(Tobiʹja) [god er Jehova (Jah)].

1. En af de levitter som Josafat i 934 f.v.t. sendte ud for at undervise i Jehovas lov i Judas byer. — 2Kr 17:7-9.

2. En forfader til nogle hjemvendte landflygtige som ikke kunne gøre rede for deres afstamning som israelitter. — Ezr 2:1, 59, 60; Ne 7:61, 62.

3. En af de hjemvendte jødiske landflygtige som bidrog med guld og sølv hvoraf der blev lavet en krone til ypperstepræsten Josua. — Zak 6:10, 11, 14.

4. En modstander af Nehemias. Han benævnes som „tjeneren“ og var sandsynligvis en embedsmand under Persiens konge. (Ne 2:19) Både han og hans søn Jehohanan havde giftet sig med jødiske kvinder, og Tobija var desuden i familie med ypperstepræsten Eljasjib. Dette gav ham gode muligheder for at undergrave Nehemias’ myndighed, for der var mange jøder som så op til ham og talte godt om ham. — Ne 6:17-19; 13:4; jf. 3:4; 7:6, 7, 10.

Da Nehemias ankom til Jerusalem, var Tobija og hans fæller meget misfornøjede med de lyse udsigter der nu tegnede sig for jøderne. (Ne 2:9, 10) I begyndelsen nøjedes de med at spotte og gøre nar (Ne 2:19; 4:3), men efterhånden som udbedringen af muren skred frem, voksede deres vrede. Alle deres forskellige anslag — deres planer om at dræbe jøderne (Ne 4:7-9, 11, 14, 15) og deres forsøg på at få Nehemias til at krænke templets hellighed (Ne 6:1, 10-13) — slog imidlertid fejl. Selv efter at murene var genopbygget, forsøgte Tobija gennem brevveksling med sine sympatisører i Jerusalem at skræmme Nehemias. (Ne 6:16-19) Med rette bad Nehemias derfor Jehova om at huske Tobijas og hans forbundsfællers mange onde gerninger. (Ne 6:14) Da Nehemias anden gang kom til Jerusalem fra Babylon og blev klar over at et af spiserummene i templet var blevet indrettet til Tobija, smed han straks dennes bohave ud derfra. — Ne 13:4-9.