(Timoʹteus) [en der ærer Gud].

Søn af en jødisk kvinde ved navn Eunike og en græsk fader hvis navn ikke nævnes i Bibelen. Timoteus blev fra ganske lille undervist i „de hellige skrifter“ af sin moder og sikkert også af sin mormoder, Lois. (Apg 16:1; 2Ti 1:5; 3:15) Det vides ikke nøjagtig hvornår Timoteus tog imod kristendommen, men da apostelen Paulus kom til Lystra (der åbenbart var Timoteus’ hjemby) på sin anden missionsrejse, måske i slutningen af år 49 eller i begyndelsen af år 50, fandt han at disciplen Timoteus (der måske var omkring 20 år) „havde et godt omdømme hos brødrene i Lystra og Ikonium“. — Apg 16:2.

Det kan have været på dette tidspunkt at der som følge af Guds ånds virke blev udtalt visse profetier eller forudsigelser om Timoteus. Efter at den hellige ånd på denne måde havde antydet Timoteus’ fremtid, lagde menighedens ældste sammen med apostelen Paulus hænderne på ham, hvorved han blev sat til side til en særlig tjeneste i forbindelse med den kristne menighed. (1Ti 1:18; 4:14; 2Ti 1:6; jf. Apg 13:3.) Paulus valgte Timoteus som rejseledsager, og for ikke at volde anstød hos jøderne omskar han ham. — Apg 16:3.

Rejser sammen med Paulus. Timoteus virkede sammen med Paulus i den kristne tjeneste i Filippi, Thessalonika og Berøa. (Apg 16:11–17:10) Da Paulus måtte rejse fra Berøa på grund af modstand som fanatiske jøder havde ophidset til, lod han Silas og Timoteus blive tilbage så de kunne tage sig af den nye gruppe af troende i byen. (Apg 17:13-15) Det ser ud til at Paulus derefter sendte bud til Berøa og bad Timoteus om at besøge brødrene i Thessalonika for at opmuntre dem til at være trofaste trods deres trængsler. (1Ts 3:1-3; se ATHEN [Paulus’ virke i Athen].) Timoteus sluttede sig åbenbart igen til Paulus i Korinth og havde da gode nyheder med om den trofasthed og kærlighed de kristne i Thessalonika viste. (Apg 18:5; 1Ts 3:6) I det brev Paulus derefter sendte til thessalonikerne, hilste han fra Silvanus (Silas) og Timoteus, og det gjorde han også i sit andet brev til dem. — 1Ts 1:1; 2Ts 1:1.

Timoteus ledsagede Paulus igen på hans tredje missionsrejse (ca. 52-56 e.v.t.). (Jf. Apg 20:4.) Mens Paulus opholdt sig i Efesus (1Kor 16:8), skrev han i sit første brev til korintherne: „Jeg [sender] Timoteus til jer, da han er mit elskede og trofaste barn i Herren; han vil minde jer om mine fremgangsmåder i forbindelse med Kristus Jesus, sådan som jeg underviser overalt i hver menighed.“ (1Kor 4:17) I slutningen af brevet antydede Paulus imidlertid at det ikke var sikkert at Timoteus kom til Korinth: „Hvis Timoteus imidlertid kommer, så sørg for at han kan være fri for frygt iblandt jer, for han gør Jehovas gerning, ligesom jeg.“ (1Kor 16:10) Hvis Timoteus tog til Korinth, må det have været før han og Erastus rejste fra Efesus til Makedonien, for Timoteus og Paulus var sammen i Makedonien da det andet brev til korintherne (der ikke var baseret på Timoteus’, men på Titus’ rapport) blev skrevet. (Apg 19:22; 2Kor 1:1; 2:13; 7:5-7) Måske blev Timoteus’ påtænkte besøg ikke til noget. Dette antydes af at Paulus ikke skriver noget i sit andet brev til korintherne om at Timoteus har været der uden at han selv har været med. (2Kor 1:19) Da Paulus senere skrev til romerne, åbenbart fra Gajus’ hjemby, Korinth, var Timoteus sammen med ham. — Jf. Ro 16:21, 23; 1Kor 1:14.

Paulus sendte hilsener fra Timoteus da han under sit første fangenskab i Rom skrev til filipperne (1:1), kolossenserne (1:1) og Filemon  (v. 1). Det ser ud til at Timoteus selv sad i fængsel i Rom på et tidspunkt mellem affattelsen af brevet til filipperne og brevet til hebræerne. — Flp 2:19; He 13:23.

Ansvar og kvalifikationer. Efter at Paulus var blevet løsladt fra fængselet, tjente Timoteus igen sammen med ham, og han blev i Efesus på Paulus’ opfordring. (1Ti 1:1-3) På det tidspunkt (ca. 61-64 e.v.t.) kan Timoteus have været i trediverne, og han havde myndighed til at udnævne tilsynsmænd og menighedstjenere i menigheden. (1Ti 5:22) Han var fuldt ud i stand til at røgte dette store ansvar, for han havde stået prøve ved at arbejde nært sammen med apostelen Paulus i mindst 11 år. Paulus kunne sige om ham: „Jeg har nemlig ingen med en indstilling som hans, ingen der så oprigtigt vil bekymre sig for jeres situation. . . . I ved at han har stået prøve, at han har trællet sammen med mig, som et barn hos sin fader, for at fremme den gode nyhed.“ (Flp 2:20-22) Og til Timoteus skrev han: „Uophørlig har [jeg] dig i erindring i mine bønner, idet jeg nat og dag længes efter at se dig, da jeg husker dine tårer, for at jeg må blive fyldt med glæde. Jeg mindes jo den tro der, uden hykleri, er i dig.“ — 2Ti 1:3-5.

Skønt Timoteus ofte var syg på grund af en svag mave (1Ti 5:23), ofrede han sig villigt for andre. Paulus holdt af ham på grund af hans gode egenskaber og ønskede inderligt at Timoteus ville komme til ham da hans død var nært forestående. (2Ti 4:6-9) Eftersom Timoteus var relativt ung, var han måske usikker og tøvede med at gøre sin myndighed gældende. (Jf. 1Ti 4:11-14; 2Ti 1:6, 7; 2:1.) Dette viser at han ikke var stolt, men kendte sin begrænsning.