Disse ord dækker over et stort antal tornede og stikkende planter. Der er fundet over 70 arter af tornede planter i Israel, deriblandt tornet bibernelle, den tornede kapersbusk, akantus, bukketorn og hvidtjørn. Selv om de tornede planter voldte besvær, var de ikke helt nytteløse. De blev anvendt som hegn (Ho 2:6) og brændsel (Præ 7:6) og som foder til æsler, kameler og geder. Især bukketorn og brombær er også i nyere tid blevet anvendt til hække og hegn, og tornet bibernelle er blevet brugt som brænde i kalkovne. — Es 33:12.

Adams efterkommere fik at føle hvad det indebar at jorden var forbandet, med de torne og tidsler den lod fremvokse. (1Mo 3:17, 18) Noas fader, Lemek, kunne derfor tale om „vore hænders smerte, der skyldes jorden som Jehova har forbandet“. (1Mo 5:29) Efter Vandfloden velsignede Jehova Noa og hans sønner og sagde at de skulle blive talrige og fylde jorden. (1Mo 9:1) Guds forbandelse af jorden blev åbenbart hævet. (1Mo 13:10) Men Jehova sagde ikke, som til den fuldkomne Adam, at Noa og hans familie skulle ’underlægge sig jorden’. (Sml. 1Mo 1:28 med 1Mo 8:21–9:2.) Ufuldkomne mennesker ville åbenbart aldrig, uden Guds ledelse, kunne underlægge sig jorden på den måde som Gud oprindelig havde i tanke. Det ville stadig være forbundet med besvær at dyrke jorden; de måtte stadig kæmpe med planter som torne og tidsler. Menneskenes dårlige forvaltning af jordens ressourcer har uden tvivl forøget deres vanskeligheder i denne henseende.

I det forjættede land, ’et land der flød med mælk og honning’ (2Mo 3:8), måtte israelitterne arbejde for at holde jorden fri for tornede planter og andet ukrudt, der hurtigt ville brede sig hvis jorden blev forladt eller forsømt. (Es 5:6; 7:23-25; 34:13) Til sidst bragte israelitterne ved deres ulydighed mod Jehova åndelig ruin over nationen, Guds „arvelod“, og det afspejlede sig både billedligt og bogstaveligt i at de sled forgæves — de såede hvede, men høstede torne. — Jer 12:7, 13.

Som det understreges i Jesu billedtale om sædemanden, er tornede planter en trussel mod de dyrkede afgrøder. (Mt 13:7; Lu 8:7) Inden man begyndte at dyrke en mark der var dækket af torne og tidsler, blev disse besværlige planter derfor ryddet bort, som regel ved at man brændte marken af. (He 6:8) Tornede planter udgør også en brandfare. Især i høsttiden, hvor tornekrattet langs markerne er tørt og let antændes, kan hele marker blive fortæret af ilden når den breder sig fra krattet til det uhøstede korn. — 2Mo 22:6.

De romerske soldater spottede Jesus ved at flette en tornekrone og sætte den på hans hoved. (Mr 15:17; Joh 19:2) Mange har foreslået planten Paliurus spina-christi som den man anvendte. Det er en busk der kan blive op til 6 m høj og har bøjelige grene med stive torne. Der kan imidlertid ikke siges noget sikkert om dette.

Brugt billedligt. Torne nævnes ofte i billedlig, eller symbolsk, betydning. Skønt assyrerne var flettet sammen som tornekviste, ville de blive fortæret som tørre halmstrå. (Na 1:10) Tornebuske bruges til at skildre mennesker, også herskere, hvis handlinger er onde, og som derfor vil få en ugunstig dom. (2Kg 14:9, 10; Es 9:18, 19; 10:17-19) Jehovas tjeneres onde modstandere bliver fjernet, slukket som en ild i et tornekrat. (Sl 118:10, 12) Jesus Kristus omtalte tjørnen for at illustrere  at mennesker kendes på deres frugter. — Mt 7:16.

Torne betegner personer eller ting som volder skade eller besvær. (4Mo 33:55; Ord 22:5; Ez 28:24) Paulus’ „torn i kødet“ (2Kor 12:7) kan have været en øjensygdom eller en anden fysisk lidelse (se Apg 23:1-5; Ga 4:15; 6:11) eller måske de falske apostle og andre der anfægtede hans apostelhverv og hans gerning. (Se 2Kor 11:5, 6, 12-15; Ga 1:6-9; 5:12; 6:17.) Ved profeten Jeremias sammenlignede Jehova Judas mænds og Jerusalems indbyggeres hjerter med jord der var dækket af torne, det vil sige af usandhed og uretfærdighed. (Jer 4:1-4; jf. Ho 10:12, 13.) At tornekrat erstattes af træer, betegner meget passende at Gud atter viser sin gunst. — Es 55:13.

Det hebraiske ord cheʹdhæq (torn) er blevet identificeret med Solanum coagulans, den grå natskygge, en tornebusk. (Thesaurus of the Language of the Bible, redigeret af M. Z. Kaddari, Jerusalem 1968, bd. 3, s. 88) I Ordsprogene 15:19, hvor ordet cheʹdhæq bruges, sammenlignes den dovnes vej med en tornehæk, måske i den forstand at han forestiller sig forhindringer og vanskeligheder ved alt hvad der skal gøres, og bruger dette som en undskyldning for ikke at gå i gang med det. Det moralske fordærv blandt israelitterne fik profeten Mika til at skrive at „den bedste af dem er som en tornebusk [hebr.: kecheʹdhæq], den mest retskafne er værre end en tjørnehæk“, hvormed han åbenbart mente at selv den bedste af israelitterne var lige så farlig for sine omgivelser som en stikkende tornebusk eller tjørnehæk for dem der kom for tæt på den. — Mik 7:4; se også BUSK; LOTUSTRÆ; TIDSEL; TJØRN; UKRUDT.