I ÅR 607 f.v.t., da mange jøder blev ført i landflygtighed i Babylon og resten flygtede til Ægypten, blev det engang så frugtbare Juda til en „ødemark, uden indbyggere“. (Jer 9:11) Den loyale hengivenheds Gud ville imidlertid ikke lade sit folk forblive i landflygtighed for evigt. Han forudsagde at folket skulle „tjene Babylons konge i halvfjerds år“, hvorefter han ville udfri en trofast rest. (Jer 25:11, 12; 29:10-14) Og end ikke det tilsyneladende uovervindelige verdensrige Babylon kunne forpurre Guds erklærede hensigt. De landflygtige jøders tilbagekomst viser den usvigelige nøjagtighed hvormed Jehovas profetier opfyldes.

I 539 f.v.t., endnu før de 70 års landflygtighed var til ende, faldt Babylon for perserkongen Kyros’ angribende hære. I sit første år som hersker over Babylon udstedte Kyros et dekret der tillod de landflygtige jøder at vende tilbage til Jerusalem. (Ezr 1:1-4) En rest der måske talte 200.000 mænd, kvinder og børn, begav sig ud på rejsen og ankom til Juda i 537 f.v.t. (Ezr 1:5–3:1; 4:1) De 70 års øde tilstand endte således nøjagtig til tiden.

Ikke alle de landflygtige vendte dog tilbage på det tidspunkt. I 468 f.v.t. vendte en anden gruppe tilbage sammen med præsten Ezra, der medbragte gaver til templet i Jerusalem. (Ezr 7:1–8:32) Dernæst rejste Nehemias i 455 f.v.t. fra Susan til Jerusalem for at genopbygge byens mur. (Ne 2:5, 6, 11) Bibelen oplyser ikke præcis hvilken rute de hjemvendende fulgte. Nogle sandsynlige muligheder er vist på kortet.

[Kort på side 332]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Mulige hjemrejseruter efter landflygtigheden

Veje

Den Persiske Bugt

Susan

Babylon

Tigris

Eufrat

Tadmor

Damaskus

Jerusalem

Tema

Det Store Hav

[Illustration på side 332]

Kyroscylinderen, der fortæller at Kyros lod sine fanger vende tilbage til deres hjemlande og hjalp dem med at genopbygge deres templer