Udtrykket „tingenes ordning“ gengiver det græske ord aiōnʹ over 30 gange af de steder det forekommer i De Kristne Græske Skrifter.

Om betydningen af aiōnʹ skriver R. C. Trench: „Ligesom [koʹsmos, verden] har det en primær og fysisk betydning, og derefter, på grundlag af denne, en sekundær og etisk betydning. I sin primære betydning betegner det tid, kortvarig eller langvarig, som et ubrudt forløb; . . . men i det væsentlige tid forstået som de vilkår hvorunder alt det skabte eksisterer, og længden af dets eksistens . . . I denne betydning kommer det nu til at betegne alt det eksisterende i verden under tidens vilkår; . . . og derefter, i en mere etisk betydning, verdensforholdene i almindelighed som de udvikler sig i tidens løb.“ Til støtte for sidstnævnte betydning citerer forfatteren den tyske forsker C. L. W. Grimm, der giver denne definition: „Den samlede sum af de træk der kendetegner et tidsforløb.“ — Synonyms of the New Testament, London 1961, s. 202, 203.

Grundbetydningen af aiōnʹ er derfor „tidsalder“, eller „eksistensperiode“, og i Bibelen betegner det ofte en lang tidsperiode (Apg 3:21; 15:18), i nogle tilfælde også en periode af uendelig varighed, en evighed. (Mr 3:29; 11:14; He 13:8) Disse betydninger er omtalt under FJERNE TIDER. Her vil vi imidlertid beskæftige os med den betydning af ordet der nævnes i slutningen af forrige afsnit.

Som en hjælp til at forstå denne betydning kan vi erindre om betydningen af ord som „tidsalder“, „æra“, „periode“ og „epoke“. Vi taler om en tidsalder, æra eller epoke i betydningen: en tidsperiode kendetegnet af et karakteristisk udviklings- eller begivenhedsforløb, af en fremtrædende skikkelse eller af andre typiske træk. Vi kan for eksempel tale om „de store opdagelsesrejsers tid“, hvormed vi tænker på tiden hvor Columbus, Magellan, Cook og andre søfarere levede. Eller vi kan tale om „feudaltiden“, „middelalderen“, „Victoriatiden“ og nu „rumalderen“. Det væsentlige i de enkelte tilfælde er ikke så meget selve tidsperioden som det eller de træk der kendetegner den pågældende periode og gør den anderledes end andre perioder. Det er disse træk der afgør hvornår perioden begynder, hvor længe den varer, og hvornår den slutter. Uden dem ville der blot være tale om et tidsrum, ikke en særlig æra, epoke eller tidsalder.

Liddell og Scotts ordbog angiver således blandt andet denne betydning af aiōnʹ: „Tidsrum der er klart defineret og afgrænset; epoke, tidsalder.“ (A Greek-English Lexicon, revideret af H. Jones, Oxford 1968, s. 45) Og Vine’s Expository Dictionary of Old and New Testament Words (1981, bd. 1, s. 41) siger: „En tidsalder, æra . . . [det] betegner en periode af ikke nærmere bestemt varighed, eller tid set ud fra det der sker i den pågældende periode.“

De steder hvor tidsforestillingen træder i baggrunden til fordel for de særlige forhold der kendetegner den bestemte tid, kan aiōnʹ derfor med rette gengives med „tingenes ordning“, eller „tingenes tilstand“. At det er rigtigt at gøre dette, fremgår af Galaterne 1:4, hvor apostelen Paulus skriver: „Han gav sig selv for vore synder for at han kunne udfri os fra den nuværende onde tingenes ordning [form af aiōnʹ] i overensstemmelse med vor Guds og Faders vilje.“ Nogle oversættelser gengiver her aiōnʹ med „tidsalder“, men det er indlysende at Kristi genløsningsoffer ikke udfriede de kristne fra en tidsalder eller et tidsrum, for de vedblev med at leve i den samme tidsalder som resten af menneskeheden. De blev derimod udfriet fra den tingenes ordning, eller tilstand, der rådede dengang og var typisk for den tid. — Jf. Tit 2:11-14.

Apostelen skrev til de kristne i Rom: „Lad jer ikke forme efter denne tingenes ordning, men lad jer forvandle gennem en fornyelse af jeres sind.“ (Ro 12:2) Det var ikke selve tidsperioden der påvirkede eller formede datidens mennesker, men det var de normer, skikke, sædvaner, synspunkter, livsholdninger og andre træk som var typiske for den tid. I Efeserne 2:1, 2 siger Paulus til brevets modtagere: „I var døde i jeres overtrædelser og synder, i hvilke I tidligere vandrede i overensstemmelse med tingenes ordning [„idet I fulgte måden at leve på“, JB; „idet I fulgte retningen“, RS] i denne verden.“ I sin kommentar til dette skriftsted viser The Expositor’s Greek Testament (bd. III, s. 283) at tidsmomentet ikke er den eneste eller vigtigste side af ordet aiōnʹ i dette tilfælde. Til støtte for at gengive aiōnʹ med „retning“ (el. „kurs“) siger værket: „Dette ord indeholder de tre begreber tendens, udvikling og noget af begrænset varighed. Når verden er ond, er dens retning eller kurs også ond, og at leve i overensstemmelse med den er at leve i overtrædelse og synd.“ — Redigeret af W. Nicoll, 1967.

Forskellige tidsaldre, tilstande, eller tingenes ordninger. Bibelen taler om forskellige tingenes ordninger, eller fremherskende tilstande, som har eksisteret eller vil komme til at eksistere. De tingenes ordninger Gud har dannet gennem sin søn, er naturligvis retfærdige.

 Ved hjælp af Lovpagten indførte Gud for eksempel det man kunne kalde den israelitiske eller jødiske tidsalder. Det der gjorde denne periode til noget specielt (med hensyn til den måde hvorpå Gud tog sig af menneskene), var den tingenes tilstand, de særlige træk, der knyttede sig til Lovpagten. Blandt disse elementer var et præsteskab, en ordning med ofringer og kostbestemmelser og en telthelligdom eller et tempel hvor tilbedelsen kunne foregå med højtider og sabbatter, alt sammen noget der dannede profetiske forbilleder eller skygger; og desuden en national ordning, efterhånden med en jordisk konge. Da Gud forudsagde en ny pagt (Jer 31:31-34), blev den gamle pagt i en vis forstand forældet skønt han tillod den at fortsætte nogle hundrede år endnu. (He 8:13) I år 33 e.v.t. bragte han imidlertid Lovpagten til ophør ved så at sige at nagle den til sin søns marterpæl. — Kol 2:13-17.

Det er åbenbart på denne baggrund man skal forstå ordene i Hebræerne 9:26 om at Kristus har „givet sig til kende én gang for alle ved afslutningen på tingenes ordninger for at skaffe synden af vejen ved sit offer“. De særlige forhold der kendetegnede denne periode eller tidsalder, ophørte dog ikke helt før år 70 da Jerusalem og templet blev ødelagt og det jødiske folk blev spredt. Det var denne katastrofe der for al eftertid gjorde ende på det jødiske præsteskab, ofringerne og tilbedelsen ved templet efter Lovens forskrifter (skønt den sidste jødiske fæstning, Masada, først faldt for romerne tre år senere, i år 73); ødelæggelsen gjorde også ende på den jødiske nationale ordning som Gud havde grundlagt. Det er uden tvivl grunden til at Paulus, mange år efter Kristi død, men inden romernes ødelæggelse af Jerusalem, kunne udtrykke sig med følgende ord angående nogle af begivenhederne i israelitternes historie: „Disse ting skete fortsat med dem, som eksempler, og de blev skrevet til advarsel for os til hvem enden på tingenes ordninger er kommet.“ — 1Kor 10:11; jf. Mt 24:3; 1Pe 4:7.

Ved hjælp af genløsningsofferet og den nye pagt som dette offer satte i kraft, indførte Gud gennem Jesus Kristus en anden tingenes ordning, en ordning der i første række drejede sig om menigheden af salvede kristne. (He 8:7-13) Dermed indledtes en ny epoke, kendetegnet af de virkeligheder som Lovpagten var en skygge af. Under denne ordning indførtes en forligelsens tjeneste, Guds hellige ånds virke forstærkedes, og tilbedelsen kom til at foregå gennem et åndeligt tempel med åndelige ofre (1Pe 2:5) i stedet for i et bogstaveligt tempel med dyreofre. Der kom nye åbenbaringer af Guds hensigt, og der blev åbnet mulighed for et nyt forhold til Gud som betød en ny livsform for dem der var med i den nye pagt. Alle disse træk kendetegnede den tingenes ordning som blev indført ved Kristus.

En uretfærdig tidsalder, eller tingenes ordning. Da Paulus skrev til Timoteus om dem der var „rige i den nuværende tingenes ordning“, havde han givetvis ikke den jødiske tingenes ordning i tanke, for Timoteus var i sin tjeneste ikke blot i berøring med jødekristne, men også med mange hedningekristne, hvis rigdom sandsynligvis ikke var knyttet til den jødiske tingenes ordning. (1Ti 6:17) Da Paulus nævnte at Demas havde svigtet ham „fordi han fik kærlighed til den nuværende tingenes ordning“, mente han sikkert heller ikke at Demas elskede den jødiske tingenes ordning, men snarere at han elskede den bestående tingenes tilstand i verden i almindelighed og den verdslige måde at leve på. — 2Ti 4:10; jf. Mt 13:22.

Den verdslige aiōnʹ, eller tingenes ordning, havde været til længe før Lovpagten blev indstiftet; den bestod sideløbende med Lovpagtens aiōnʹ, og den fortsatte efter afslutningen af den aiōnʹ, eller tingenes tilstand, som Lovpagten havde bragt med sig. Den verdslige aiōnʹ begyndte øjensynlig på et tidspunkt efter Vandfloden da der havde udviklet sig en uretfærdig livsform som var præget af synd og oprør mod Gud og hans vilje. Derfor kunne Paulus også tale om „denne tingenes ordnings gud“ som havde forblindet de ikketroendes forstand — en udtalelse der klart var møntet på Satan Djævelen. (2Kor 4:4; jf. Joh 12:31.) Det er i første række Satans herredømme og påvirkning der har formet den verdslige aiōnʹ og givet den de træk og den ånd der kendetegner den. (Jf. Ef 2:1, 2.) I en kommentar til Romerne 12:2 siger The Expositor’s Greek Testament (bd. II, s. 688): „Selv en tilsyneladende eller overfladisk tilpasning til en ordning der beherskedes af en sådan ånd, og da langt mere en direkte tilpasning til dens leve- og tænkemåde, ville være skæbnesvanger for den kristne livsform.“ Denne verdslige aiōnʹ skulle bestå længe efter apostlenes tid.

Da Jesus i Mattæus 13:37-43 forklarede en billedtale, sagde han at „marken er verden [koʹsmos]; . . . Høsten er en afslutning på en tingenes ordning [form af aiōnʹ] . . . Derfor, ligesom ukrudtet bliver samlet fra og brændt i ild, således vil det være ved afslutningen på tingenes ordning.“ Nogle oversættelser, deriblandt den danske autoriserede oversættelse af 1992, gengiver både koʹsmos og aiōnʹ med „verden“ i disse vers. Det er imidlertid klart at landmanden i denne lignelse ikke brænder „marken“, der skildrer  „verden“, men kun „ukrudtet“. Det der når til en afslutning, er derfor ikke „verden“ (koʹsmos), men „tingenes ordning“ (aiōnʹ). George Campbells oversættelse gengiver passagen således: „Marken er verden . . . høsten er afslutningen på denne tilstand . . . sådan vil det være ved afslutningen på denne tilstand.“ — The Four Gospels, London 1834.

Jesus forklarede at hveden stod for de sande salvede kristne, de ægte disciple, hvorimod ukrudtet stod for falske kristne som blot var en efterligning af de sande. Den afslutning på en tingenes ordning der her skildres som høsttiden, kan derfor ikke være afslutningen på den jødiske tingenes ordning og heller ikke afslutningen på den „tilstand“ hvori „hveden“ og „ukrudtet“ vokser uforstyrret side om side, men må være afslutningen på den samme tingenes ordning som den apostelen Paulus senere henviste til, nemlig „den nuværende tingenes ordning“ som er kendetegnet af Satans herredømme. (1Ti 6:17) Det samme gælder i en af de efterfølgende lignelser Jesus fortalte, den om voddet og sorteringen af fiskene, der skildrede hvordan „det vil være ved afslutningen på tingenes ordning: englene vil gå ud og skille de onde fra de retfærdige“. (Mt 13:47-50) Det var sikkert sådanne udtalelser af Jesus disciplene havde i tanke da de nogen tid senere spurgte ham om ’tegnet på hans nærværelse og afslutningen på tingenes ordning’. (Mt 24:3) Jesu løfte om at han ville være med sine tjenere i deres arbejde med at gøre disciple lige indtil afslutningen på tingenes ordning, må også sigte til afslutningen på den tingenes tilstand der skyldes Satans herredømme. — Mt 28:19, 20.

Andre eksempler på at aiōnʹ sigter til denne onde tingenes ordning, findes i Lukas 16:8; 1 Korinther 1:20; 2:6, 8; 3:18 og Efeserne 1:21.

Den kommende tingenes ordning. Ifølge Mattæus 12:32 sagde Jesus at den der taler imod den hellige ånd, ikke vil blive tilgivet, „hverken i denne tingenes ordning eller i den kommende“. Dette kunne læses som sigtede han til den jødiske tingenes ordning og den dengang fremtidige tingenes ordning som Kristus ville indføre ved hjælp af den nye pagt. Alt tyder dog på at han sigtede til den nuværende onde tingenes ordning og til en tingenes ordning der ville blive indført ved afslutningen på den onde tingenes ordning. Det var den samme fremtidige tilstand han havde i tanke da han lovede at de der forlod hjem og familie for Guds riges skyld, ville „få mange gange mere i denne tid [form af kairosʹ, der betyder „fastsat tid“], og i den kommende tingenes ordning [form af aiōnʹ] evigt liv“. (Lu 18:29, 30) Det ville også være i denne kommende tingenes ordning at mennesker ville få en opstandelse og få mulighed for at blive regnet blandt Guds børn. (Lu 20:34, 35) I Efeserne 2:7 bruges aiōnʹ i flertal om „de kommende tingenes ordninger“, hvor de salvede kristne på en overvældende måde vil opleve Guds ufortjente godhed mod dem „i samhørighed med Kristus Jesus“. (Jf. Ef 1:18-23; He 6:4, 5.) Heraf fremgår det at der vil være flere tingenes ordninger, eller tilstande, inden for den samlede „kommende tingenes ordning“, ligesom den tingenes ordning der fandtes under Lovpagten, som tidligere nævnt omfattede flere sideløbende, indbyrdes forbundne ordninger.

„Tingenes ordninger“ bragt i stand af Gud. I Hebræerne 11:3 siges der: „Ved tro fatter vi at tingenes ordninger [flertal af aiōnʹ] er blevet bragt i stand ved Guds ord, så det der ses er blevet til af ting som ikke er synlige.“ Mange ser heri en parallel til Hebræerne 1:2, hvor aiōnʹ også forekommer i flertal; her siges der at Jehova har talt ved sin søn, Jesus Kristus, „som han har indsat som arving til alle ting, og gennem hvem han har dannet tingenes ordninger“. Der er forskellige meninger om hvad man skal forstå ved det græske ord aiōnʹ i disse to vers.

En måde at opfatte versene på er at betragte det græske ord som et udtryk for de særlige forhold der kendetegner en bestemt periode. I Hebræerbrevet, kapitel 11, taler den inspirerede skribent om at ’fortidens mænd ved tro fik godt vidnesbyrd’ (v. 2), og han fortsætter med at nævne eksempler på troende mænd fra tiden før Vandfloden, fra patriarktiden og fra den tid da Israel stod i et pagtsforhold til Gud. Ved hjælp af den udvikling Gud iværksatte, ledte og fuldførte i disse klart afgrænsede tidsperioder, arbejdede han i disse på hinanden følgende „tingenes ordninger“ hen imod gennemførelsen af sin hensigt, nemlig at gøre ende på oprør og skabe mulighed for at mennesker som var værdige til det, kunne blive forligt med ham. Disse mænd i fortiden måtte derfor tro på at den usynlige Gud havde hånd i hanke med udviklingen. De troede også på at han var det usynlige Ophav til de forskellige tingenes ordninger, og at det mål de stilede imod, „opfyldelsen af løftet“, med sikkerhed ville blive til virkelighed når Guds tid var inde. I tro så de frem til den videre gennemførelse af Guds hensigt, som indbefattede den tingenes ordning der blev frembragt ved den nye pagt som var grundlagt på Jesu offer. — He 11:39, 40; 12:1, 18-28.

En anden måde at forstå brugen af aiōnʹ på i Hebræerne 1:2 og 11:3 er at opfatte ordet som synonymt med koʹsmos i betydningen verden eller  universet, det vil sige alt det skabte, solen, månen, stjernerne og jorden indbefattet. Denne synsvinkel bekræftes tilsyneladende af bemærkningen i kapitel 11, vers 3, om at „det der ses er blevet til af ting som ikke er synlige“. Dette vers kunne opfattes som en hentydning til skabelsesberetningen i Første Mosebog, hvilket ville være naturligt forud for Paulus’ omtale af Abel (v. 4), Enok (v. 5, 6) og Noa (v. 7). Ifølge denne opfattelse har Paulus med dette vers gjort en tilføjelse til sin definition af tro ved at henvise til eksistensen af universet med solen, månen og stjernerne som et klart vidnesbyrd om at der findes en Skaber. — Jf. Ro 1:20.

I De Hebraiske Skrifter. Det hebraiske ord chæʹlædh svarer i betydning til aiōnʹ. Det bruges nogle steder om „levetid“ (Job 11:17; Sl 39:5; 89:47), mens det andre steder i højere grad synes at betegne de træk der kendetegner en bestemt tidsperiode, og det gengives da med „tingenes ordning“. (Sl 17:13, 14; 49:1) Nogle oversættelser bruger ordet „verden“ i sidstnævnte skriftsteder, men ved denne gengivelse ser man mere eller mindre bort fra ordets egentlige betydning, som er tid af en vis varighed.