Dette ord betegner almindeligvis en byggesten fremstillet af tørret mudder eller ler. Teglsten (hebr.: levenahʹ) har været anvendt i Bibelens lande fra de tidligste tider. Eftersom de der byggede det gamle Babel, ikke fandt natursten i nærheden af det sted de valgte til deres by, brugte de teglsten i stedet for sten, mens asfalt tjente som mørtel for dem. Teglstenene blev åbenbart ’hærdet ved brænding’, det vil sige tørret i en ovn. (1Mo 11:3) I Ægypten blev de israelitiske trælle sat til at fremstille teglsten. Deres opgave blev vanskeliggjort da de selv skulle samle halm og alligevel fremstille det samme antal teglsten som før. (2Mo 5:7-19) I det forjættede land anvendte israelitterne fortsat teglsten, men natursten var øjensynlig det foretrukne byggemateriale. (Es 9:10) I Palæstinas bjerge er der rigeligt med gode natursten som egner sig til byggeri, men i andre områder findes der kun få. I lavlandet, for eksempel i byerne Jeriko og Ezjon-Geber, anvendte man derfor teglsten både til bymurene og til beboelseshusene. I nutiden har man i dele af Syrien og Palæstina bygget huse dels af kvadersten, dels af soltørrede teglsten. Kvaderstenene bruges til de mure der er mest udsatte for vinterstormene.

Fremstillingen af teglsten foregik ved at mudderet eller leret blev renset for fremmedlegemer, hvorefter det i regelen blev blandet med finthakket halm eller andre plantedele, hvilket bekræftes af følgende bemærkning i Anastasi-papyrusserne fra det gamle Ægypten: „Der er ingen til at forme teglsten, og der er ingen halm i omegnen.“ (Aegypten und Aegyptisches Leben im Altertum af A. Erman, 1885, bd. I, s. 171) Skønt der også er fundet teglsten uden halm i Ægypten, er disse åbenbart en undtagelse og giver ikke noget  grundlag for at slutte at israelitterne begyndte at lave teglsten uden halm da de blev tvunget til selv at samle halmen. Forsøg i nyere tid har vist at leret bliver lettere at arbejde med når der tilsættes halm, og at de fremstillede teglsten tredobles i styrke.

Blandingen af ler og halm blev fugtet med vand, æltet med fødderne og derefter formet med hænderne eller presset ned i en firkantet ’teglstensform’ af træ. (Hebr.: malbenʹ; Na 3:14) For at formene kunne slippe let, dryssede man dem antagelig med tør jord. I mange tilfælde prægede man den regerende herskers tegn i teglstenene mens de endnu var våde. Derefter lod man dem ligge og tørre i solen, eller man brændte dem i en ovn.

I Babylonien brændte man gerne teglstenene i ovne, og disse sten blev som regel brugt til bymure og til paladsvægge og -gulve. Man anvendte også soltørrede sten, fortrinsvis til skillevægge eller i skiftende lag med brændte sten i meget tykke mure. I Ægypten, Assyrien og Palæstina synes soltørringen at have været fremherskende. Ovnbrændte sten er bedre end soltørrede, som er tilbøjelige til at opløses ved oversvømmelser og at smuldre i den stærke sommersol. I visse tilfælde har soltørrede teglsten dog vist sig at være meget holdbare, for eksempel i Ezjon-Geber, hvor sådanne sten har holdt sig i århundreder. — Se også BRÆNDOVN.

Den udbredte anvendelse af soltørrede teglsten forklarer hvorfor beliggenheden af visse fortidsbyer har været ukendt gennem århundreder. De smuldrende teglsten fra tidligere tiders byer blev efterhånden til jordhøje som næppe adskilte sig fra det omliggende land. I Palæstina og Syrien rummer sådanne høje ofte ruinerne af flere byer.

Teglstenene varierede meget i form og størrelse. I Ægypten var den rektangulære form almindelig, og til buer benyttede man kileformede teglsten. De ægyptiske teglsten var ca. 36-51 cm lange, 15-23 cm brede og 10-18 cm tykke. I Babylonien har man fundet både kvadratiske, aflange, trekantede og kileformede sten. I senere perioder, som for eksempel på Nebukadnezars tid, brugte man som regel kvadratiske sten med en side på ca. 30 cm.

Esajas’ bemærkning om at israelitterne bragte „røgofre på teglstenene“, kan enten hentyde til brolægningen på offerstedet eller til tagstenene, idet man også ofrede på hustagene. — Es 65:3.