(Trakoniʹtis) [af en gr. rod der betyder „ujævn“, sandsynligvis et ujævnt område].

En landsdel der under Johannes Døbers og Jesu tjeneste blev styret af den romerske landsdelshersker Filip, der også styrede Ituræa. (Lu 3:1) Trakonitis’ nordgrænse lå i den nordøstlige del af Basan, omkring 40 km sydøst for Damaskus. Landsdelen udgjorde et pæreformet område på ca. 900 km².

Den centrale del af området er for størstedelens vedkommende dækket af synlige lavaaflejringer med dybe revner og huller, og den smule agerland der er tilbage, egner sig ikke til stort andet end vindyrkning. Det er et barskt og ugæstfrit land, og da det byder på gode skjulesteder for lovovertrædere, er det i dag kendt under det arabiske navn El Leja (der betyder „tilflugtsstedet“).

Ruinerne af Trakonitis’ oldtidsbyer viser at området tidligere har haft en meget større befolkningstæthed. Ruinerne fortæller også at man i fortiden kun gjorde sparsom brug af træ som byggemateriale, hvilket tyder på at landet dengang sandsynligvis var lige så fattigt på tømmer som det er i dag. Der er imidlertid tilstrækkeligt med vand i form af regn og vandkilder til at man kan holde får og geder.

Trakonitis nævnes kun én gang i Bibelen, men Strabon og Josefus nævner området flere gange. Af disse verdslige kilder fremgår det at den romerske kejser Augustus lod Trakonitis indgå i det rige der var givet til Herodes den Store. Efter Herodes’ død overgik Trakonitis til hans søn Filip som en del af det tetrarki han herskede over til sin død.