Ordet „tro“ er oversat fra det græske ord piʹstis, der først og fremmest indeholder tanken om tillid, tiltro og fast overbevisning. Afhængigt af sammenhængen kan det også forstås som „trofasthed“ eller „troskab“. — 1Ts 3:7; Tit 2:10.

Bibelen siger at „tro er den sikre forventning om ting der håbes på, det klare bevis på virkeligheder som ikke ses“. (He 11:1) „Den sikre forventning“ er en oversættelse af det græske ord hypoʹstasis. Dette udtryk forekommer hyppigt i gamle forretningsdokumenter på papyrus. Det indeholder tanken om noget der ligger til grund for synlige forhold og står som en garanti for at noget på et tidspunkt vil blive ihændehaverens ejendom. I betragtning heraf har Moulton og Milligan foreslået denne gengivelse: „Tro er skødet på ting der håbes på.“ (Vocabulary of the Greek Testament, 1963, s. 660) Det græske ord eʹlegchos, der gengives med „det klare bevis“, indeholder tanken om et vidnesbyrd der fremlægges som bevis for noget, især noget andet end det der umiddelbart synes at være tilfældet. Et sådant vidnesbyrd får noget som tidligere var skjult, til at stå klart, og modbeviser således det der blot har set ud til at være tilfældet. „Det klare bevis“, det overbevisende vidnesbyrd, er så vægtigt eller uomstødeligt at det betegnes som selve troen.

Tro er derfor grundlaget for det man håber, en overbevisning baseret på vidnesbyrd om usynlige virkeligheder. Alle de lærepunkter som Jesus Kristus og hans inspirerede disciple gjorde kendt, den sande kristne lære, kaldes også „troen“. (Joh 18:37; Ga 1:7-9; Apg 6:7; 1Ti 5:8) Den kristne tro er baseret på hele Guds ord, inklusive De Hebraiske Skrifter, som Jesus og de kristne bibelskribenter ofte henviste til for at underbygge deres udtalelser.

Tro bygger på konkrete vidnesbyrd. Det synlige skaberværk vidner om eksistensen af en usynlig Skaber. (Ro 1:20) De begivenheder der fandt sted under Jesu Kristi liv og tjeneste på jorden, viser at han er Guds søn. (Mt 27:54; se JESUS KRISTUS.) Det faktum at Gud sørger for sine jordiske skabninger, giver et solidt grundlag for at tro at han også vil sørge for sine tjenere, og den omstændighed at han har vist sig som den der skænker liv og oprejser fra døden, er et overbevisende vidnesbyrd om opstandelseshåbets troværdighed. (Mt 6:26, 30, 33; Apg 17:31; 1Kor 15:3-8, 20, 21) Guds ords pålidelighed og den nøjagtige opfyldelse af dets profetier indgyder desuden tillid til at alle hans løfter vil blive indfriet. (Jos 23:14) Alt dette er eksempler på at „troen kommer . . . af det man hører“. — Ro 10:17; jf. Joh 4:7-30, 39-42; Apg 14:8-10.

Tro er altså ikke det samme som lettroenhed. En mand der kun har spot tilovers for tro, nærer sikkert fuld tiltro til prøvede og pålidelige venner. En videnskabsmand tror på principperne i sin videnskab. Han baserer nye eksperimenter på tidligere opdagelser, og han søger nye opdagelser på grundlag af det der allerede er bevist som værende sandt. Tilsvarende bearbejder landmanden sin jord og sår sin sæd i forventning om at  sæden vil spire ligesom tidligere år, og at planterne vil gro hvis de får tilstrækkeligt med væde og sol. Troen på at universets naturlove er uforanderlige, danner således grundlaget for menneskets planer og aktiviteter. Den vise mand der skrev Prædikerens Bog, hentydede til denne uforanderlighed: „Solen står op, og solen går ned, og den iler til det sted hvor den atter står op. Vinden går mod syd, og den drejer rundt mod nord. Den bliver ved med at gå rundt og rundt, ja, vinden begynder igen på sine runder. Alle regnfloderne løber i havet, men havet bliver ikke fuldt. Det sted hvor regnfloderne løber hen, vender de tilbage til for atter at løbe.“ — Præ 1:5-7.

I De Hebraiske Skrifter indeholder udsagnsordet ’amanʹ og andre nært beslægtede ord tanken om pålidelighed, trofasthed, stabilitet, urokkelighed, noget der er grundfæstet, langvarigt. (2Mo 17:12, fdn.; 5Mo 28:59; 1Sa 2:35; 2Sa 7:16; Sl 37:3) Det beslægtede navneord (’æmæthʹ) betyder almindeligvis „sandhed“, men også „trofasthed“, „troskab“ og „pålidelighed“. (2Kr 15:3, fdn.; 2Sa 15:20; jf. Ne 7:2, fdn.) Det kendte udtryk „amen“ (hebr.: ’amenʹ) kommer også af ’amanʹ. — Se AMEN.

Fortidige eksempler i tro. Hver enkelt af ’den store sky af vidner’ som Paulus omtaler (He 12:1), havde et solidt grundlag for tro. For eksempel kendte Abel ganske givet til Guds løfte om et „afkom“ der ville knuse hovedet på „slangen“. Og han så håndgribelige vidnesbyrd om eksekveringen af den dom Jehova havde udtalt over hans forældre i Eden. Uden for Edens have spiste Adam og hans familie brød i deres ansigts sved fordi jorden var forbandet og derfor frembragte torne og tidsler. Abel bemærkede sandsynligvis at Evas attrå var til hendes mand, og at Adam herskede over hende. Hans moder gav uden tvivl udtryk for den smerte hendes svangerskaber og fødsler var forbundet med. Indgangen til Edens have blev desuden bevogtet af keruber og et flammende sværdblad. (1Mo 3:14-19, 24) Alt dette udgjorde ’et klart bevis’ som gav Abel forvisning om at udfrielsen ville komme gennem det lovede afkom. Hans tro fik ham som følge deraf til at ’frembære et offer for Gud’ som viste sig at være af større værdi end det Kain bragte. — He 11:1, 4.

Abraham havde et solidt grundlag for tro på en opstandelse, for han og Sara havde selv fået deres forplantningsevne igen ved et mirakel, en begivenhed der kunne sammenlignes med en opstandelse, og som gjorde det muligt at Abrahams slægtslinje kunne videreføres gennem Sara. Isak blev født som følge af dette mirakel. Da Abraham fik besked på at ofre Isak, troede han på at Gud kunne oprejse hans søn fra døden. Han byggede sin tro på Guds løfte: „Det er ved Isak at det der skal kaldes dit afkom vil komme.“ — 1Mo 21:12; He 11:11, 12, 17-19.

De der kom til Jesus eller blev bragt til ham for at blive helbredt, var heller ikke uden overbevisende vidnesbyrd. Hvis de ikke selv havde været øjenvidner til Jesu kraftige gerninger, havde de i det mindste hørt om dem. På grundlag af hvad de havde set og hørt, sluttede de at Jesus også kunne helbrede dem. Desuden var de bekendt med Guds ord og vidste derfor besked om de mirakler fortidens profeter havde udført. Nogle af dem der hørte Jesus, mente at han var „Profeten“, og andre at han var „Messias“. I betragtning af dette var det helt på sin plads at Jesus nu og da sagde til dem der blev helbredt: „Din tro har gjort dig rask.“ Hvis disse mennesker ikke havde haft tro på Jesus, ville de ikke have henvendt sig til ham, og de ville derfor heller ikke være blevet helbredt. — Joh 7:40, 41; Mt 9:22; Lu 17:19.

Den centurion der kom til Jesus på sin tjeners vegne, havde også en stærk tro der byggede på vidnesbyrd — vidnesbyrd som fik ham til at slutte at tjeneren ville blive helbredt hvis blot Jesus ’sagde et ord’. (Mt 8:5-10, 13) Det er imidlertid værd at bemærke at Jesus helbredte alle der kom til ham. Han krævede ikke mere eller mindre tro alt efter arten af deres sygdom, og han undlod heller ikke at helbrede nogen med den begrundelse at han ikke kunne gøre det fordi deres tro ikke var stærk nok. Jesus udførte disse helbredelser som et vidnesbyrd, i den hensigt at give folk et grundlag for tro. I sin hjemegn, hvor mange gav udtryk for at de ikke troede, gjorde han ikke mange kraftige gerninger; ikke fordi han ikke kunne, men fordi folk ikke ville lytte og ikke var det værd. — Mt 13:58.

Den kristne tro. For at være antagelig for Gud må man nu, under den kristne ordning, tro på Jesus Kristus, og ved denne tro er det muligt at blive erklæret retfærdig af Gud. (Ga 2:16) De der ikke har en sådan tro, vil blive forkastet af Jehova. — Joh 3:36; jf. He 11:6.

Eftersom troen er en frugt af Guds ånd, er den ikke alles. (2Ts 3:2; Ga 5:22) Den er heller ikke statisk, men vokser. (2Ts 1:3) Det var derfor på sin plads at disciplene sagde til Jesus: „Giv os mere tro,“ og han gav dem et grundlag for større tro i form af flere vidnesbyrd og større forståelse. — Lu 17:5.

Hele den kristnes liv styres af troen, som sætter ham i stand til at overvinde bjerglignende hindringer for hans gudsdyrkelse. (2Kor 5:7; Mt 21:21, 22)  Som et udtryk for sin tro må han desuden gøre gerninger der stemmer med troen, men det er ikke Moselovens gerninger der kræves. (Jak 2:21-26; Ro 3:20) Prøvelser kan styrke troen. Troen tjener som et beskyttende skjold i den kristnes åndelige krigsførelse, idet den hjælper ham til at overvinde Djævelen og sejre over verden. — 1Pe 1:6, 7; Ef 6:16; 1Pe 5:9; 1Jo 5:4.

Men troen må ikke betragtes som en selvfølge, for „den synd som let omklamrer os“, er mangel på tro. For at bevare troen stærk må man kæmpe en hård kamp for den, modstå mennesker der kan lokke en til umoralitet, føre krig mod kødets gerninger, undgå materialismens snare, sky trosnedbrydende livsanskuelser og menneskers overleveringer, og, frem for alt, ’se ufravendt hen til vor tros hovedformidler og fuldender, Jesus’. — He 12:1, 2; Jud 3, 4; Ga 5:19-21; 1Ti 6:9, 10; Kol 2:8.