En sammenfoldelig konstruktion af stof eller skind udspændt over stænger. Telte hører til de ældste former for menneskeskabte boliger (1Mo 4:20; 9:21) og var almindeligt brugt blandt nomadefolk i Mellemøsten. — 1Mo 9:27; Sl 83:6.

Bibelen oplyser enkelte detaljer om teltes udseende og anvendelse. Dette kan suppleres af oplysninger om de telte araberne har anvendt i nyere tid, eftersom disse øjensynlig ikke adskiller sig væsentligt fra dem der blev brugt på Bibelens tid. Mange forskere mener at de første telte var lavet af dyreskind. (1Mo 3:21; 2Mo 26:14) Blandt nutidens beduiner er telte almindeligvis fremstillet af mørkt gedehårsstof. (Jf. 2Mo 36:14; Høj 1:5.) Baner af dette stof sys sammen, og den samlede størrelse af det rektangulære telt afhænger af ejerens velstand og af antallet af beboere. Teltet udspændes over flere stænger der er mellem 1,5 og 2 m høje, og hvoraf de højeste står nær teltets midte; det fastgøres til teltpløkke ved hjælp af snore. (Dom 4:21) Stofstykker der hænges langs teltets sider, sikrer privatlivets fred og beskytter mod vinden, men de kan hejses op eller fjernes når teltet skal udluftes.

Det ser ud til at man på Bibelens tid inddelte større telte i mindst to afdelinger ved hjælp af nedhængende teltduge. „Saras telt“, som omtales i 1 Mosebog 24:67, kan enten betegne hendes  del af et telt eller et telt som var hendes alene, for nogle velhavende mænd havde flere telte, og kvinder havde undertiden deres egne telte. (1Mo 13:5; 31:33) Der var sikkert lagt måtter på jorden inde i teltet.

Telte hørte nomadelivet til, mens den fastboende befolkning boede i huse. Det siges derfor at Abraham „boede i telte“ mens han „ventede på byen som havde faste grundvolde“. (He 11:9, 10) Det ser ud til at israelitterne under opholdet i Ægypten fortrinsvis boede i huse og ikke i telte. (2Mo 12:7) Men da de forlod Ægypten, begyndte de igen at bo i telte (2Mo 16:16), hvilket de fortsatte med i de 40 år i ørkenen. (3Mo 14:8; 4Mo 16:26) I denne periode var to telte af særlig stor betydning, nemlig „teltboligen“ og Moses’ telt. — 2Mo 25:8, 9; 26:1; 33:7; se MØDETELT; TELTBOLIG.

Selv efter at israelitterne havde erobret det forjættede land, brugte hyrder og landarbejdere undertiden telte ude på markerne. (Høj 1:8, DA92) Det er sikkert sådanne telte der sigtes til i Zakarias 12:7, eftersom de var de første der ville blive berørt og få behov for beskyttelse hvis en fjendtlig nation kom imod landet for at angribe Jerusalem. Telte blev desuden benyttet af hærførere og hære under længere felttog. — 1Sa 17:54; 2Kg 7:7; jf. Da 11:45.

Den poetiske anvendelse af ordet „telt“ om enhver form for bolig, selv et almindeligt hus, kan uden tvivl føres tilbage til den lange periode israelitterne boede i telte. — 2Mo 12:23, 30; 1Sa 13:2; 1Kg 12:16; Sl 78:51.

Brugt billedligt. Denne fortrolighed med telte afspejler sig også i at Bibelen ofte omtaler telte i overført betydning. Ezekias skrev om en periode da han var døden nær: „Min bolig er rykket op og fjernet fra mig som hyrdernes telt.“ (Es 38:12) Ligesom et opslået telt hurtigt kunne tages ned og fjernes ved at stængerne blev taget ud og teltpløkkene trukket op, følte Ezekias at hans plads i de levendes land var midlertidig og let kunne bringes til ophør. Elifaz sammenlignede døden med oprykning af teltreb, der ville føre til at teltet sank sammen. — Job 4:21.

Paulus brugte ordet telt som metafor på omtrent samme måde da han talte om de åndsavlede kristnes jordiske legemer. Et sammenfoldeligt telt er mere skrøbeligt og mindre holdbart end et hus. De kristne der har fået ånden som et forskud på det himmelske liv, lever nu på jorden i et „telt“, et dødeligt legeme af kød, men de ser frem til „en bygning fra Gud“, et himmelsk legeme der er evigt, uforgængeligt. — 1Kor 15:50-53; 2Kor 5:1-5; jf. 2Pe 1:13, 14.

Jeremias brugte et telt som billede for at anskueliggøre den ødelæggelse der ville komme over jøderne. (Jer 4:20) Han sammenlignede den forladte nation med en kvinde hvis telt var taget ned, og hvis teltreb var revet itu. Hendes ynkværdige situation forværredes yderligere af at hendes sønner var i landflygtighed, og at der ingen var tilbage som kunne hjælpe hende med at udspænde teltet og sætte det op. (Jer 10:20) Da babylonierne ødelagde Jerusalem, kunne byen, der tidligere havde været en samling af huse, beskrives som „Zions datters telt“ hvori Gud havde udøst sin forbitrelse. — Kl 2:4.

I flere tilfælde bruges ordet „telt“ billedligt i en anden betydning. Et telt var et sted hvor man hvilede sig og var beskyttet mod vejr og vind. (1Mo 18:1) I betragtning af de skikke der var knyttet til at vise gæstfrihed, havde en besøgende grund til at tro at man ville sørge for ham og respektere ham hvis han blev budt ind i et telt. Når der i Åbenbaringen 7:15 står om medlemmerne af den store skare at Gud „vil slå sit telt op over dem“, leder det derfor tanken hen på beskyttende omsorg og tryghed. (Sl 61:3, 4) Esajas taler om de forberedelser Guds hustru, Zion, skal træffe af hensyn til de sønner hun vil få. Befalingen til hende lyder: „Udvid pladsen i dit telt.“ (Es 54:2) Hun udvider altså det sted hvor hendes børn beskyttes.

I Åbenbaringen 21:1-3 lader Gud Johannes se ind i Kristi tusindårsrige idet han siger til Johannes: „Se! Guds telt er hos menneskene, og han vil bo hos dem [ordr.: vil telte hos dem].“ På en måde der blev forudskildret ved teltet, eller teltboligen, i ørkenen, vil Gud bo hos menneskene, ikke personligt, men repræsentativt, idet han tager sig af dem gennem „Guds lam“, der også er den store ypperstepræst. — 2Mo 25:8; 33:20; Joh 1:29; He 4:14.