En person der tilhører en anden som hans ejendom, og som ofte udfører hårdt eller groft arbejde. Det hebraiske ord for „træl“ er ‛æʹvædh. (1Mo 9:25; 2Mo 20:17) Det oversættes også med „tjener“ og bruges således ikke udelukkende om personer der tilhører andre, men også om en konges undersåtter, undertvungne folkeslag der betaler tribut, og personer i kongens tjeneste. — 2Sa 11:21; 2Kr 10:7; se TJENER.

Det tilsvarende græske ord, douʹlos, bruges om personer der tilhører andre (Mt 8:9; 10:24, 25; 13:27), om hengivne tjenere for Gud og hans søn Jesus Kristus, det være sig mennesker (Apg 2:18; 4:29; Ro 1:1; Ga 1:10) eller engle (Åb 19:10, hvor ordet synʹdoulos [medtræl] forekommer), og, i overført betydning, om mennesker der er i trældom under synd (Joh 8:34; Ro 6:16-20) eller fordærvelse (2Pe 2:19).

Før vor tidsregning. Krig, fattigdom og forbrydelser var hovedårsagerne til at folk kom i trældom. Krigsfanger blev ofte gjort til trælle eller solgt til trældom af erobrerne. (Jf. 2Kg 5:2; Joel 3:6.) I det israelitiske samfund kunne fattige sælge sig selv eller deres børn til trældom for at komme ud af gælden. (2Mo 21:7; 3Mo 25:39, 47; 2Kg 4:1) En tyv der ikke kunne yde erstatning, blev solgt som betaling for de ting han havde stjålet, og han blev øjensynlig sat på fri fod når alle fordringer var indfriet. — 2Mo 22:3.

Nogle trælle nød stor tillid og ære i husstanden. Patriarken Abrahams aldrende tjener (sandsynligvis Eliezer) bestyrede alt hvad hans herre ejede. (1Mo 24:2; 15:2, 3) Som træl i Ægypten blev Abrahams efterkommer Josef sat over alt hvad der tilhørte Potifar, en af Faraos hofembedsmænd. (1Mo 39:1, 5, 6) I Israel havde trællene mulighed for at blive velstående så de kunne løskøbe sig selv. — 3Mo 25:49.

Angående udskrivning af arbejdere, se PLIGTARBEJDE; TVANGSARBEJDE.

Love om forholdet mellem træl og herre. Blandt israelitterne havde en hebraisk træl en anden stilling end en træl der var fremmed, fastboende udlænding eller indvandrer. Mens ikkehebræeren forblev ejerens ejendom og kunne gå i arv fra fader til søn (3Mo 25:44-46), skulle den hebraiske træl frigives i det syvende år eller i jubelåret, afhængigt af hvad der indtraf først. I den periode hans trældom varede, skulle den hebraiske træl behandles som en daglejer. (2Mo 21:2; 3Mo 25:10; 5Mo 15:12) En hebræer der solgte sig selv som træl til en fastboende udlænding, et medlem af en fastboende udlændings slægt eller en indvandrer kunne løskøbes når som helst, enten af trællen selv eller af en anden der havde ret til det. Genløsningsprisen afhang af hvor mange år der var til jubelåret eller til det syvende år af trællens tjeneste. (3Mo 25:47-52; 5Mo 15:12) Når en hebraisk træl blev frigivet, skulle hans herre give ham en gave for at hjælpe ham til at få en god begyndelse på sin tilværelse som fri. (5Mo 15:13-15) Hvis en træl var blevet solgt sammen med sin hustru, blev hun frigivet sammen med ham. Men hvis herren havde givet trællen en hustru (åbenbart en udenlandsk kvinde som ikke havde ret til at blive frigivet efter syv år), skulle hun og de børn hun eventuelt havde født, forblive herrens ejendom. I et sådant tilfælde kunne den hebraiske træl vælge at blive hos sin herre. Hans øre skulle så gennembores med en syl som et tegn på at han ville forblive i trældom for altid. — 2Mo 21:2-6; 5Mo 15:16, 17.

Hebraiske trælkvinder. I forbindelse med en hebraisk trælkvinde gjaldt der særlige regler. Hendes herre kunne tage hende som medhustru eller give hende som hustru til sin søn. Hvis hun blev givet som hustru til herrens søn, skulle hun behandles i overensstemmelse med døtres lovlige ret. Hvis sønnen tog sig endnu en hustru, måtte han ikke skære ned på hendes føde, klæder eller ægteskabelige ret. Hvis sønnen ikke opfyldte disse forpligtelser, havde trælkvinden ret til at blive givet fri, uden genløsningspris. Hvis herren ønskede at lade en hebraisk trælkvinde løskøbe, havde han ikke ret til at sælge hende til udlændinge. — 2Mo 21:7-11.

Beskyttelse og privilegier. Loven beskyttede trælle mod brutal behandling. Hvis en træl blev mishandlet så han mistede en tand eller et øje, skulle han frigives. Eftersom værdien af en træl normalt var 30 sekel (jf. 2Mo 21:32), ville frigivelsen påføre herren et betydeligt tab. Denne lov tjente derfor som en effektiv modvægt mod mishandling. Herren måtte slå sin træl, men hvis trællen døde for hans hånd, skulle han hævnes i overensstemmelse med dommernes afgørelse. Døde trællen derimod først efter en eller to dage, skulle han ikke hævnes, for det ville være et vidnesbyrd om at det ikke havde været herrens hensigt at slå ham ihjel, men blot at tugte ham. (2Mo 21:20, 21, 26, 27; 3Mo 24:17) Herren ville dog ikke blive frikendt hvis han havde slået trællen med et dødbringende redskab, for det ville vidne om at han havde haft til hensigt at slå trællen ihjel. (Jf. 4Mo 35:16-18.) Hvis trællen forblev  i live en eller to dage, kunne man altså med rette nære tvivl om hvorvidt døden var indtrådt som en følge af revselsen. Slag med en kæp, for eksempel, ville normalt ikke medføre døden, som det fremgår af Ordsprogene 23:13: „Skån ikke drengen for tugt. Hvis du slår ham med kæppen, undgår han døden.“

Trælle havde visse privilegier ifølge Loven. Eftersom alle mandlige trælle blev omskåret (2Mo 12:44; jf. 1Mo 17:12), måtte de spise af påskeofferet, og præsters trælle måtte spise af det der var helligt. (2Mo 12:43, 44; 3Mo 22:10, 11) Trælle skulle ikke arbejde på sabbatten. (2Mo 20:10; 5Mo 5:14) I sabbatsåret havde de ret til at spise det der voksede op fra spildte kerner, og druerne af ubeskårne vinstokke. (3Mo 25:5, 6) De skulle have del i glæden i forbindelse med ofringerne i helligdommen og fejringen af højtiderne. — 5Mo 12:12; 16:11, 14.

De kristnes indstilling i det 1. århundrede. Der var talrige trælle i Romerriget. Nogle havde hundreder eller endda tusinder af trælle, og slaveriet nød regeringens beskyttelse. De kristne i det 1. århundrede modstod ikke regeringsmagten på dette område og prøvede ikke at ophidse til en slaveopstand. De respekterede andres, deriblandt deres trosfællers, ret til at holde trælle. Det var derfor apostelen Paulus sendte den bortløbne træl Onesimus tilbage til sin herre. Eftersom Onesimus var blevet kristen, vendte han beredvilligt tilbage og underordnede sig sin herre og trosfælle som træl. (Flm 10-17) Apostelen Paulus rådede også kristne trælle som havde troende herrer, til ikke at udnytte dette. Han sagde: „Lad dem som har troende herrer ikke se ned på dem fordi de er brødre. Tværtimod, lad dem trælle des villigere, fordi de der nyder godt af deres gode tjeneste er troende og elskede.“ (1Ti 6:2) Det var en velsignelse for en træl at have en kristen herre eftersom denne var forpligtet til at behandle sine trælle retfærdigt og rimeligt. — Ef 6:9; Kol 4:1.

Trælle der tog imod kristendommen, var forpligtede til at blive bedre trælle som ’ikke svarede igen, ikke begik tyveri, men udviste god troskab’. (Tit 2:9, 10) Selv hvis deres herrer behandlede dem uretfærdigt, havde de ikke ret til at yde dem en mindre god tjeneste. Ved at lide for retfærdighedens skyld efterlignede de Jesu Kristi eksempel. (1Pe 2:18-25) „I trælle,“ skrev apostelen Paulus, „vær lydige i alt mod dem som er jeres herrer i kødelig forstand, ikke med øjentjeneste, som nogle der vil behage mennesker, men med oprigtigt hjerte, med frygt for Jehova. Hvad I end gør, så arbejd på det med hele jeres sjæl som for Jehova, og ikke for mennesker.“ (Kol 3:22, 23; Ef 6:5-8) Ved at have en god opførsel over for deres herrer undgik de at bringe skam over Guds navn eftersom ingen ville kunne beskylde kristendommen for at frembringe dovne, uduelige trælle. — 1Ti 6:1.

Selv om trælle skulle være „lydige i alt“, måtte de naturligvis ikke frygte mennesker mere end Gud og være ulydige mod Guds lov. Hvis de begik misgerninger, selv hvis det skete på en overordnets befaling, ville de ikke være ’en pryd for deres Frelsers, Guds, lære’, men ville vanære denne lære og give et forkert billede af den. (Tit 2:10) Trælle skulle derfor lade sig lede af deres kristne samvittighed.

I den kristne menighed var alle ligestillede uanset deres sociale status. Alle var salvet med den samme ånd og havde som lemmer på det ene legeme del i det samme håb. (1Kor 12:12, 13; Ga 3:28; Kol 3:11) Den kristne træl skulle ikke bekymre sig om at det var begrænset hvad han kunne gøre for at udbrede den gode nyhed. Hvis han fik mulighed for at blive fri, burde han imidlertid udnytte denne lejlighed og derved øge sin andel i den kristne tjeneste. — 1Kor 7:21-23.

Trældom under synd. Da det første menneske, Adam, overtrådte Guds lov, gav han slip på sin fuldkomne selvbeherskelse og gav efter for et selvisk ønske om fortsat at være sammen med sin syndige hustru og behage hende. Derved gjorde han sig selv til træl af sit begær og dets enderesultat, synden. (Jf. Ro 6:16; Jak 1:14, 15; se SYND.) Han solgte således sig selv under synden, og eftersom alle hans efterkommere stadig var i hans lænd, solgte han også dem under synden. Det var derfor apostelen Paulus skrev: „Jeg er kødelig, solgt under synden.“ (Ro 7:14) Af denne grund kunne ingen af Adams efterkommere ved egen fortjeneste opnå retfærdighed, end ikke ved at forsøge at overholde Moseloven. Som apostelen Paulus udtrykte det: „Budet, som var til liv, dette fandt jeg var til død.“ (Ro 7:10) Menneskenes manglende evne til at overholde Loven til fuldkommenhed viste at de var trælle under synden og fortjente døden, ikke livet. — Se DØDEN.

Kun ved at drage nytte af den udfrielse der blev muliggjort ved Jesus Kristus, kunne enkeltpersoner blive frigjort fra denne trældom. (Jf. Joh 8:31-34; Ro 7:21-25; Ga 4:1-7; He 2:14-16; se LØSESUM, LØSKØBELSE.) Eftersom de kristne er blevet købt med Jesu dyrebare blod, er de Jehova Guds og hans søns trælle eller tjenere og forpligtede til at holde deres bud. — 1Kor 7:22, 23; 1Pe 1:18, 19; Åb 19:1, 2, 5; se FRI, FRIGIVEN; FRIHED.

Se også TROFASTE OG KLOGE TRÆL, DEN.