Denne gengivelse af det hebraiske udtryk ‛asæʹræth haddevarīmʹ, der kun forekommer i Pentateuken, betegner de ti grundlæggende love i Lovpagten, i almindelighed kaldt De Ti Bud. (2Mo 34:28; 5Mo 4:13; 10:4) Denne særlige lovsamling omtales også som „disse Ord“ (5Mo 5:22) og som „pagtens ord“. (2Mo 34:28) Den græske Septuaginta (2Mo 34:28; 5Mo 10:4) har deʹka (ti) loʹgous (ord), hvoraf det sammensatte ord „Dekalogen“ er dannet.

Tavlernes oprindelse. De Ti Ord blev først givet mundtligt på Sinaj Bjerg af Jehovas engel. (2Mo 20:1; 31:18; 5Mo 5:22; 9:10; Apg 7:38, 53; se også Ga 3:19; He 2:2.) Derefter steg Moses op på bjerget for at modtage De Ti Ord skriftligt på to stentavler, sammen med andre bud og instruktioner. Under hans 40 dage lange ophold på bjerget blev israelitterne rastløse og lavede en støbt kalv som de begyndte at tilbede. Da Moses kom ned fra bjerget og så denne afgudsdyrkelse, kastede han „tavlerne [som] var Guds værk“, de tavler som De Ti Ord var skrevet på, fra sig så de knustes. — 2Mo 24:12; 31:18–32:19; 5Mo 9:8-17; jf. Lu 11:20.

Senere sagde Jehova til Moses: „Tilhug dig to stentavler ligesom de første, så skal jeg på tavlerne skrive de ord der stod på de første tavler, som du knuste.“ (2Mo 34:1-4) Efter endnu 40 dage på bjerget fik Moses således en kopi af De Ti Ord. Han lagde dette sæt tavler i en ark af akacietræ. (5Mo 10:1-5) De blev kaldt „pagtstavlerne“. (5Mo 9:9, 11, 15) Det var øjensynlig derfor den guldbeklædte ark der senere blev fremstillet af Bezalel, og som tavlerne derefter blev opbevaret i, blev kaldt „pagtens ark“. (Jos 3:6, 11; 8:33; Dom 20:27; He 9:4) De Ti Ord eller Bud blev også kaldt „Vidnesbyrdet“ (2Mo 25:16, 21; 40:20); heraf kom udtrykket „Vidnesbyrdets ark“ (2Mo 25:22; 4Mo 4:5) og ligeledes „Vidnesbyrdets teltbolig“, det vil sige det telt hvori arken blev opbevaret. — 2Mo 38:21.

Det første sæt tavler var både fremstillet af Jehova og „beskrevet med Guds finger“, uden tvivl hans ånd. (2Mo 31:18; 5Mo 4:13; 5:22; 9:10) Det andet sæt tavler blev tilhugget af Moses, men blev også beskrevet af Jehova. Befalingen til Moses i 2 Mosebog 34:27: „Skriv disse ord op,“ sigter ikke til selve De Ti Ord, men, ligesom ved en tidligere lejlighed (2Mo 24:3, 4), til andre detaljer vedrørende pagtsbestemmelserne som Moses skulle skrive ned. Stedordet „Han“ i 2 Mosebog 34:28b sigter derfor ikke til Moses, men til Jehova når der siges: „Og Han skrev pagtens ord, De ti Ord, på tavlerne.“ At det forholder sig sådan, fremgår af vers 1. Da Moses senere erindrede israelitterne om disse begivenheder, bekræftede han også at det var Jehova der skrev på tavlerne anden gang. — 5Mo 10:1-4.

Budenes indhold. Indledningen til De Ti Ord er denne klare erklæring i første person: „Jeg er Jehova din Gud, som har ført dig ud af Ægyptens land, af trællehuset.“ (2Mo 20:2) Her oplyses ikke alene hvem der taler til hvem, men også hvorfor Dekalogen specielt blev givet til jøderne på det tidspunkt. Den blev ikke givet til Abraham. — 5Mo 5:2, 3.

Det første bud, „Du må ikke have andre guder i trods mod mig“, satte Jehova først. (2Mo 20:3) Det drejede sig om hans høje og enestående stilling som den almægtige Gud, den Højeste, den øverste Suveræn. Dette bud viste israelitterne at de ikke måtte have andre guder som rivaler til Jehova.

Det andet bud var en naturlig følge af det første da det forbød enhver form for billeddyrkelse som en åbenlys krænkelse af Jehovas person og herlighed. ’Du må ikke lave dig noget udskåret billede eller afbillede af det der er i himmelen, på jorden eller i vandene under jorden, og du må ikke bøje dig for dem eller dyrke dem.’ Forbudet understreges med erklæringen: „For jeg, Jehova din Gud, er en Gud der kræver udelt hengivenhed.“ — 2Mo 20:4-6.

 Det tredje bud fulgte logisk efter med denne erklæring: „Du må ikke bruge Jehova din Guds navn til noget som er uden værdi.“ (2Mo 20:7) Dette stemmer med den store betydning Jehovas navn tillægges overalt i De Hebraiske Skrifter (hvor det forekommer 6973 gange i NV; se JEHOVA [Vigtigt at bruge navnet]). Alene i denne korte passage med De Ti Ord (2Mo 20:2-17) forekommer navnet otte gange. Udtrykket „ikke bruge“ har betydningen „ikke udtale“ eller „ikke løfte (tage . . . op, bære)“. At tage Guds navn og bruge det „til noget som er uden værdi“ ville være det samme som at bruge det i forbindelse med noget der var usandt eller „betydningsløst“. De israelitter der havde det privilegium at bære Jehovas navn som hans vidner, og som henfaldt til afgudsdyrkelse, tog i virkeligheden Jehovas navn og brugte det til eller på noget som er uden værdi. — Es 43:10; Ez 36:20, 21.

Det fjerde bud lød: „Husk på sabbatsdagen idet du holder den hellig. I seks dage skal du yde tjeneste og gøre alt dit arbejde. Men den syvende dag er en sabbat for Jehova din Gud. Du må ikke gøre noget som helst arbejde, hverken du eller din søn eller din datter, din træl eller din trælkvinde eller dit husdyr eller den fastboende udlænding som er hos dig, inden for dine porte.“ (2Mo 20:8-10) Ved at holde denne dag hellig som en dag for Jehova ville alle, selv trællene og husdyrene, få lejlighed til at hvile ud og samle nye kræfter. Det var også en lejlighed til at samle sig om det åndelige uden at blive distraheret af andre gøremål.

Det femte bud, „Ær din fader og din moder“, kan betragtes som en overgang mellem de fire første, der drejer sig om menneskets forpligtelser over for Gud, og de fem sidste, der handler om menneskets forpligtelser over for medmennesket. Da forældrene repræsenterer Gud i forholdet til deres børn, vil man ved at overholde det femte bud ære og adlyde både Skaberen og de skabninger som Gud har overdraget myndighed. Dette bud var det eneste af de ti hvortil der var knyttet et løfte: „For at du kan få en lang række dage på den jord som Jehova din Gud vil give dig.“ — 2Mo 20:12; 5Mo 5:16; Ef 6:2, 3.

De næste bud i loven var korte og klare. Det sjette, „Du må ikke myrde“; det syvende, „Du må ikke begå ægteskabsbrud“; det ottende, „Du må ikke stjæle“. (2Mo 20:13-15) Sådan er rækkefølgen i den masoretiske tekst — fra love mod de forbrydelser der volder næsten den største skade, til en lov mod den der volder den mindste. I nogle græske håndskrifter (Codex Alexandrinus, Codex Ambrosianus) er rækkefølgen ’mord, tyveri, ægteskabsbrud’; Filon har ’ægteskabsbrud, mord, tyveri’; (The Decalogue, XII, 51) Codex Vaticanus har ’ægteskabsbrud, tyveri, mord’. Går vi derefter fra synder i gerning til synder i ord, kommer vi til det niende bud, der lyder: „Du må ikke aflægge falsk vidnesbyrd mod din næste.“ — 2Mo 20:16.

Det tiende bud (2Mo 20:17) var enestående eftersom det forbød begær, det vil sige et uret ønske om det der tilhører ens næste, hans hustru indbefattet. Ingen jordiske lovgivere har udtænkt eller fremsat en sådan lov, for det ville ikke være menneskeligt muligt at håndhæve den. Ved at give dette tiende bud har Jehova gjort enhver direkte ansvarlig over for ham som den der ser og kender menneskehjertets inderste tanker. — 1Sa 16:7; Ord 21:2; Jer 17:10.

Andre inddelinger af budene. Denne inddeling af De Ti Ord som findes i 2 Mosebog 20:2-17, er den naturlige inddeling. Den stemmer med den jødiske historiker Josefus’ inddeling (1. årh. e.v.t.) i hans oldtidshistorie (Jewish Antiquities, III, 91, 92 [v, 5]) og med den jødiske filosof Filons inddeling (også det 1. årh. e.v.t.; The Decalogue, XII, 51). Andre, deriblandt Augustinus, samlede de to bud mod fremmede guder og mod billeder (2Mo 20:3-6; 5Mo 5:7-10) i ét bud, og for stadig at have ti delte de så 2 Mosebog 20:17 (5Mo 5:21) i to bud: det niende mod at begære sin næstes hus og det tiende mod at begære hans levende ejendom. Augustinus forsøgte at støtte sin kunstige inddeling på det senere parallelsted i 5 Mosebog 5:6-21, hvor der bruges to forskellige hebraiske udsagnsord i vers 21 („Og du må ikke begære [form af hebr. chamadhʹ] . . . Og du må ikke tragte efter [form af hebr. ’awahʹ]“), i stedet for at gå ud fra 2 Mosebog 20:17, hvor det samme udsagnsord (begære) bruges begge gange.

Der er flere mindre afvigelser i ordlyden mellem de to udgaver af De Ti Bud i Anden Mosebog og Femte Mosebog, men de berører på ingen måde budenes indhold eller ånd. Mens budene i den første gengivelse er formuleret i en formel lovstil, er de anden gang mere gengivet i fortælleform, for her repeterede Moses blot Guds bud som en påmindelse. De Ti Ord forekommer også andre steder i afvigende udgaver, for de blev ofte citeret eller anført i forbindelse med anden vejledning af både de hebraiske og de kristne græske bibelskribenter. — 2Mo 31:14; 34:14, 17, 21; 3Mo 19:3, 11, 12; 5Mo 4:15-19; 6:14, 15; Mt 5:27; 15:4; Lu 18:20; Ro 13:9; Ef 6:2, 3.

De Ti Ord var givet af Gud og var således en fuldkommen lov. Da „en lovkyndig“ spurgte Jesus  Kristus: „Lærer, hvilket er det største bud i loven?“ citerede Jesus et bud der i virkeligheden var en sammenfatning af de første fire (eller måske fem) af De Ti Bud, idet han sagde: „Du skal elske Jehova din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind.“ Resten af Dekalogen opsummerede han derefter i et andet kort bud: „Du skal elske din næste som dig selv.“ — Mt 22:35-40; 5Mo 6:5; 3Mo 19:18.

Kristne ikke underlagt Dekalogen. Jesus var født under Loven, og han holdt den til fuldkommenhed, hvorefter han gav sit liv som en løsesum for menneskeheden. (Ga 4:4; 1Jo 2:2) Desuden udfriede han ved sin død på marterpælen dem der var underlagt Loven (med dens grundlæggende Ti Ord eller Bud), „ved at blive en forbandelse i stedet for“ dem. Ved hans død ’udslettedes det håndskrevne dokument’ ved at det blev naglet til marterpælen. — Ga 3:13; Kol 2:13, 14.

Alligevel må kristne studere Moseloven med dens Ti Ord, for den åbenbarer hvordan Gud betragter mange ting, og den indeholdt „en skygge af kommende goder“, af den virkelighed der hører Messias til. (He 10:1; Kol 2:17; Ga 6:2) De kristne er „ikke . . . uden Guds lov men under Kristi lov“. (1Kor 9:21) Kristi lov fordømmer dem imidlertid ikke som syndere, for ved Guds ufortjente godhed gennem Kristus bliver deres fejltrin som skyldes kødets svaghed, tilgivet. — Ro 3:23, 24.