Tilsynsmand
Det hebraiske ord for tilsynsmand, paqīdhʹ, er afledt af verbalroden paqadhʹ, der betyder ’at vende sin opmærksomhed mod’ (1Mo 21:1), ’at besøge’ (Dom 15:1), ’at sætte over’ (1Mo 39:5) og ’at betro [en opgave]’ (Ezr 1:2). Tilsvarende er det græske ord for tilsynsmand, epiʹskopos, beslægtet med udsagnsordet episkopeʹō, der betyder ’at se til’ (He 12:15), og med navneordet episkopēʹ, der betyder „inspektion“ (Lu 19:44, Int; 1Pe 2:12) og „tilsynshverv“ (1Ti 3:1; Apg 1:20). Den græske Septuaginta-oversættelse gengiver fire gange det hebraiske ord paqīdhʹ med epiʹskopos. (Dom 9:28; Ne 11:9, 14, 22) Tilsynsmanden var således en der viste visse anliggender eller personer sin opmærksomhed, som aflagde besøg, inspicerede og udnævnte nogen til en tjeneste. Grundbetydningen af det græske udtryk er en der fører beskyttende tilsyn.
Tilsynsmænd omtalt i De Hebraiske Skrifter. Josef rådede Farao til at indsætte tilsynsmænd over landet. De skulle i årene med overflod oplagre fødevarer til den kommende hungersnød. (1Mo 41:34-36) Under deres respektive høvdinger havde hver af de levitiske slægter fået et særligt ansvar i forbindelse med at føre tilsyn med tjenesten i teltboligen. (4Mo 3:24-26, 30, 31, 35-37) Arons søn Eleazar blev udnævnt til ’høvding over levitternes høvdinger’ og førte almindeligt tilsyn med teltboligen og dens redskaber. (4Mo 3:32; 4:16) Ypperstepræsten kunne også sætte tilsynsmænd over bestemte former for tjeneste i helligdommen. (2Kg 11:18) I Davids regeringstid var der både inden for præsteskabet og ved hoffet talrige forskelligartede tilsynsopgaver og -ordninger som blandt andet omfattede økonomiske og militære anliggender. — 1Kr kap. 23-27.
I profetien i Esajas 60:17 nævnes „tilsynsmænd“ parallelt med „arbejdsfogeder“, eftersom tilsynsmænd kan tildele andre arbejde såvel som føre tilsyn med og våge over de personer eller ting der er betroet i deres varetægt. I denne profeti forudsagde Jehova en tid hvor han ville ’indsætte fred som dine tilsynsmænd, og retfærdighed som dine arbejdsfogeder’, en profeti der fik sin første opfyldelse da Israel vendte hjem fra landflygtigheden, og som får en større opfyldelse inden for den kristne menighed.
Tilsynsmænd i den kristne menighed. De kristne tilsynsmænd (epiʹskopoi) er de samme som dem der kaldes „ældste“ (presbyʹteroi) i menigheden. At disse udtryk betegner den samme stilling i menigheden, fremgår af Paulus’ ord da han havde sendt bud til Efesus og tilkaldt „menighedens ældste“ så de kunne møde ham i Milet. Henvendt direkte til dem sagde han: „Giv agt på jer selv og på hele den hjord i hvilken den hellige ånd har sat jer som tilsynsmænd [en form af epiʹskopoi] til at vogte Guds menighed.“ (Apg 20:17, 28) Dette fremgår også af apostelens brev til Titus, hvor han taler om at „indsætte ældste i by efter by“ og derefter tydeligvis om sådanne mænd bruger udtrykket „en tilsynsmand“ (epiʹskopos). (Tit 1:5, 7) De to udtryk betegner således den samme stilling. Presbyʹteros henleder tanken på de udnævnte tilsynsmænds modne egenskaber, og epiʹskopos på de pligter der følger med udnævnelsen. — Se også ÆLDSTE.
Der var ikke et bestemt antal tilsynsmænd i hver menighed. Antallet afhang af hvor mange der var kvalificerede og blev anerkendt som „ældste“ i den enkelte menighed. I menigheden i Efesus var der åbenbart flere tilsynsmænd, og da Paulus skrev til de kristne i Filippi, omtalte han menighedens „tilsynsmænd“ (Flp 1:1), hvilket tyder på at de tjente som et råd der førte tilsyn med menighedens anliggender.
En undersøgelse af De Kristne Græske Skrifter viser at alle tilsynsmænd, eller ældste, i hver menighed havde samme myndighed. I sine breve til menighederne fremhæver Paulus ikke nogen enkeltperson som tilsynsmanden, og hans breve er heller ikke stilet til en enkelt tilsynsmand. Filipperbrevet er henvendt til „alle de hellige i samhørighed med Kristus Jesus, dem som er i Filippi, sammen med tilsynsmænd og menighedstjenere“. (Flp 1:1) Herom skriver Manuel Guerra y Gomez: „Episcopos i indledningen til Filipperbrevet forudsætter bestemt ikke en monarkisk myndighed; det er snarere et udtryk der betegner et medlem af et råd bestående af flere ligemænd som forestår ledelsen og styringen af det kristne samfund i denne makedoniske by. Samtidig er en diaconos, i overensstemmelse med dette ords almindelige betydning, en assistent eller tjener for en episcopos og stod af samme grund også til tjeneste for de troende.“ — Episcopos y Presbyteros, Burgos, Spanien 1962, s. 320.
Tilsynsmænds eller ældstes kvalifikationer. For at opnå et tilsynshverv må man opfylde følgende krav: „Tilsynsmanden bør derfor være ulastelig, én kvindes mand, mådeholden i vaner, sund i sindet, ordentlig, gæstfri, egnet til at undervise, ikke en fordrukken spektakelmager, ikke en som bruger vold, men rimelig, ikke krigerisk, ikke pengekær, en mand der præsiderer i sin egen husstand på en god måde og har børn der med al alvor underordner sig; . . . ikke en nyomvendt, . . . han [bør] også have et godt vidnesbyrd fra udenforstående.“ — 1Ti 3:1-7.
I Titusbrevet, hvor der også tales om indsættelse af ældste, hedder det ligeledes at en mand, for at være egnet til denne opgave, skal være en der er „uangribelig, som er én kvindes mand, som har troende børn der ikke er under anklage for udsvævelser eller er uregerlige. For en tilsynsmand bør som en Guds husholder være uangribelig, ikke selvrådig, ikke tilbøjelig til vrede, ikke en fordrukken spektakelmager, ikke en som bruger vold, ikke begærlig efter uærlig vinding, men gæstfri, en ven af det gode, sund i sindet, retfærdig, loyal, en som kan beherske sig, som holder sig til det troværdige ord med hensyn til sin undervisning, så han både kan tilskynde med den lære der er sund og retlede dem som siger imod.“ (Tit 1:5-9) Når denne liste over kvalifikationer adskiller sig fra førnævnte, er det øjensynlig fordi der tages højde for de særlige behov i menighederne på Kreta, hvor Titus tjente. — Tit 1:10-14.
Den største tilsynsmand. I 1 Peter 2:25 citerer Peter åbenbart fra Esajas 53:6 idet han taler om nogle der var „som får der var faret vild“, og han skriver derefter: „Men nu er I vendt tilbage til jeres sjæles hyrde og tilsynsmand.“ Dette må sigte til Jehova Gud eftersom de kristne som Peter skrev til, ikke var faret vild fra Kristus Jesus, men derimod gennem ham var blevet ledt tilbage til Jehova Gud, som er sit folks store Hyrde. (Sl 23:1; 80:1; Jer 23:3; Ez 34:12) Jehova er også en tilsynsmand, en der inspicerer. (Sl 17:3) Denne inspektion (gr.: episkopēʹ) kan være forbundet med en ugunstig dom fra ham, som det skete i tilfældet med Jerusalem, der i det 1. århundrede ikke gav agt på „den tid da [den] blev inspiceret [gr.: episkopēsʹ]“. (Lu 19:44) Inspektionen kan dog også resultere i noget godt og gavnligt, som det vil være tilfældet for dem der herliggør Gud „på den dag han inspicerer“. — 1Pe 2:12.
„En der har travlt med andres sager“. Apostelen Peter advarede de kristne mod at ’have travlt med andres sager’ (1Pe 4:15) og brugte i den forbindelse udtrykket allotriepiʹskopos, der ordret betyder „tilsynsmand for det der tilhører en anden“. Francisco Zorell definerer dette ord som „en der ser det som sin opgave at tage sig af og korrigere andre menneskers anliggender, en der ubetænksomt blander sig i andres sager“. — Lexicon Graecum Novi Testamenti, Paris 1961, sp. 70.
[Ramme på side 1005]
Tilsynsmænd, eller ældste
Menighedstjenere
ulastelig
uangribelig
uangribelig
én kvindes mand
én kvindes mand
én kvindes mand
ikke en fordrukken spektakelmager
ikke en fordrukken spektakelmager
ikke forfalden til megen vin
ikke pengekær
ikke begærlig efter uærlig vinding
ikke begærlig efter uærlig vinding
præsiderer i sin egen husstand på en god måde, har børn der underordner sig
har troende børn der ikke er under anklage for udsvævelser eller er uregerlige
præsiderer på en god måde iblandt sine børn og i sin egen husstand
ikke en nyomvendt
—
prøvet først om han er egnet
sund i sindet
sund i sindet
—
gæstfri
gæstfri
—
egnet til at undervise
holder sig til det troværdige ord med hensyn til sin undervisning, kan tilskynde og retlede
—
ikke en som bruger vold
ikke en som bruger vold
—
rimelig
ikke selvrådig
—
ikke krigerisk
ikke tilbøjelig til vrede
—
