En ydelse på en tiendedel, eller 10 procent, der gives eller betales, især til religiøse formål.

Bibelen beretter om to tilfælde før oprettelsen af Lovpagten hvor en person gav en tiendedel af sine ejendele til Gud eller til hans tjener. Det første tilfælde var da Abraham gav Melkizedek en tiendedel af det bytte han havde taget ved sin sejr over Kedorlaomer og hans allierede. (1Mo 14:18-20) Apostelen Paulus omtaler denne begivenhed som et bevis på at Kristi præstedømme på Melkizedeks måde er bedre end Levis præstedømme eftersom Levi — endnu mens han var i Abrahams lænd — så at sige gav tiende til Melkizedek. (He 7:4-10) Det andet tilfælde var da Jakob ved Betel aflagde et løfte om at give Gud en tiendedel af hvad han ejede. — 1Mo 28:20-22.

 I begge disse tilfælde blev tienden imidlertid givet frivilligt, og der siges intet om at Abraham eller Jakob befalede deres efterkommere at gøre det samme og derved indførte en religiøs skik eller lov. Hvis Jakob i forvejen havde været forpligtet til at give tiende, var der ingen grund til at han aflagde løfte om at gøre det. Det er derfor tydeligt at de første hebræere ikke havde nogen skik eller lov som påbød at man skulle give tiende. Den blev først indført da Lovpagten blev oprettet.

Tiende under Moseloven. Da Jehova gav israelitterne love om tiende, var det med et ganske bestemt formål. Selv om nogle forskere mener at der kun var tale om én tiende, ser det ud til at israelitterne i virkeligheden betalte to tiendedele af deres indtægt, undtagen i sabbatsårene, hvor de ikke skulle give tiende fordi de ikke kunne forvente nogen indkomst. (3Mo 25:1-12) Tienden skulle gives i tilgift til den førstegrøde israelitterne var forpligtede til at skænke Jehova. — 2Mo 23:19; 34:26.

Den første tiende, der bestod af en tiendedel af afgrøden fra landjorden og frugttræerne samt af hornkvæget og småkvæget (øjensynlig af tilvæksten til hjordene), blev bragt til helligdommen og givet til levitterne eftersom de ingen arvelod havde i landet, men tjente i helligdommen. (3Mo 27:30-32; 4Mo 18:21, 24) Af det levitterne modtog, gav de igen tiende til de aronitiske præsters underhold. — 4Mo 18:25-29.

Kornet blev åbenbart tærsket, og frugten af vinstokkene og oliventræerne forarbejdet til vin og olie før der blev givet tiende. (4Mo 18:27, 30; Ne 10:37) Det stod israelitterne frit for at give penge i stedet for afgrøder, blot skulle de i så fald lægge en femtedel til afgrødernes værdi. (3Mo 27:31) Anderledes forholdt det sig med hornkvæget og småkvæget. Når dyrene kom ud af folden og et efter et gik gennem en låge, stod ejeren parat med en stav og afmærkede hvert tiende dyr som tienden, uden at undersøge eller udvælge dyrene. — 3Mo 27:32, 33.

Det ser ud til at der var endnu en tiende, en sekundær tiende, som årligt blev sat til side. Den tjente ikke til direkte underhold af det levitiske præsteskab, skønt levitterne fik del i den, men den blev normalt anvendt til glæde og gavn for de enkelte israelitiske familier når de samledes ved de nationale højtider. I tilfælde af at vejen til Jerusalem var for lang til at det var praktisk muligt at bringe tienden med, blev den omsat i penge, og disse blev så anvendt til husstandens underhold og andet der bidrog til dens glæde under det hellige stævne i Jerusalem. (5Mo 12:4-7, 11, 17, 18; 14:22-27) Ved slutningen af det tredje og det sjette år i den syvårige sabbatscyklus blev denne tiende sat til side til levitterne, de fastboende udlændinge, enkerne og de faderløse i lokalsamfundet i stedet for at blive anvendt til dækning af udgifter ved de nationale højtider. — 5Mo 14:28, 29; 26:12.

De israelitiske tiendelove var ikke urimelige. Det må heller ikke overses at Gud havde lovet at velsigne israelitterne med velstand ved at åbne „himmelens sluser“ for dem hvis de adlød disse love. (Mal 3:10; 5Mo 28:1, 2, 11-14) Når folket forsømte at give tiende, gik det ud over præsterne og levitterne eftersom det tvang dem til at bruge tid på verdsligt arbejde så de forsømte deres præstetjeneste. (Ne 13:10) En sådan troløshed var også til skade for den sande tilbedelse. Da de ti stammer forfaldt til kalvedyrkelse, anvendte de sørgeligt nok tienden til støtte for deres falske religion. (Am 4:4, 5) Når Israel derimod var trofast mod Jehova og var underlagt retfærdige herskere, blev der igen givet tiende til levitterne, og i overensstemmelse med Jehovas løfte var der ingen mangel. — 2Kr 31:4-12; Ne 10:37, 38; 12:44; 13:11-13.

Moseloven fastsatte ingen straf for ikke at betale tiende. Jehova pålagde derimod alle en stærk moralsk forpligtelse til at give tiende, for ved slutningen af den treårige tiendecyklus skulle de erklære over for ham at de havde givet hele tienden. (5Mo 26:12-15) Den der uretmæssigt holdt noget tilbage, havde så at sige stjålet fra Gud. — Mal 3:7-9.

Jødernes religiøse ledere i det 1. århundrede, især de skriftlærde og farisæerne, skiltede skinhelligt med at de gav tiende og gjorde andre gerninger i forbindelse med deres gudsdyrkelse, men deres hjerte var langt borte fra Gud. (Mt 15:1-9) Jesus dadlede dem for deres selviske, hykleriske indstilling og gjorde opmærksom på at de omhyggeligt gav tiende af „mynte og dild og kommen“ — hvad der var deres pligt — mens de ignorerede „det der er vigtigere i loven, nemlig ret og barmhjertighed og trofasthed“. (Mt 23:23; Lu 11:42) I en billedtale viste Jesus modsætningen mellem en farisæer der selvretfærdigt pralede af at han fastede hyppigt og gav tiende af alt, og en skatteopkræver der ikke blev regnet for noget af farisæeren, men som ydmygede sig, bekendte sine synder for Gud og bad ham vise barmhjertighed. — Lu 18:9-14.

Kristne skal ikke give tiende. De første kristne fik ikke på noget tidspunkt befaling til at give tiende. Hovedformålet med tiendeordningen under Moseloven var at yde støtte til Israels  tempel og præsteskab; følgelig ophørte pligten til at give tiende da den mosaiske lovpagt blev opfyldt og dermed ophævet ved Kristi død på marterpælen. (Ef 2:15; Kol 2:13, 14) Levitpræsterne fortsatte ganske vist med at forrette tjeneste ved templet i Jerusalem frem til dets ødelæggelse i år 70 e.v.t., men fra og med år 33 var de kristne blevet en del af et nyt, åndeligt præsteskab der ikke blev underholdt af tiende. — Ro 6:14; He 7:12; 1Pe 2:9.

Alle kristne blev tilskyndet til at støtte den kristne tjeneste ved selv at deltage i den og ved at yde økonomiske bidrag. De skulle ikke yde fastlagte, nærmere specificerede bidrag til dækning af menighedens udgifter, men hver enkelt skulle give efter hvad han havde, „som han [havde] besluttet i sit hjerte, ikke uvilligt eller tvungent, for Gud elsker en glad giver“. (2Kor 8:12; 9:7) De blev tilskyndet til at følge princippet: „Lad de ældste som præsiderer på en god måde, blive anset for værdige til dobbelt ære, især dem som slider i det med tale og undervisning. For skriftstedet siger: ’Du må ikke binde munden til på en okse når den tærsker,’ og: ’Den der arbejder er sin løn værd.’“ (1Ti 5:17, 18) Apostelen Paulus satte imidlertid et godt eksempel ved at søge at undgå at ligge menigheden unødigt til byrde i økonomisk henseende. — Apg 18:3; 1Ts 2:9.