Den finger på et menneskes hånd der har særlig stor bevægelighed og kan sættes imod de andre. Mennesker kan gribe om ting og udføre mange fine bevægelser som ville være umulige uden tommelfingeren. I fortiden gjorde man undertiden fanger uegnede til krigstjeneste ved at hugge deres tommelfingre og storetæer af. — Dom 1:6, 7.

Det hebraiske ord boʹhæn betegner både tommelfingeren og storetåen; betydningen i de enkelte tilfælde er angivet ved tilføjelse af ordene ’håndens’ eller ’fodens’. Hver gang tommelfingeren er nævnt i et skriftsted, er storetåen nævnt i samme skriftsted. — 2Mo 29:20; 3Mo 14:14, 17, 25, 28.

Da Aron og hans sønner blev indsat som præster, slagtede man en vædder, og Moses kom noget af dens blod på Arons højre øreflip, højre tommelfinger og højre storetå. Derefter gjorde han det samme ved Arons sønner. (3Mo 8:23, 24) Blodet på højre tommelfinger skildrede billedligt at de skulle udføre deres præstetjeneste efter bedste evne.