Sort, porøst kul, som regel restproduktet ved en ufuldstændig forbrænding af træ. I fortiden blev trækul fremstillet ved at man dækkede en stabel træ med jord og lod den brænde langsomt over flere dage idet man kun tilførte netop så meget luft at de luftarter og dampe der strømmede ud fra det ophedede træ, kunne forbrændes. På denne måde fik man en forholdsvis ren form for kul. Det var en tidskrævende proces der skulle overvåges omhyggeligt, men trækul var godt brændsel der gav en stærk og stabil varme uden røgudvikling. Der er ingen vidnesbyrd om at man benyttede naturligt forekommende mineralsk kul i det gamle Israel.

I koldt vejr varmede man sig ved en åben trækulsild eller et kulbækken. (Es 47:14; Jer 36:22; Joh 18:18) Da trækul afgiver en jævn varme uden flammer og røg, er det også velegnet til madlavning. (Joh 21:9) Til udsmeltning og lutring af metaller var trækul uundværligt; uden dét havde det næppe været muligt at opnå og bevare de høje temperaturer der skulle til for at udvinde rent metal af malmen. (Es 44:12; 54:16; se LUTRING.) Omtrent på samme måde som man i dag benytter en højovn ved udsmeltning af jern, lagde man dengang malmen mellem lag af trækul. Det er øjensynlig det der har givet anledning til ordsproget: Venlighed mod en fjende er som glødende kul på hans hoved. Det mildner hans vrede og får det bedste frem i ham. (Ord 25:22; Ro 12:20) Den vise kvinde i Tekoa sammenlignede sine levende efterkommere med trækullets langsomt brændende gløder. — 2Sa 14:1-7.

De hebraiske ord gachæʹlæth og pæchamʹ gengives imidlertid ikke altid med „trækul“, men sigter ofte til kul, glødende kul eller gløder. Man brugte træ som brændsel på alteret i teltboligen (3Mo 1:7, 8; 3:5), og på forsoningsdagen fik „glødende kul fra alteret“ røgelsen til at brede sig som en sky over pagtens ark. (3Mo 16:12, 13) Esajas beskrev en afgudsdyrker der fældede et træ, lavede et bål af den ene halvdel og bagte brød over dets kul og af den anden halvdel lavede sig en gud. — Es 44:14, 15, 19.

I en række skriftsteder bruges „gløder“ eller „kul“ i overført eller billedlig betydning om noget varmt, glødende eller brændende. (2Sa 22:9; Job 41:21; Sl 18:8, 12, 13; 140:10; Es 6:6; Ez 1:13; 10:2; 24:11)  De „glødende kul af gyveltræ“ skildrer den gengældelse der vil komme over et menneske med en ’svigefuld tunge’. — Sl 120:2-4.