Det græske ord thliʹpsis, der almindeligvis gengives med „trængsel“, betyder egentlig „tryk“ eller „pres“. Det bruges i Bibelen i overført betydning om den trængsel, nød eller lidelse der skyldes omstændighedernes pres. Det bruges om smerterne i forbindelse med en fødsel (Joh 16:21), om forfølgelse (Mt 24:9; Apg 11:19; 20:23; 2Kor 1:8; He 10:33; Åb 1:9), om fængsling (Åb 2:10), om fattigdom og andre vanskeligheder som faderløse og enker ofte rammes af (Jak 1:27), om hungersnød (Apg 7:11) og om straf for overtrædelse (Ro 2:9; Åb 2:22). Den „trængsel“ der er tale om i 2 Korinther 2:4, er åbenbart den kval apostelen Paulus følte fordi de kristne i Korinth lagde en uret adfærd for dagen og han derfor måtte irettesætte dem strengt.

Ægteskabet medfører trængsel i kødet. Da apostelen Paulus anbefalede den ugifte stand som bedre end den gifte, bemærkede han: „Men selv om du også giftede dig, begik du ikke nogen synd. . . . Men de der gør det, vil få trængsel i kødet.“ (1Kor 7:28) Ægteskabet medfører bekymringer for ægtemanden, hustruen og børnene. (1Kor 7:32-35) Sygdom kan være en stor belastning for familien. De kristne vil måske blive forfulgt, og nogle familier blive drevet bort fra deres hjem. Fædre kan få svært ved at skaffe det nødvendige til familien. Forældre og børn kan blive adskilt ved fængsling, blive torteret af forfølgere og måske miste livet.

Trofasthed under trængsler. Trængsler i form af forfølgelse kan svække den kristnes tro. I billedtalen om sædemanden viste Jesus at nogle ville blive bragt til snublen og fald på grund af trængsel eller forfølgelse. (Mt 13:21; Mr 4:17) Eftersom apostelen Paulus var opmærksom på denne fare, var han meget bekymret for den nyoprettede menighed i Thessalonika. Menighedens medlemmer havde taget imod kristendommen under megen trængsel (1Ts 1:6; jf. Apg 17:1, 5-10), og de blev fortsat forfulgt. Apostelen sendte derfor Timoteus til dem så han kunne styrke og trøste dem „for at ingen skulle blive bragt til at vakle under disse trængsler“. (1Ts 3:1-3, 5) Da Timoteus kom tilbage og kunne fortælle at thessalonikerne var forblevet faste i troen, var det til stor trøst for Paulus. (1Ts 3:6, 7) Hans egne bestræbelser for at forberede dem på at der ville komme trængsler, var uden tvivl medvirkende til at de fortsatte med at tjene Gud trofast. — 1Ts 3:4; jf. Joh 16:33; Apg 14:22.

Selv om trængsler er ubehagelige, kan den kristne juble mens han udholder dem fordi han ved at trofasthed har Guds velbehag og i sidste ende vil føre til opfyldelsen af hans storslåede håb. (Ro 5:3-5; 12:12) I sammenligning med den evige herlighed der er belønningen for trofasthed, er trængselen i sig selv kortvarig og let. (2Kor 4:17, 18) Den trofaste kristne kan også være overbevist om at Guds loyale kærlighed aldrig vil svigte, uanset hvilke trængsler han udsættes for. — Ro 8:35-39.

I sit andet brev til korintherne nævnte apostelen Paulus endnu flere ting som kan hjælpe kristne til at udholde trængsel. Han skrev: „Velsignet være . . . al trøsts Gud, som trøster os i al vor trængsel, så vi kan trøste dem som er i al slags trængsel, med den trøst hvormed vi selv trøstes af Gud. . . . Men hvad enten vi er i trængsel, da er det til trøst og frelse for jer; eller vi trøstes, da er det til trøst for jer, en trøst som bevirker at I holder ud under de samme lidelser som vi også lider.“ (2Kor 1:3-6) Guds dyrebare løfter, hans hellige ånds hjælp og det at han bønhører dem der er udsat for trængsler, er til trøst for de kristne. På grundlag af deres egne erfaringer kan de opmuntre og trøste andre; deres tillidsfulde udtalelser og trofaste eksempel ansporer deres trosfæller til ligeledes at forblive trofaste.

Paulus selv værdsatte den trøst hans trosfæller gav ham da han var udsat for trængsler. Han roste de kristne i Filippi med disse ord: „I [har] handlet smukt ved at dele min trængsel med mig.“ (Flp 4:14) De nærede oprigtig omsorg for Paulus, som var fængslet i Rom, og hjalp ham til at udholde sine trængsler ved at yde ham materiel bistand. — Flp 4:15-20.

Det hænder imidlertid at nogle bliver bange på grund af de trængsler andre udsættes for. Med dette i tanke gav Paulus de kristne i Efesus denne tilskyndelse: „Jeg [beder] jer om ikke at give op på grund af disse mine trængsler for jeres skyld, for de betyder herlighed for jer.“ (Ef 3:13) Den forfølgelse eller de trængsler Paulus blev udsat for, var en følge af hans forkyndelse for efeserne og andre. Derfor kunne han omtale dem som ’trængsler for deres skyld’. Hans trofaste udholdenhed under disse trængsler betød „herlighed“ for de kristne i Efesus fordi hans udholdenhed viste at det de havde opnået som kristne (deriblandt Guds sikre løfter og deres dyrebare forhold til Jehova Gud og hans søn Kristus Jesus), var værd at holde ud for. (Jf. Kol 1:24.) Hvis Paulus, som apostel, havde givet op, ville det have været til vanære for menigheden. Det kunne have bragt andre til snublen og fald. — Jf. 2Kor 6:3, 4.

„Den store trængsel“. Da Jesus besvarede sine disciples spørgsmål om tegnet på hans nærværelse og afslutningen på tingenes ordning,  nævnte han at der ville komme „så stor en trængsel som der ikke har været fra verdens begyndelse til nu, og som heller ikke vil indtræffe igen“. (Mt 24:3, 21) Som det fremgår af en sammenligning mellem Mattæus 24:15-22 og Lukas 21:20-24, gjaldt disse ord i første række en trængsel der skulle komme over Jerusalem. Opfyldelsen kom i år 70 da byen blev belejret af de romerske hære under hærføreren Titus. Dette medførte en streng hungersnød og tab af mange menneskeliv. Den jødiske historiker Josefus beretter at 1.100.000 jøder døde eller blev dræbt, mens 97.000 overlevede og blev ført i fangenskab. Templet blev fuldstændig ødelagt. Imod den romerske hærfører Titus’ ønske satte romerske soldater ild til selve templet. Ifølge Josefus fandt dette sted i samme måned og på samme dag som babylonierne havde brændt det tidligere tempel. (Den jødiske krig, 6. bog, 4. kap., 5.-8. afsnit; 6. bog, 9. kap., 3. afsnit; 2Kg 25:8, 9) Det tempel der blev ødelagt af romerne, er aldrig blevet genopbygget. „Så stor en trængsel“ er aldrig siden kommet over Jerusalem. Bibelens ord viser imidlertid at den trængsel der kom over Jerusalem i år 70, pegede frem til en langt større trængsel, en trængsel der vil berøre alle nationer.

Jesus fortsatte sin profeti med at beskrive hvad der ville ske i århundrederne efter Jerusalems ødelæggelse. (Mt 24:23-28; Mr 13:21-23) Derefter tilføjede han, i Mattæus 24:29, at der „straks efter de dages trængsel“ ville komme frygtindgydende himmelfænomener. Ifølge Markus 13:24, 25 ville disse fænomener finde sted „i de dage, efter den trængsel“. (Se også Lu 21:25, 26.) Hvilken „trængsel“ talte Jesus om?

Nogle bibelkommentatorer har draget den slutning at det var den trængsel der kom over Jerusalem i år 70 e.v.t., selv om de samtidig erkender at de begivenheder der skulle følge efter, ville finde sted på en tid der, set fra et menneskeligt synspunkt, lå langt ude i fremtiden. De mener at udtrykket „straks efter“ beskriver Guds opfattelse af det tidsrum der er tale om, eller at det der vil ske, er så sikkert at det udtrykkes på en måde der placerer begivenhederne lige foran læseren.

Det er imidlertid tydeligt at profetien i Mattæus 24:4-22 (samt Mr 13:5-20 og Lu 21:8-24a) får en dobbelt opfyldelse. Kan det da tænkes at den „trængsel“ der omtales i Mattæus 24:29 og Markus 13:24, er den „trængsel“ der indtræffer under den anden og endelige opfyldelse af Mattæus 24:21 og Markus 13:19? Set i lyset af Bibelens samlede vidnesbyrd virker det mest sandsynligt. Giver de ord der er brugt i den græske tekst, rum for denne opfattelse? Ja. De græske ord der i Mattæus 24:29 er gengivet med ’de dage’ og i Markus 13:24 med „de dage“ og „den trængsel“, giver rum for denne forståelse. Det ser ud til at Jesus i sin profeti siger at der efter den kommende, verdensomspændende trængsels udbrud vil indtræffe bemærkelsesværdige fænomener (skildret ved at solen og månen formørkes, stjernerne falder ned og himmelens kræfter rystes) foruden opfyldelsen af ordene om „Menneskesønnens tegn“.

Omkring tre årtier efter Jerusalems ødelæggelse blev der til apostelen Johannes sagt følgende om en stor skare mennesker af alle nationer, stammer og folkeslag: „Det er dem der kommer ud af den store trængsel.“ (Åb 7:13, 14) Tidligere havde apostelen Johannes set „fire engle“ holde ødelæggende vinde tilbage så beseglingen af Guds 144.000 trælle kunne fuldføres. Denne besegling har åbenbart forbindelse med den indsamling af udvalgte som Jesus forudsagde. (Mt 24:31) Den endelige, ødelæggende del af „den store trængsel“ må derfor komme efter at de udvalgte er blevet indsamlet og beseglingen af dem er fuldført, og når de fire engle slipper vindene løs over jorden, havet og træerne. (Åb 7:1-4) At en stor skare „kommer ud af den store trængsel“, viser at den overlever denne. Dette bekræftes af et lignende udtryk i Apostelgerninger 7:9, 10: „Gud var med [Josef], og han udfriede ham fra alle hans trængsler.“ At Josef blev udfriet fra alle sine trængsler, betød ikke blot at han blev hjulpet til at udholde dem, men også at han overlevede.

Det er værd at lægge mærke til at apostelen Paulus omtalte eksekveringen af Guds dom over de ugudelige som en trængsel. Han skrev: „Det er jo kun retfærdigt fra Guds side at give dem trængsel til gengæld som volder jer trængsel, men jer som lider trængsel, lindring sammen med os ved Herren Jesu åbenbarelse fra himmelen med sine mægtige engle i flammende ild, når han bringer hævn over dem der ikke kender Gud og dem der ikke adlyder den gode nyhed om vor Herre Jesus.“ (2Ts 1:6-8) Åbenbaringens Bog viser at „Babylon den Store“ og „vilddyret“ har voldt Guds tjenere trængsel. (Åb 13:3-10; 17:5, 6) Det er derfor rimeligt at antage at den trængsel der kommer over „Babylon den Store“ og „vilddyret“, bliver en del af „den store trængsel“. — Åb 18:20; 19:11-21.