[hebr.: ‛ets; gr.: denʹdron].

Det meget afvekslende klima i Palæstina og dets nabolande gav vækstbetingelser for mange forskellige arter af træer, fra Libanons cedre til Jerikos daddelpalmer og ørkenens gyvelbuske. I Bibelen omtales omkring 30 forskellige arter. De behandles i dette værk under de enkelte træers respektive navne.

Det er ofte vanskeligt at afgøre hvilket træ et hebraisk eller græsk ord i grundteksten betegner, og i flere tilfælde er identifikationen usikker. Den afhænger af hvor detaljeret Bibelen beskriver træets særlige kendetegn (som til tider kan udledes af betydningen af det rodord navnet kommer af), og af om disse kendetegn svarer til træer som nu vides at vokse i Bibelens lande, specielt i de områder der eventuelt er nævnt i beretningen. Yderligere hjælp kan fås ved studiet af beslægtede ord i andre sprog, for eksempel arabisk og aramaisk. Somme tider synes det klogest blot at translitterere navnet, som for eksempel i tilfældet med almugtræet.

Harold og Alma Moldenke nævner i deres bog Plants of the Bible (1952, s. 5, 6) at mange af de træer der i dag findes i Israel, nok ikke fandtes der på Bibelens tid fordi, som de siger: „Floraen forandrer sig, især i områder som Palæstina og Ægypten hvor mennesket, som er berygtet for sin evne til at forstyrre naturens fine balance, [i årtusinder] har haft meget travlt.“ De siger videre: „Mange planter som var almindelige i det hellige land eller dets nabolande på Bibelens tid, er nu meget mere sjældne eller helt forsvundet.“ Nogle arter er blevet udryddet eller stærkt reduceret ved intensiv dyrkning af jorden eller rydning af skovområder foretaget af assyrernes, babyloniernes og til sidst romernes invasionsstyrker. (Jer 6:6; Lu 19:43) Ødelæggelse af træer og skove har bevirket at det øverste lag muldjord er blevet vasket væk, hvilket igen har ført til at mange arealer er blevet øde og golde.

Allerede på Abrahams tid blev træer opført i kontrakten når man solgte jordbesiddelser. — 1Mo 23:15-18.

Bestemmelser i Moseloven. Senere førte Jehova Gud israelitterne ind i Kana’an, et land med „en mængde træer til føde“. Han lovede at sørge for den nødvendige regn hvis israelitterne adlød ham, og han forlangte at en tiendedel af afgrøden blev givet til helligdommen og præsteskabet. (Ne 9:25; 3Mo 26:3, 4; 27:30) Før israelitterne gik ind i Kana’ans land, fik de at vide at de ikke måtte ødelægge frugttræerne når de angreb byerne. Nogle hundrede år senere blev Judas og Israels konger dog af Gud bemyndiget til at ødelægge ’de gode træer’ i Moabs land, formentlig fordi Moab lå uden for det forjættede land. Det drejede sig om en straffeaktion mod Moab, og israelitternes handling tjente som en beskyttelse mod oprør eller gengældelse fra moabitternes side. (5Mo 20:19, 20; 2Kg 3:19, 25; jf. Jer 6:6.) Når man plantede et træ, måtte man ikke spise dets frugt de første tre år, og det fjerde år skulle frugten vies til brug i helligdommen. (3Mo 19:23-25; jf. 5Mo 26:2.) Derefter blev de første modne frugter hvert år viet hertil. — Ne 10:35-37.

Brugt billedligt. I Edens have brugte Gud to træer som symboler: „livets træ“ og „træet til kundskab om godt og ondt“. Det var manglende respekt for Guds bud i forbindelse med det sidstnævnte træ der førte til menneskets fald. — 1Mo 2:9, 16, 17; 3:1-24.

Det er en udbredt, men fejlagtig opfattelse at „træet til kundskab om godt og ondt“ og forbudet mod at spise dets frugt havde at gøre med kønslig forbindelse mellem de to første mennesker. Denne opfattelse modsiges af Guds tydelige befaling til manden og kvinden om at ’blive frugtbare og talrige og fylde jorden’. (1Mo 1:28) Eftersom træet stod for „kundskab om godt og ondt“, og Gud havde forbudt menneskene at spise af det, blev det et symbol på Guds ret til at afgøre eller fastsætte normen for hvad der var „godt“  (godkendt af Gud), og hvad der var „ondt“ (fordømt af Gud). På denne måde blev menneskenes respekt for Skaberens stilling og deres villighed til at holde sig inden for de grænser Gud havde fastlagt, sat på prøve. Disse grænser var på ingen måde snævre; de gav Adam og Eva mulighed for at leve et lykkeligt liv. At overskride grænserne til det forbudte område ved at spise af „træet til kundskab om godt og ondt“ ville være at trænge ind på Guds domæne eller at gøre oprør mod hans myndighed. — Se SUVERÆNITET.

Træer blev også brugt som symboler på enkeltpersoner, herskere og riger, som i den profeti hvor Faraos og hans folkemængdes fald sammenlignes med fældningen af et højt cedertræ (Ez 31), og i Daniels profeti om det vældige træ der symboliserede herredømmet over „menneskenes rige“. (Da 4:10-26) Den retfærdige sammenlignes med et træ, plantet ved strømme af vand (Sl 1:3), hvis løv er frodigt, og som bærer frugt selv under tørke. — Jer 17:8.

Løftet om at Guds genrejste folks dage ville blive som træets (Es 65:22), giver mere mening når man tænker på at visse træer i Palæstina kan blive hundreder af år, ja endda over tusind år. Ezekiel så i et syn en strøm der løb ud fra templet, og på hvis bredder der voksede frugttræer med helbredende løv, og et lignende syn beskrives i Åbenbaringens Bog. (Ez 47:7, 12; Åb 22:2, 14) Udtrykket „et livets træ“ bruges om sand visdom, den retfærdiges frugt, et ønske der opfyldes, og tungens ro, og desuden forbindes det med livets krone. (Ord 3:18; 11:30; 13:12; 15:4; Åb 2:7, 10) Træer nævnes i forbindelse med den frugtbarhed, fred og lykke der vil opstå som et resultat af Jehovas kongedømme og genrejsningen af hans folk. — 1Kr 16:33; Sl 96:12; 148:9; Es 55:12; Ez 34:27; 36:30.

Ligesom Johannes Døber havde gjort, brugte Jesus træer i nogle af sine billedtaler for at understrege at det er nødvendigt at bære frugt i sand retfærdighed. (Mt 3:10; 7:15-20) Eftersom frugttræer dengang blev beskattet i Palæstina, var et ufrugtbart træ (der var så godt som dødt) en uønsket byrde for ejeren, og det blev derfor hugget om og tilintetgjort. (Lu 13:6-9) I Judas 12 sammenlignes umoralske mennesker der trænger ind i den kristne menighed, med ufrugtbare træer i det sene efterår, træer som er to gange døde. At de er „to gange døde“, skal måske understrege at de er fuldstændig døde. Det kan også betyde at de er døde i to henseender. De er (1) ufrugtbare eller uden frugt, og (2) de er bogstaveligt døde, uden livskraft.

Det hebraiske ord for træ bruges også om den pæl hvorpå et lig blev hængt. (1Mo 40:19; 5Mo 21:22, 23; Jos 8:29; Est 2:23) Da apostelen Paulus citerede fra 5 Mosebog 21:23, brugte han det græske ord xyʹlon (træ som materiale). — Ga 3:13; se MARTERPÆL; de enkelte træer under deres respektive navne.