Nebukadnezar sin belejring af Jerusalem. (2Kg 25:1; Jer 39:1; 52:4; Ez 24:1, 2) Det var måske til minde om denne begivenhed at jøderne fejrede „fasten i den tiende måned“. — Zak 8:19.