En afgift i form af penge eller naturalier, for eksempel kvæg, som en stat eller hersker betalte til en fremmed magt som et udtryk for underkastelse, for at bevare freden eller for at opnå beskyttelse. (Oplysninger om de forskellige betegnelser på originalsprogene findes under SKATTER OG AFGIFTER.) De der krævede tribut af andre, fik den ofte betalt i guld og sølv eller i varer der var knaphed på i deres eget land. Derved styrkede de deres egen økonomi og svækkede de undertvungne nationer ved at tære stærkt på deres ressourcer.

Kongerne David (2Sa 8:2, 6), Salomon (Sl 72:10; jf. 1Kg 4:21; 10:23-25), Josafat (2Kr 17:10, 11) og Uzzija af Juda (2Kr 26:8) samt kong Akab af Israel (2Kg 3:4, 5) modtog tribut fra andre folk. Men som følge af israelitternes troløshed mod Jehova var det ofte dem der som undertvungne måtte betale tribut til andre. Allerede i dommertiden var de underlagt moabitterkongen Eglon og betalte tribut til ham. (Dom 3:12-17) Senere betalte både Juda rige og Israels rige tribut når de var underlagt fremmedherredømme. (2Kg 17:3; 23:35) I nogle tilfælde betalte de også en slags tribut for at købe sig fri for fjendtlige angreb eller for at få andre til at yde dem militær hjælp. — 2Kg 12:18; 15:19, 20; 18:13-16.