(turkiʹs).

En uigennemsigtig, fintrådet halvædelsten der varierer i farve fra lys himmelblå til mat grøn. Den består af vandholdigt aluminiumfosfat med spor af kobber (der giver den blå farve) og jern (der giver den grønne farve). Når blå turkiser opvarmes eller udsættes for vejr og vind, bliver de grønne; det samme sker undertiden når stenene med tiden mister deres naturlige fugtighed. Det kan være grunden til at man i oldtiden tilsyneladende foretrak grønne turkiser. De gamle ægyptere brugte turkis som smykkesten. Den findes på Sinajhalvøen som aflejringer i rød sandsten.

Da turkis er en forholdsvis blød sten, er det nemt at gravere i den. På „retskendelsens brystskjold“, der blev båret af ypperstepræsten Aron, sad en turkis hvori navnet på en af Israels 12 stammer var indgraveret. Det var den første sten i anden række på brystskjoldet. (2Mo 28:2, 15, 18, 21; 39:11) Den „klædning“ som kongen af Tyrus bærer i den symbolske beskrivelse, var prydet med turkis og mange andre slags ædelsten. (Ez 28:12, 13) Tyrus skaffede sig turkiser hos sin handelspartner Edom og gav med glæde sine varer i bytte for disse kostbarheder. — Ez 27:2, 16.